Slægtshistorie: Fred, beskyttelse og løfter

Ældste Bradley D. Foster

De Halvfjerds

Fra foredraget »Gathering, Healing, and Sealing Families«, der blev holdt på den slægtshistoriske konference RootsTech 2015 i Salt Lake City i Utah den 14. februar 2015.

Når jeres familie deltager i indsamlingen af optegnelser, heler hjerter og besegler familiemedlemmer, så bliver I og jeres efterslægt velsignet for evigt og altid.

Historien om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er historien om familier. Når jeg siger familier, mener jeg ikke vore dages moderne opfattelse af far, mor og børn.

Jeg bruger begrebet, som Herren bruger det, som synonym for slægt eller flergenerationsfamilier, for alle har en familie. Vor himmelske Faders plan for sine børn centrerer sig om denne form for familie – med børn, som trækker på en styrke fra deres forfædre, som går mange generationer tilbage, og forældre, som forsøger at velsigne deres efterkommere i flere generationer.

I den forstand er Mormons Bog også en beretning om familier. Når vi læser disse beretninger, ser vi, at familier ikke har ændret sig meget gennem århundrederne. Selv de, der levede i en anden tid og på et andet sted, minder meget om os – og Guds ønske om, at hans børn skal leve lykkeligt i evige familier, har ikke ændret sig.

Hvorfor bevarede Herren disse beretninger? Hvad ønskede han, at vi skulle lære af dem? Indeholder de noget, der kan hjælpe os i vore bestræbelser for at samle, hele og besegle vores familie?

Lehis lektie

Jeg tror, at der er noget vigtigt at lære af den første familie i Mormons Bog – Lehis familie – som vi måske ikke har bemærket. Lehis familie kan lære os en masse om familieoptegnelser – hvorfor de er vigtige for Herren og hvorfor de bør være vigtige for os.

Da historien tager sin begyndelse, bor Lehi og Sarija i Jerusalem med deres døtre og fire sønner, hvor de lever et forholdsvist bekvemmeligt liv i den store by. Deres liv tog en drejning for altid, da Herren befalede Lehi at tage sin familie ud i ørkenen.

Lehi adlød, og han og hans familie efterlod deres ejendele og vovede sig ud i ørkenen. Da de havde rejst et stykke tid, sagde Lehi til sin søn Nefi:

»Se, jeg har drømt en drøm, hvori Herren har befalet mig, at du og dine brødre skal vende tilbage til Jerusalem.

For se, Laban har optegnelsen om jøderne og også en optegnelse over mine forfædres slægt, og de er indgraveret på bronzeplader« (1 Ne 3:2-3; fremhævelse tilføjet).

På grund af den befaling er vore familier blevet velsignet med følgende storartede udtryk for tro og lydighed fra Nefis side: »Jeg vil tage af sted og gøre det, som Herren har befalet, for jeg ved, at Herren ikke giver nogen befalinger til menneskenes børn, uden at han bereder en vej for dem, så de kan udføre det, som han befaler dem« (1 Ne 3:7).

Bronzepladerne var en optegnelse. De indeholdt skrifter, men Lehis slægtshistorie var også indeholdt på dem. Herren vidste, hvor vigtigt det ville være at bevare den optegnelse for de mange kommende generationer.

Har I nogensinde tænkt over, hvorfor Herren ikke befalede Lehi selv, men hans sønner at tage tilbage til Jerusalem efter pladerne? Han var familiens patriark. Herren gav ham det syn. Ville Lehi ikke have haft større indflydelse på Laban, end hans sønner havde?

Vi ved ikke, hvorfor Herren pålagde Lehis sønner at vende tilbage til Jerusalem, men vi ved, at de kæmpede for at opnå det, som Herren havde bedt dem om. Opgaven var svær, og den afprøvede deres tro. De lærte vigtige lektier, som kom dem til gavn i løbet af deres rejse i ørkenen. Måske var det vigtigste, de lærte, at når Herren befaler noget, så åbner han vitterligt en vej til at udføre det.

Vi kan måske spørge os selv om, hvad Herren ønsker, at vore sønner og døtre skal lære, når de »vender tilbage« for at finde vore slægtsoptegnelser? Hvordan bereder han en vej for dem? Er der nogle erfaringer, han ønsker, at de gør sig? Opfordrer vi dem til at få de erfaringer? Hvilke velsignelser håber Herren at skænke jeres sønner og døtre gennem tempeltjeneste og slægtshistorie?

Da Nefi og hans brødre vendte tilbage til deres fars telt, »tog … Lehi, de optegnelser, der var indgraveret på bronzepladerne, og han granskede dem fra begyndelsen.« Der fandt han »de fem mosebøger«, »de hellige profeters profetier« og »en optegnelse over sine fædres slægt … derfor vidste han, at han var efterkommer af Josef … som blev solgt til Egypten.« Og da Lehi »så alt dette, blev han fyldt af Ånden« (1 Ne 5:10, 11, 13, 14, 17).

Lehi underviste sin familie i det, han havde lært af disse plader. I kan sige, at hans telt blev et center for slægtshistorie og læring – akkurat som vore hjem bør være.

