Selvmord: Forstå advarselstegnene og hvordan man forebygger

Kenichi Shimokawa, Ph.d.

SDH-familietjenesten, kontoret i Japan

Billede

sitting at the edge of a dock

Foto: © iStock/Thinkstock

Da Kevin var 16 år gammel, blev hans forældre skilt. Omkring samme tid holdt han op med at tage sin epilepsimedicin, som havde haft en stabiliserende effekt på hans humør. Uden at vide, at han var bipolar, begyndte han at lide af paranoia, invaliderende mani og svær depression. Medicin syntes ikke at have nogen effekt. Det nåede til et punkt, hvor han følte sig så træt af alting, at han besluttede sig for at gøre en ende på sit liv uden at lade andre vide, hvad han havde i sinde.

Kevin fortæller om den dag, hvor han prøvede at tage sit eget liv: »Jeg græd. Jeg var bare så træt og følelsesmæssigt drænet. Jeg så bare på folk og ønskede, at der var nogen, der ville spørge, om jeg var okay. Og lige så meget som jeg ønskede det, kunne jeg høre disse stemmer i mit hoved, der sagde: ›Du må dø‹ … Jeg tryglede hele tiden mig selv om ikke at gøre det, men stemmerne var for stærke, jeg kunne bare ikke stå imod dem.«¹

Tragisk nok var der ingen, der lagde mærke til hans kval. Fuldt overbevist om at ingen brød sig om ham, gjorde han forsøget – men han overlevede på mirakuløs vis.

Kan vi føle bare lidt af hans overvældende plage og desperate, tavse råb om hjælp?

Selvmord er en af de sværeste prøvelser i jordelivet, både for dem, der kæmper med selvmordstanker og for de efterladte. Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Efter min mening, er der ikke nogen sværere tid for en familie, end når en nær og kær tager sit eget liv. Selvmord er en ødelæggende oplevelse for en familie.«² Lad os – sagens alvor taget i betragtning – drøfte, (1) hvad vi ved om selvmord, deriblandt advarselstegnene og hvad vi kan gøre for at forebygge det, (2) hvad de efterladte familiemedlemmer og samfundet kan gøre, og (3) hvad vi alle har brug for at gøre for at styrke vores håb og tro på Kristus, så vi ikke bliver fortvivlede.

Forståelse af selvmord

På verdensplan tager flere end 800.000 mennesker hvert år livet af sig selv.³ Det betyder, at der hver 40. sekund er en, der gør ende på sit liv. Det præcise tal er sandsynligvis endnu højere, men selvmord er et ømtåleligt emne, og i visse lande er det ulovligt og dermed underrapporteret. Selvmord er den næststørste dødsårsag blandt mennesker i aldersgruppen mellem 15 og 29 år. I de fleste lande er selvmordsraterne højest blandt folk over 70 år. Så direkte eller indirekte påvirker selvmord mange mennesker i vores samfund.

Advarselstegn

Når det føles, som om livets udfordringer er mere, end vi kan klare, kan vi opleve ekstrem stress. Når den følelsesmæssige stress føles ubærlig, kan et menneskes tankegang blive uklar, og det kan føre til, at døden føles som den eneste udvej. Man kan føle, at ingen er i stand til at hjælpe, hvilket kan lede til social isolation, og det forværrer stressen, håbløsheden og følelsen af at være kørt fast – hvilket kan føre til, at man tænker, at selvmord er den eneste løsning.

Når nogen viser nogen af følgende alvorlige advarselstegn,⁴ bør vi straks søge hjælp hos en professionel psykologisk hjælpeinstans eller kontakte politiet:

Truer med at skade eller slå sig selv ihjel
Søger måder og midler til at slå sig selv ihjel
Taler eller skriver om at dø, døden eller selvmord

Følgende kan være tegn på en mindre presserende situation, men vi bør ikke tøve med at række ud og søge hjælp til den person, der viser nogen af disse tegn:

Giver udtryk for håbløshed og manglende mening med livet
Er rasende, vred eller hævngerrig
Opfører sig uansvarligt og hensynsløst
Føler sig fanget
Indtager en øget mængde af alkohol eller medicin
Trækker sig tilbage fra familie, venner eller omgivelserne
Føler sig angst eller oprevet eller lider af voldsomme humørsvingninger
Har svært ved at sove eller sover hele tiden
Føler, de er en byrde for andre

Det er ikke alle, der forsøger at begå selvmord, der lader andre vide, hvad de har tænkt sig, men de fleste viser tegn som disse. Så tag de tegn alvorligt!

Selvom professionel hjælp måske ikke er tilgængelig, så kan betydningen af omsorgsfulde venner og familie ikke overvurderes.

Forebyggelse

Billede

elderly man with a cane

Når nogen går i selvmordstanker, spiller familie og venner en afgørende rolle. Som Alma sagde, må vi »bære hinandens byrder, så de bliver lette … sørge med dem, der sørger, ja, og … trøste dem, der står i behov for trøst« (Mosi 18:8-9).

