Kvinders åndelige indflydelse

Starla Awerkamp Butler

Forfatteren bor i Utah i USA.

Kender vi den kraft, der ligger i vores åndelige styrke?

drawing of women with their arms around each other

Mange vidunderlige, ydmyge kvinder i Kirken tjener hengivent uden at indse, hvilken langtrækkende virkning deres levevis har – som eksempler på timelig tjeneste og som en arv af åndelig styrke. Min mormor, Cherie Petersen, var en sådan kvinde. Hun tjente trofast i undseelige kaldelser hele sit liv. Spurgte man hende, ville hun sige, at hun ikke havde mange talenter at tilbyde verden. Men da jeg begyndte at finde ud af mere om hendes liv, indså jeg, hvor meget hendes åndelige styrke har påvirket mit liv.

Cheries forældre holdt op med at komme i kirke og blev skilt, da hun var ret ung, så hun voksede op med sin mor, Florence, der altid arbejdede. Florence var selv som barn blevet omend endnu mere forsømt, eftersom hun blev sendt på kostskole, så hendes mor, Georgia, kunne leve livet. Trods de udfordringer, hendes barndom bød på, forblev Cherie tro mod evangeliet, og hun gik trofast i kirke med sin oldemor Elisabeths familie eller sine venner. I deres familier så hun det, hun ønskede sig af sin egen. Hun vidste ikke præcist, hvordan en familie skulle være, men hun vidste, hvordan den ikke skulle være, og hun var opsat på, at det ville blive anderledes, når hun selv stiftede familie.

Cheries mand – min morfar, Dell – sagde engang til mig: »For at få et vidnesbyrd må man ønske det. Cherie har altid ønsket sig et vidnesbyrd.« Selvom deres første år som ægtefolk var præget af udfordringer, var de fast besluttede på at være en stærk familie. De var ikke så aktive i Kirken det første år, de var gift, på grund af Dells arbejde, men et kald til at tjene i Primary motiverede Cherie til at begynde at komme, og snart efter kom Dell med i kirke, da han blev vejleder for diakonernes kvorum. De har begge været aktive og stærke i Kirken lige siden. Cheries villighed til at tjene og mål om at opbygge en stærk familie hjalp min mor til at blive den stærke kvinde, hun er, og min mors eksempel har præget mine mål i livet, især nu hvor jeg selv er ved at stifte familie.

Som kvinder kan vi have en afgørende åndelig indflydelse på dem omkring os. Joseph Smith underviste os også om, at vores rolle »ikke blot [er] … at hjælpe de fattige, men … at frelse sjæle«.¹ Jesus Kristus har kaldet kvinderne i sin kirke til at være hans disciple og være stærke åndeligt. Vores åndelige styrke og indflydelse er afgørende for fremgangen i arbejdet med frelse, og vi er nødt til at søge efter muligheder for at styrke dem omkring os åndeligt. Når vi gør det, vil virkningen af vores tro og retskaffenhed række langt ud over, hvad vi kan se.

Kaldet til at være disciple

Ældste James E. Talmage (1862-1933) fra De Tolv Apostles Kvorum skrev: »Verdens største forkæmper for kvinder og kvindelighed er Jesus Kristus«.² Tænk for eksempel på det, han lærte sine to kvindelige disciple, søstrene Maria og Martha, i Det Nye Testamente. I hæftet Døtre i mit rige står der: »Lukas 10 indeholder en beretning om Martha, der åbner sit hjem for Jesus. Hun betjente Herren ved at sørge for hans timelige behov, og Maria sad ved Mesterens fødder og sugede hans lærdomme til sig.