Det er let at se, hvorfor Herren ønskede, at Lehis familie skulle have disse optegnelser. De gav hans efterslægt en følelse af identitet, de forbandt dem til trofaste, fortidige patriarker og plantede »de løfter, der blev givet til fædrene,« i deres hjerte (L&P 2:2; JS–H 1:39). Disse optegnelser var så vigtige for kommende generationers tro, at Ånden advarede Nefi om, at uden dem ville et helt »folkeslag synke ned og omkomme i vantro« (1 Ne 4:13).

Erfaringen fra et andet folk i Mormons Bog viser, hvor sandt det er, at når optegnelser går tabt, når sandheden mistes, så kan resultatet være katastrofalt for efterslægten.

Mulekitterne forlod Jerusalem på samme tid som Lehis familie. Men ulig Lehis familie »havde [de] ikke bragt nogen optegnelser med sig«. På det tidspunkt Mosija opdagede dem omkring 400 år senere, var »deres sprog … blevet forvansket … og de fornægtede eksistensen af deres skaber« (Omni 1:17). De havde mistet deres identitet som pagtsfolk.

Mosija lærte mulekitterne sit sprog, så de kunne lære af de optegnelser, han besad. Som resultat undergik mulekitterne en forvandling fra et plaget, gudløst folkeslag til et folkeslag, som forstod Guds plan for lykke for dem – og deres familier.

Vend tilbage med din familie

Kundskaben om, hvem vi er i forhold til Gud og hinanden, ændrer måden, vi tænker og behandler andre på. Optegnelser er en vigtig del af vores identitet og perspektiv. At se tilbage forbereder os til at gå fremad.

Forældre, har I opfordret jeres familie til at »vende tilbage«? Er jeres familie blevet adskilt fra deres optegnelser – eller fra hinanden – på den ene eller anden måde? Er jeres families bånd mellem nutiden og fortiden blevet afskåret? Hvad er det i jeres families historie, der har forårsaget denne afskæring? Var det immigration, familiekonflikter, omvendelse til evangeliet eller blot tidens tand? Har du for nylig rakt ud for at finde dine forfædre på FamilySearch.org?

Israels hus er blevet spredt, og på mange måder gør det også, at familier og optegnelser bliver spredt. Det er vores ansvar at samle dem, og hvor det er nødvendigt læge adskillelsens sår. Når vi flittigt stræber efter at vende vore børns hjerter til deres fædre, vil vores hjerte også blive vendt til vore børn,¹ og sammen vil vi finde den fred og heling, der følger af dette arbejde (se L&P 98:16).

Lad os, akkurat som Lehi sendte sine sønner tilbage til Jerusalem efter de hellige optegnelser, sende vore børn tilbage efter vore slægtsoptegnelser. Ligesom Herren åbnede en udvej for Nefi, har han sørget for internettet og anden teknologi, der gør vore børn i stand til at samle og hele vores slægt. Og han har sørget for templer, hvortil vi kan tage de navne, vi finder, og gøre vores indsamling permanent gennem hellige ordinancer.

Glæde i ørkenen

Da min hustru, Sharol, og jeg blev gift, besluttede vi os for at få fire sønner. Herren ville det anderledes. Han gav os fire døtre.

Vi har rejst med vore døtre gennem ørkenen. Nu er de gift og har selv børn, som de rejser gennem deres egen ørken med. Er alt gået let langs vejen? Nej. Vi har haft vores andel af murren, og der har været masser af kampe.

Livets ørken kan være svær for familier. Når folk spørger: »Hvordan har du og din familie det? Svarer jeg ofte: »Vi har ingen kriser lige nu. Tak, fordi du spørger.«

Men der er også øjeblikke af ren glæde langs vejen. Som patriarker og matriarker bruger vi meget tid på at berede vore børn på ørkenen. Profeter i vor tid har lovet, at slægtshistorie udgør en »beskyttelse imod modstanderens indflydelse«² og giver en dyb og varig omvendelse til Frelseren.³ Hvor er det en mægtig måde at samle, hele og besegle vores familie på.

Som patriark for vores familie har jeg bedt mine døtre om at »vende tilbage« for at finde optegnelserne, tage navnene med til templet og undervise vore børnebørn. Jeg har bedt dem om at finde ud af, hvem de kommer fra ved at deltage i vores slægtsforskning.

Et løfte

Jeg lover, at når I opfordrer jeres børn til at »vende tilbage« og finde slægtsoptegnelserne, vil I sammen »fryde [jer] overordentligt« ligesom Lehi og Sarija og takke »Israels Gud«. Når I søger jeres optegnelser, vil I blive »fyldt af Ånden«, for I vil finde, »at de [er] ønskværdige, ja endog af stor værdi«. Og I vil vide, at Herren anså »det for víst, at [I] skulle tage dem med [jer], mens [I] rejste i ørkenen mod det forjættede land« (1 Ne 5:9, 17, 21-22).

Kirken er her for at støtte og styrke jeres familie på denne rejse. Jeg lover, at når jeres familie deltager i indsamlingen af optegnelser, heler hjerter og besegler familiemedlemmer, så vil I og jeres efterslægt blive velsignet for evigt og altid.