2016
Melvas nadver
October 2016


Tanker og overvejelser

Melvas nadver

Forfatteren bor i Utah i USA.

»Vil du prøve at tage nadveren?« spurgte jeg min døende mor.

Billede
sacrament with elderly woman

Illustration: Christopher Thornock

Min mor levede, til hun blev 92, og hun døde for nylig. Hun lå på hospitalet, da lægerne afgjorde, at der ikke var mere at gøre for hende, udover at sørge for, at hun havde det så bekvemmeligt som muligt, indtil hun gik bort.

Mens der blev truffet forberedelser til at få hende hjem, kom to brødre fra den lokale menighed ind og spurgte mig, om min mor ville have nadveren. Først sagde jeg: »Nej, tak.« Min mor kunne knap nok synke. Men så sagde jeg: »Ved nærmere eftertanke må jeg hellere spørge hende.« Jeg lænede mig ned og sagde helt tæt på hendes øre: »Der er to præstedømmebærere her. Vil du prøve at tage nadveren?« Med svag, men klar stemme svarede hun: »Ja.«

Efter det var blevet velsignet, tog jeg et stykke brød fra bakken og brød det til krummer, som jeg forsigtigt lagde i hendes mund. Hun arbejdede med det i et stykke tid, og jeg undskyldte stille over for mændene, at det tog lidt tid. Det var helt i orden med dem, forsikrede de mig om. Efter den anden bøn tog jeg det lille plastikbæger og holdt det til hendes læber. Hun tog kun et lille sip, men jeg var overrasket over, hvor godt hun sank det.

Jeg takkede brødrene, og de forlod værelset. Min mor døde fredfyldt omkring en time senere.

I dagene efter indså jeg, hvilket helligt øjeblik jeg havde fået lov til at dele med min mor. Den sidste ting, hun gjorde i dette liv, var at tage nadveren. Det sidste ord, hun sagde, var »Ja« – ja til at tage nadveren, ja til at ofre sine sakramenter i form af »et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd« (3 Ne 9:20), ja til at påtage sig Jesu Kristi navn og altid at erindre ham, ja til at modtage hans Ånd. Den sidste ting, der havde passeret hendes læber, var nadverens symboler.

Hvor dejligt må den nadver ikke have smagt! Selvom hun var for svag til at bevæge sig eller tale, må hun have følt sig meget levende i Kristus! Hvor taknemlig må hun ikke have været for hans forsonende og levendegørende kraft, som bar hende igennem den sidste tid af hendes rejse på jorden og gav hende håb om evigt liv.

Må vi alle, når vi hver uge tager nadveren, være taknemlige for den mulighed, vi har for at forny vore pagter og føle tilgivelse og nåde, når vi bestræber os på at blive mere som vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus. Så kan brødet og vandet blive »mere sød[t] end alt, hvad der er sødt … og mere ren[t] end alt, hvad der er rent« (Alma 32:42) for os – som det må have været for min mor.

Udskriv