Tjeneste øst for Jordan
Eller hvor end Herren har brug for jer.
Foto: © iStock/Thinkstock
Behovet var overvældende.
I begyndelsen af 2013 var der fire udbrud af mæslinger i flygtningelejren Za’atari i den mellemøstlige stat Jordan. Flere end 100.000 syriske flygtninge, der bor meget tæt, var i risiko for at blive smittet af denne meget smitsomme og farlige virus. Den jordanske regering planlagde et stort vaccinationsprogram for at forhindre sygdommen i at sprede sig. Det var planen at vaccinere mindst 90.000 syriske flygtninge i aldersgruppen mellem 6 måneder og 30 år i løbet af to uger.
Men der var et problem. FN’s børneorganisation (UNICEF) havde vaccinerne. Det jordanske sundhedsministerium havde klinikkerne. Men de havde ikke udstyr til at holde vaccinerne nedkølet – kanyler, beholdere til skarpe genstande – og tiden var ved at løbe ud.1
Her kommer Ron og Sandi Hammond ind i billedet. De tjener som velfærdsmissionærer og nationale ledere for LDS Charities i Jordan. Eftersom Ron og Sandi havde samarbejdsrelationer med UNICEF og sundhedsministeriet, tilsluttede de sig hurtigt samarbejdet mellem disse organisationer for at finde ud af, hvor LDS Charities kunne hjælpe.
Ron fortæller: »Vi forhørte os om, hvor meget det ville koste at købe det fornødne udstyr. Da de fortalte det, sagde vi: ›Vi tror, at LDS Charities kan hjælpe.‹ Så sagde de: ›Hvor hurtigt? Det skal gå stærkt!‹«
Inden for 20 timer havde LDS Charities godkendt købet af det fornødne køleudstyr. »Da vi informerede sundhedsministeriet og UNICEF,« fortæller Ron, »blev de næsten målløse. Hvordan kunne en NGO rykke så hurtigt? Ikke alene kunne vaccinationsprogrammet gå efter planen, men det inspirerede også til en landsdækkende kampagne, hvor hundredtusinder af jordanere og syriske flygtninge blev vaccineret.«
Til venstre: Foto med tilladelse fra Samir Badran, UNICEF-Jordan; baggrundsmønstre og foto af Amman i Jordan © iStock/Thinkstock
En krise var afværget.
Desuden dannede dette produktive partnerskab med UNICEF, det jordanske sundhedsministerium og LDS Charities også grundlag for fremtidigt samarbejde.
Hvordan Ron og Sandi Hammond i det hele taget ankom til Mellemøsten i det afgørende øjeblik er et vidnesbyrd om Hammond-parrets tro og den inspiration, der ligger bag Kirkens seniormissionærprogram.
Efterlyses: Missionærægtepar
I 2012 tjente Hammond-parret som tempeltjenere i templet i Rexburg i Idaho. Ron havde en velfungerende tandlægeklinik, og han underviste på religionsinstituttet på Brigham Young University i Idaho. Men deres rolige rutine ændredes drastisk med en klar åndelig tilskyndelse til straks at sende papirer ind om at tjene på mission. Timingen overraskede dem. Deres børn var gift og på forskellige steder i livet med karriereskift og flytninger, og Ron havde ikke tænkt sig at gå på pension endnu. Men Ånden forvissede dem om, at der var brug for dem, og at alt ville ordne sig.
Det viste sig, at præstedømmeledere ved Kirkens hovedsæde havde fastet og bedt om at finde det rette par til at tjene som nationale ledere for LDS Charities i Amman i Jordan.
»Det var så tydeligt,« siger Sandi, »at Herren var før ude end os og forberedte detaljerne i forbindelse med den særlige opgave, han havde til os. Vi ved, at han gør det for enhver missionær, der tjener. Det er betryggende at vide, at Frelseren arrangerer tingene for en, når man skal tjene, lang tid før man ankommer.«
»Når vi ser tilbage,« siger Ron, »er vi taknemlige for, at vi hverken specificerede eller insisterede på, hvor vi gerne ville tjene. At vi overlod det i Herrens hænder gjorde, at han kunne give os en erfaring, vi ikke ville have fået ellers.«
Den erfaring omfattede samarbejde med den jordanske kongefamilie om humanitære projekter, som havde kongefamiliens interesse. Hammond-parret samarbejdede med lokale hospitaler og klinikker for at efteruddanne det jordanske sundhedspersonale i livreddende færdigheder omkring genoplivning af neonatale børn, hvilket resulterede i et markant fald i dødeligheden blandt nyfødte. Gennem deres og andre missionærægtepars indsats kunne LDS Charities sørge for uddannelse og udstyr til synsklinikker og organisationer, der hjælper folk med fysiske handicaps. Blandt dem, som Hammond-parret og andre velfærdsmissionærer støttede, var der et center, som lærer kvinder med fysiske handicaps, hvordan man designer og laver specialtøj og forskelligt håndværk. Disse færdigheder gav deltagerne bedre mulighed for at sørge for sig selv og deres familie.
Til venstre: Foto med tilladelse fra LDS Charities; til højre: Foto udlånt af bror og søster Hammond.
Andre projekter omfattede arbejde med andre NGO’er og den jordanske regering om nødhjælp og et screeningsprogram af jordanske studerende, som kunne få et af de to stipendier om året til at læse på Brigham Young University. En af de mest fyldestgørende oplevelser for Hammond-parret var at arbejde sammen med den romersk-katolske kirke om at bygge undervisningslokaler for kristne irakiske flygtninge, som ellers ikke havde noget sted at mødes.
