Tjeneste i Kirken
Mine tjenestefyldte søndage
Forfatteren bor i Californien i USA.
Mine søndage er fuldt besat, men jeg er meget taknemlig for, at jeg kan tjene uden den modstand, som mødte Kirkens tidligere ledere som Parley P. Pratt for eksempel.
Illustrationer: Katie Payne
Det er søndag morgen. Jeg har en 12-timers møderække foran mig, den består af møder, interviews, bekræftelser og ordinationer. Jeg skal begynde i stavscentret og afslutte i den anden ende af byen – og dette på en meget varm dag.
Jeg ser frem til hvert eneste møde, interview, bekræftelse og ordination. Men i går henfaldt jeg i selvmedlidenhed, da jeg kom til at tænke på, hvor travlt jeg havde – indtil jeg slog op i Autobiography of Parley P. Pratt og læste videre fra, hvor jeg var kommet til. Ældste Pratt havde været tilfangetaget sammen med Joseph og Hyrum Smith og andre under en meget svær tid i Missouri. Efter de var blevet bragt til Independence, blev brødrene spærret inde på et hotel, hvor de sov på gulvet, og et træstykke gjorde det ud for hovedpude.
En kold vintermorgen rejste ældste Pratt sig og slap uset ud af hotellet. Han gik østpå igennem byen og ind i tilstødende marker. Da han havde gået omkring halvanden kilometer, havde den sne, der faldt, slettet hans spor, og han kunne gemme sig mellem træerne.
Her tænkte han over den knibe, han var i. Fortsatte han østpå, betød det, at han ville komme ind i en anden stat, hvorfra han kunne sende bud efter sin familie. Vendte han tilbage til hotellet, ville det indebære fængsling og anklager om alvorlige forbrydelser. Da han følte sig fristet til at flygte, tænkte han på den »dynge af problemer, måske endog død,« som han ville forårsage for de andre fanger, hvis han gjorde det.
Stillet i det dilemma kom han i tanke om et skriftsted: »For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det« (Mark 8:35; se L&P 98:13).
Ældste Pratt vendte tilbage til hotellet. Der fulgte måneder med vanskelig indespærring – uden familie, de helliges fællesskab eller mulighed for at tjene i sit embede som apostel.1
Da jeg lukkede bogen i, tænkte jeg over de tidlige helliges afsavn – deriblandt mine egne forfædres. På grund af deres vidnesbyrd om evangeliet og deres tro på Jesus Kristus måtte de udholde grusomheder og forfølgelse. Fordi de holdt ud, er jeg i dag fri til at tjene og dyrke Gud, og dermed er jeg knyttet til dem i tro og vidnesbyrd.
I min forberedelse til denne sabbatsdag kan jeg se frem til en dag, hvor jeg kan ofre mine sakramenter i en bekvemmelig kirkebygning og vide, at min familie er i sikkerhed. Fællesskabet mellem de hellige vil lyse på vores dag. Vi vil glæde os med dem, når vi udfører bekræftelser og ordinancer, passer vore ansvar og styrker vores tro. Vi vil deltage i nadveren og mindes vor Frelser og hans sonoffer. Og i aften kan vi samles i vores hjem og læse Mormons Bog og bede sammen, inden vi lægger os ned for at sove i vore bekvemmelige senge og hviler vore hoveder på bløde puder.
Min søndag er fuldt besat. Og det er en velsignelse, jeg takker for.