I en tid, hvor det generelt kun blev forventet, at kvinder ydede timelig tjeneste, underviste Frelseren Martha og Maria i, at kvinder også kunne deltage åndeligt i hans værk. Han opfordrede dem til at blive disciple og tage del i frelse, ›den gode del‹, der aldrig skulle tages fra dem.«³

Ligesom Martha kan vi sommetider begå den fejl at tænke, at kvinders primære pligt er at tjene timeligt og fx sørge for måltider, sy og gøre rent for andre. Sådan tjeneste er et værdifuldt og påskønnet offer, men udover Herrens behov for kvinder, der kan sy og lave mad, har han dog endnu mere brug for kvinder med åndelig kraft, hvis tro, retskaffenhed og næstekærlighed gennemsyrer deres liv. Han ved, at vi hver især har meget at byde på. Jesus Kristus har kaldet os alle til at udvikle vores åndelig styrke og evne til at modtage og følge åbenbaring for at føre hans værk fremad. Linda K. Burton, Hjælpeforeningens hovedpræsident, har til søstrene sagt: »I er blevet sendt til jorden i denne tidsuddeling på grund af, hvem I er, og det, som I er blevet forberedt til at gøre! Uanset hvad Satan forsøger at overtale os til at tænke om, hvem vi er, er vores sande identitet, at vi er Jesu Kristi disciple!«⁴

Herren kender os og vores situation, og han har et værk for os alle at udføre her på jorden. Ingen søster ved for lidt eller har for få talenter til at være en åndelig styrke for det gode og føre andre til Kristus. Med dette guddommelige potentiale har vi ansvar for at blive åndelige ledere i vores hjem og samfund. Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt, at »enhver søster i denne kirke, som har indgået pagter med Herren, har en guddommelig forpligtelse til at medvirke til at frelse sjæle, til at lede verdens kvinder, til at styrke Zions hjem og til at opbygge Guds rige«.⁵

Vi behøver ikke at have høje stillinger eller gøre noget usædvanligt for at hjælpe dem omkring os til at træffe valg, der vil føre dem tættere på Jesus Kristus, hvilket er vores største pligt. Både de største og de mindste ting, vi gør for et eller to mennesker, eller bare i vores egen familie, kan have meget stor virkning.

Kvinder arbejdet med frelse

I en elsket salme lyder det: »En gerning for engle Guds døtre er givet, og dette vort kald vil vi hædre på jord.«⁶ Vi har meget at tilbyde dem, vi elsker. Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum har fortalt om, hvordan to kvinders åndelige styrke har påvirket hans liv:

»Da jeg var barn, var min far ikke medlem af Kirken, og min mor var blevet mindre aktiv … Nogle måneder efter min 8-års fødselsdag kom min bedstemor Whittle tværs over landet for at besøge os. Bedstemor var bekymret over, at hverken jeg eller min ældre bror var blevet døbt. Jeg ved ikke, hvad hun sagde til mine forældre om denne bekymring, men jeg ved, at hun en morgen tog min bror og mig med til en park, hvor hun fortalte om vigtigheden af at blive døbt og deltage regelmæssigt i Kirkens møder. Jeg husker ikke specifikt, hvad hun sagde, men hendes ord rørte ved noget i mit hjerte, og snart blev min bror og jeg døbt …

Bedstemor anvendte den rette mængde mod og respekt til at hjælpe vores far til at indse, hvor vigtigt det var, at han kørte os til Kirkens møder. På enhver passende måde hjalp hun os til at føle behovet for evangeliet i vores liv.«⁷

En anden kilde til åndelig styrke var ældste Scotts hustru Jeanene. Da de datede, begyndte de at tale om fremtiden. Jeanene, der var vokset op i et stærkt missionærhjem, udtrykte sit ønske om at gifte sig i templet med en hjemvendt missionær. Ældste Scott, der ikke havde tænkt så meget på en mission før, blev stærkt påvirket. »Jeg tog hjem og kunne ikke tænke på andet. Jeg lå vågen hele natten … Efter mange bønner besluttede jeg mig for at mødes med min biskop og påbegynde min missionæransøgning.«⁸ Selvom Jeanene vejledte og gav ældste Scott den nødvendige tilskyndelse, har han sagt: »Jeanene bad mig aldrig tage på mission for hendes skyld. Hun elskede mig nok til at fortælle om sin overbevisning og derefter give mig mulighed for at finde min egen retning i livet. Vi tog begge på mission og blev senere beseglet i templet. Jeanenes mod og hengivenhed mod sin tro har gjort en verden til forskel i vores liv sammen. Jeg er sikker på, at vi ikke ville have været så lykkelige uden hendes stærke tro på princippet om at tjene Herren først. Hun er et vidunderligt, retskaffent eksempel!«⁹

Det var disse kvinders åndelige indflydelse, der hjalp én ung mand, ældste Scott, til at træffe nogle af de vigtigste valg i sit liv – at blive døbt, tage på mission og blive gift i templet.