Med Herren i hans vingård
Mens Hammond-parret var i Jordan lærte de, hvor sandt Herrens løfte til dem, der tjener ham, er: »Jeg vil gå foran jer. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88).
»Gud er engageret i værket,« siger Ron. »Han er i vingården sammen med sine tjenere. Ethvert par, der tager på mission, mødes af vingårdens Herre i vingården. Vi tror ikke på mirakler i Jordan; de var en del af livet der.«
Det er indiskutabelt, at de engle, som de følte de havde »rundt omkring« sig, omfattede nogle himmelske af slagsen, men de omfattede nogle af jordisk beskaffenhed, især deres børn, som støttede deres beslutning om at tjene så langt væk hjemmefra.
Og deres familie blev til gengæld velsignet af Herrens beskyttende og bevarende kraft. Der blev truffet vigtige beslutninger om karriere og flytninger, og bekymringer over mulige fødselskomplikationer blev løst ved, at deres børn henvendte sig til Herren og rådførte sig med hinanden og bad og fastede for hinanden.
De velsignelser, deres børn modtog, var så bemærkelsesværdige, at de udtrykte entusiastisk støtte, da bror og søster Hammond blev opfordret til at forlænge deres toårige mission til tre år. De kunne mærke, at Herren gjorde noget helt særligt for dem som direkte følge af forældrenes tjeneste.
Alligevel føltes adskillelsen fra familien som et offer. Det var svært at være på den anden side af jorden end deres kære. Men det var ikke så svært, som det ville have været tidligere. Teknologi gjorde det muligt for familien at være involveret i hinandens liv så ofte, som det var nødvendigt. Sandi siger: »Ægteparrene mister ikke kontakten til deres familie. Vi var tit i kontakt med vore børn og deres familie derhjemme. På grund af FaceTime og e-mail vidste vore fire nye børnebørn, som blev født, mens vi tjente, hvem vi var, og de tog varmt imod os, da vi vendte hjem.«
Åbnede øjne og hjerter
Til venstre: Foto med tilladelse fra LDS Charities; til højre: Foto udlånt af bror og søster Hammond.
Blandt de mange velsignelser, som Hammond-parret følte, at de modtog ved at tjene, var det at få øjnene åbnet for den jordanske befolknings generøsitet og venlighed. Da bror og søster Hammond modtog deres kald, var de usikre på det folk, de skulle tjene.
»Men vi opdagede, at vore muslimske venner var venlige og generøse,« siger Ron, »og vi er sikre på, at de ville have gjort alt for at beskytte os, hvis de havde fornemmet, at vi var i fare på et tidspunkt.
Deres velgørenhed er forbløffende. Jordanerne kan ikke klare, at nogen mangler noget, hvis de kan gøre noget ved det. De har taget imod flygtninge siden før kong David. Bibelen indeholder mange referencer til ›øst for Jordan‹, og vi begyndte at underskrive vore breve ›øst for Jordan‹ som anerkendelse af den medmenneskelige tjeneste, vi var så privilegerede at kunne yde i dette historisk barmhjertige land. I århundreder har Jordan været et næstekærligt sted, og Herren har velsignet folket for det.«
Det tætte samarbejde med det jordanske folk har gjort, at Hammond-parret har udviklet stærke venskaber. »Vi blev inviteret til adskillige iftar-måltider, det måltid som afslutter den daglige ramadanfaste,« fortæller Sandi. »Vore muslimske venner inviterede os også til forlovelsesfester, bryllupper og andre familiebegivenheder.«
Kirken missionerer og døber ikke muslimer i Jordan eller noget andet sted, hvor loven forbyder det, så bror og søster Hammond fortalte ikke om Kirken. De havde i stedet fokus på at opbygge og bevare relationer – med kongefamilien, lokale humanitære partnere, andre missionærægtepar, der tjente med dem, og religiøse og politiske ledere. Når der blev spurgt ind til detaljer om Kirken opfordrede bror og søster Hammond spørgeren til at besøge LDS.org.
Kaldet til at tjene
Føler Ron og Sandi sig lidt specielle blandt ægtepar, der er kaldet til at tjene – eller som kunne blive kaldet til at tjene, når man ser på de bemærkelsesværdige erfaringer, de har haft?
Ja og nej. »Vi tjente hvor og da Herren havde brug for et par med vore specifikke færdigheder og livserfaringer,« siger Hammond-parret. »Men det gælder for alle seniormissionærer. Ethvert par med evnen til at tjene på mission er blevet forberedt på at tjene på en måde, der er speciel for dem. De er bare nødt til at udøve tro nok til at gå derhen, hvor Herren har brug for dem, så vil han bruge dem til at gøre en forskel for andre.«
»Ægtepar kan gøre en forskel,« har ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum sagt. »Ægtepar kan udføre usædvanlige ting, som ingen andre kan …
Der er næsten ingen grænser for, hvordan ægtepar kan tjene. Lige fra hjælp på et missionskontor og lederskabstræning til slægtsforskning, tempeltjeneste og humanitær hjælp er der mulighed for at anvende næsten enhver færdighed eller ethvert talent, som Herren har velsignet jer med …
I har modtaget meget i jeres tilværelse, gå ud og giv frit i jeres Herres og Frelsers tjeneste. Hav tro, Herren ved, hvor der er brug for jer. Behovet er så stort, søskende, og arbejderne er så få.«2