Dette er nogle nyttige ting, som familie og venner kan gøre:

Ræk ud og lyt med kærlighed. Ældste Ballard kom med dette råd: »Der er intet stærkere end en kærlig arm, der lægges om dem, der kæmper.«⁵ »Vi … må se dem … gennem vor himmelske Faders øjne,« har ældste Dale G. Renlund fra De Tolv Apostles Kvorum sagt. »Først da kan vi fornemme Frelserens omsorg for dem … Dette større perspektiv vil åbne vores hjerte for andres skuffelse, frygt og hjertesorg.«⁶

Hjælp med konkrete ting. Hvis et menneske går igennem en krise, der påvirker vedkommendes sikkerhed og basale behov, så tilbyd håndgribelig hjælp, men lad vedkommende vælge, om de vil tage imod den eller ej. Er der for eksempel en, der bliver selvmordstruet af at miste sit job, så hjælp dem med at finde jobmuligheder at vælge imellem. Det vil gøre, at de ikke føler sig fastlåste.

Spørg, om de overvejer at tage livet af sig. Når I bekymrer jer for nogen, som er presset og viser tegn på selvmordstanker, så spørg, om de overvejer det. Det kan føles ubekvemt, men det er bedre at finde ud af det ved at spørge direkte, om de har selvmordstanker. Det kan åbne op for, at vedkommende begynder at tale om sine problemer og bekymringer.

Et sådant spørgsmål kan være: »Det lyder som, om det er en stor mundfuld. Overvejer du at gøre ende på det hele?« eller »Med alle de smerter, du har, tænker jeg på, om du overvejer selvmord.« Bærer de ikke rundt på selvmordstanker, vil de sandsynligvis give klart udtryk for det.

Dersom I fornemmer, at de ikke er åbne omkring deres selvmordstanker, så læg nøje mærke til Åndens tilskyndelser for at vide, hvad I skal gøre. I kan måske føle jer tilskyndet til at blive hos dem, indtil de åbner sig for jer.

Bliv med personen og søg hjælp. Hvis nogen fortæller jer, at de har selvmordstanker, så bliv ved dem og få dem til at tale om, hvad det er, der går dem på. Hvis de taler om specifikke metoder og tidspunkter for selvmord, så hjælp vedkommende med at kontakte en hotline eller den lokale psykiatriske skadestue.

Reaktioner på selvmord

Uanset om de har vist tegn på det eller ej, så tager nogle mennesker deres liv. Efterladte familiemedlemmer og venner står ofte tilbage med en dyb, intens og kompleks sorg, når de oplever, at en nær og kær har taget sit eget liv. Følgende kan være reaktioner på dette:

Skam og en følelse af stigmatisering
Chok og vantro
Vrede, lettelse eller skyldfølelse
Fortielse om dødsårsagen
Social isolation og afbrydelse af familierelationer
Aktivt og endog overdrevent engagement i selvmordsforebyggende bestræbelser
Et altfortærende behov for at forstå hvorfor
Føler sig efterladt og afvist
Bebrejder den afdøde, sig selv, andre og Gud
Flere tanker om selvmord eller selvdestruktive følelser
Større stress omkring helligdage og afdødes fødselsdag⁷

Det kan den efterladte familie og samfundet gøre

Billede

woman sitting on bench

Afhold jer fra at dømme. Selvom selvmord er en alvorlig sag, har ældste Ballard også mindet os om dette: »Vi kender jo ikke alle omstændighederne omkring ethvert selvmord. Kun Herren kender alle detaljerne, og det er ham, der skal dømme vore gerninger her på jorden. Når [Herren] dømmer os, så tror jeg, at han vil tage alt i betragtning: Vores genetiske og kemiske sammensætning, vores mentale tilstand, vore intellektuelle evner, den undervisning, som vi har modtaget, vore fædres traditioner, vores helbred osv.«⁸

Giv plads til og respekter, at mennesker sørger på hver sin måde. Folk sørger på forskellig vis, eftersom deres forhold til den afdøde også adskiller sig fra andres. Så anerkend og respekter, at alle må igennem deres personlige sorgproces.

Når vi mister en af vore kære, kan vi blive overvældet og overmandet af stærke følelser. At man sørger er dog ikke et tegn på manglende tro. Frelseren har sagt: »Du skal leve sammen med andre i kærlighed, således at du skal græde over tabet af dem, der dør« (L&P 42:45). Sorg er et tegn på vores kærlighed til afdøde og på, hvad det forhold betød for os.

Bed om hjælp. Når man sørger, kan tingene føles overvældende. Når man rækker ud efter hjælp, kan det give andre hellige muligheder for at vise kærlighed og tjene. Hvis I lader dem hjælpe jer, kan det ikke alene hele og styrke jer, men også dem.

Bevar forbindelsen. Nogle mennesker sørger i det private og kan sommetider blive isolerede, så hold forbindelsen med jeres familie og venner. Ræk jævnligt ud mod jeres sørgende familiemedlemmer, slægtninge og venner og tilbyd at hjælpe, for det er ikke sikkert, at de henvender sig.

Stol på Frelseren. Frelseren er i sidste ende kilden til helbredelse og fred. »Hans forsoning giver os … mulighed for at påkalde ham, som har oplevet alle vore jordiske lidelser, for at give os styrke til at bære jordelivets byrder. Han kender vore kvaler, og han er der for os. Ligesom den barmhjertige samaritaner vil han forbinde vore sår og tage sig af os, når han finder os sårede i vejkanten (se Luk 10:34).«⁹

Lad os erkende, at vi alle står i behov for at stole fuldt og fast på Herren Jesus Kristus og hans sonoffer, idet vi bestræber os på at gøre vores del. Lad os i den ydmyge erkendelse stræbe efter at forstå vores familie og næste i nød, række ud mod dem i kærlighed og fremelske større tro og tillid til Frelseren, som vil vende tilbage og »tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere« (Åb 21:4).