Vi kan hjælpe andre til at træffe gode valg ved vores eksempel, gerninger, ord og personlige retskaffenhed. Søster Carole M. Stephens, førsterådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab, har sagt: »Vi er pagtsdøtre i Herrens rige, og vi har muligheden for at være redskaber i hans hænder … Vi … tager del i arbejdet med frelse på små og enkle måder – ved at våge over, styrke og undervise hinanden.«¹⁰ Når vi forlader os på Ånden og stræber fremad i oprigtig og ydmyg bestræbelse for at hjælpe dem omkring os til at komme Kristus nærmere, vil vi blive vejledt til at vide, hvad vi kan gøre og blive styrket til at gøre det, og vi vil føle den glæde, der ligger i at føre Herrens børn til ham.

Bliv en åndelig indflydelse

Når vi kender vores ansvar, kan vi som de tidlige apostle spørge: »Hvad skal vi gøre« (ApG 2:37) for at blive en åndelig kraft? Ved en nylig generalkonference opfordrede søster Burton søstrene til at forestille sig »nogle af de mulige skilte med åndelig ›hjælp søges‹ i forbindelse med arbejdet med frelse:

Hjælp søges: Forældre, der opdrager deres børn i lys og sandhed.
Hjælp søges: Døtre … søstre … tanter … kusiner, bedsteforældre og sande venner til at tjene som vejledere og tilbyde hjælpende hænder på pagtens sti.
Hjælp søges: Personer, der lytter til Helligåndens tilskyndelser og handler på dem.
Hjælp søges: Personer, der efterlever evangeliet hver dag på små og enkle måder.
Hjælp søges: Personer, der med slægtsforskning og i templet sammenkæder familier for evigt.
Hjælp søges: Missionærer og medlemmer, der spreder det »glade budskab« – Jesu Kristi evangelium.
Hjælp søges: Redningsfolk til at finde de fortabte.
Hjælp søges: Pagtsholdere til at stå fast for sandhed og ret.
Hjælp søges: Sande følgere af Herren Jesus Kristus.«¹¹

Dette er ikke nyt, men når vi søger efter muligheder for at deltage i arbejdet med frelse, vil vi forbedre vores evne til at hjælpe folk omkring os. Ældste Ballard har sagt: »Der er intet i denne verden, som er så personligt, plejende eller livsændrende som en retfærdig kvindes indflydelse.«¹² Når vi udvikler vores åndelige kraft gennem personlig bøn og studium af skriften, ved at beslutte at være lydige og trofast overholde vore pagter, vil vi blive en sådan kraft.

Udover hvad vi kan se

Præsident Brigham Young (1801-1877) har sagt: »Kan I sige, hvor meget godt Israels mødre og døtre er i stand til at gøre? Nej, det er umuligt. Og det gode, de vil udføre, skal følge dem i al evighed.«¹³

Min bedstemors retskafne beslutning har påvirket hendes familie i flere generationer, end hun kunne forudse som ung kvinde. Men kvindernes åndelige styrke i min familie går endnu længere tilbage. Cherie fik meget af sin åndelige styrke ved at iagttage sin oldemor (min tiptipoldemor) Elizabeth. Elizabeths eksempel på tro og vidnesbyrd rakte ud over to inaktive generationer og hjalp hendes oldebarn til at vende en trend med opløste familier og vende tilbage til Kirken.

Når vi bliver en åndelig styrke for dem omkring os, vil vores indflydelse række langt ud over, hvad vi kan se. Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) har sagt: »Vi kalder på Kirkens kvinder til at stå sammen omkring retskaffenhed. De må begynde i deres eget hjem. De kan undervise herom i deres klasser. De kan tale herom i deres samfund …

Jeg ser det som et lysende, skinnende håb i en verden, der marcherer frem mod sin egen ødelæggelse.«¹⁴

Når vi opfylder denne befaling, vil det fremskynde Herrens værk i verden omkring os, og hvad vigtigere er, i vores familie og for dem, vi elsker.