Kraft til AT holde ud
Forfatteren bor i Utah i USA.
Med et brækket ben og et sønderknust hjerte, havde jeg brug for at heles. Det var håb, der hjalp mig igennem det.
Omtrent en måned inden jeg blev 16, tog min familie på en tur tværs over USA for at besøge nogle af Kirkens historiske steder. Jeg havde ikke noget imod, at vi skulle tilbringe så meget tid i bilen, for min familie havde det altid sjovt. Jeg husker, at jeg steg ind i bilen, dagen efter vi havde besøgt Winter Quarters i Nebraska. Det regnede helt vildt. Jeg satte mig på bagsædet, snuppede et tæppe og kravlede ind i det for at lytte til regnen, mens jeg faldt i søvn.
Det næste jeg husker var følelsen af at dreje helt vildt rundt. Senere fandt jeg ud af, at vores bil var gledet ud på grund af akvaplaning og stødt ind i en cementbarriere under en vejbro. Jeg kunne vagt huske, at nogle havde fortalt mig, at jeg havde brækket benet, og at jeg skulle opereres.
Snart efter mens jeg var ved at vågne op på hospitalet, kom min far ind til mig. Han satte sig ved siden af mig på sengen og tog mig i hånden. På en eller måde vidste jeg allerede, hvad han skulle til at sige.
»Skat,« sagde han, »ved du, hvor du er?«
»På hospitalet,« svarede jeg.
»Ved du, hvad der er sket?«
»Vi kørte galt.«
»Har nogen fortalt dig noget om resten af familien?«
Jeg tøvede lidt og svarede nej.
Han sagde, at alle ville komme sig – bortset fra min mor. Hun havde ikke overlevet.
Jeg forventede at mærke den knusende sorg lige med det samme, men det gjorde jeg ikke. Trods det umiddelbare chok følte jeg af en eller grund en fred, en rar følelse af, at jeg kunne stole på Gud, og at alt ville ordne sig.
Da jeg lå der på hospitalet huskede jeg især et specielt kirkehistorisk sted, som vi havde set to dage inden ulykken: Martins Cove i Wyoming. Mange pionerer døde der på grund af sult og manglende ly for sne og det kolde vejr. Jeg huskede, at jeg havde set dynger med sten på gravene og jeg havde tænkt på, hvor meget tro det krævede af de andre pionerer at hanke op i deres håndkærrer og fortsætte. Den historie gjorde indtryk på mig. Når jeg tænkte på den oplevelse, vidste jeg, at pionererne havde holdt ud, og at jeg også måtte gøre det og blandt andet være stærk for mine yngre søskende.
Den umiddelbare følelse af fred blev hos mig halvanden uge mere. Jeg sad i en kørestol og så fyrværkeri gennem et vindue på hospitalet den 4. juli, da det slog mig – min mor var væk. Hun ville ikke være der, når jeg blev færdig med high school. Hun ville ikke være der, når jeg fik min begavelse i templet. Hun ville ikke være der til mit bryllup. Hun var væk.
Så var det, at tingene begyndte at blive rigtigt svære. Smerten i mit ben var rædselsfuld, og jeg havde ingen appetit. Jeg så TV uden at se det, og jeg sov for det meste. Min familie var urolig for mig, fordi jeg ikke græd så meget.
Der kom langt flere tårer, da vi endelig vendte hjem til et tomt hus i Oregon. Jeg måtte pludselig overtage nogle af min mors ansvar, og mine søskende søgte ofte trøst hos mig. Jeg prøvede at være stærk for dem. Men det var ikke let.
Det var ret svært at komme tilbage i skole. Alle havde hørt om ulykken, og de, der ikke havde, hørte om det, da mine lærere præsenterede mig som pigen, der havde været ude for en ulykke. Jeg følte mig isoleret.
Det var særlig svært, da min far giftede sig igen, ni måneder efter min mor døde. Jeg vidste, at min stedmor ville være noget godt for min familie, og at vi havde brug for hende, men det var svært at omstille sig.
Det var dog ikke alting, der var mørkt i den tid. Jeg følte en masse kærlighed fra vor himmelske Fader, min familie og ledere i Kirken. Det, der hjalp mig med at hele og komme videre, var de små ting, der styrkede min tro. Hver dag brugte jeg en time i mit skab, inden jeg lagde mig til at sove, på at læse skrifterne, bede og skrive i min dagbog. Uforstyrret i mit skab behøvede jeg ikke at være stærk for mine søskende. Jeg kunne græde lige så meget, jeg havde brug for, og udøse mit hjerte for Gud. Jeg fortalte ham præcist, hvad jeg følte, og hvor meget jeg savnede min mor. Jeg ved, at han hørte mig, for jeg mærkede hans inderlige barmhjertighed. Det skab blev et helligt sted for mig.
At gøre de små ting hjalp mig til at holde forbindelsen til Gud i stedet for at skubbe ham væk og blive bitter. Jeg så ikke ulykken som noget, Gud havde gjort for at skade min familie. Jeg følte en større kraft til at være tålmodig og følge hans vilje og blive ved at bevæge mig fremad på de svære dage. Og der var nogle rigtigt svære dage.
Efter min far havde giftet sig igen, ville jeg gerne være et godt eksempel for mine søskende, og jeg havde absolut intet ønske om at nære modvilje mod min stedmor, så jeg fortsatte med at sætte min lid til Gud. En af aktiviteterne i bogen Min personlige fremgang havde fokus på at gøre mit familieliv bedre ved at styrke forholdet til et medlem af familien i to uger. Helt basalt handlede målet om at prøve at være kristuslignende og vise sin kærlighed gennem handlinger. Jeg besluttede mig for at prøve det og tjene min stedmor.
Med to sammenslåede familier var der meget opvask. Så det var der, jeg begyndte. Da jeg tjente hende i de to uger, følte jeg mig i stand til at elske min stedmor og være tålmodig, selvom jeg ikke nødvendigvis var glad for hele situationen. Det hjalp mig igennem svære tider at fokusere på at tjene, for jeg følte, at jeg havde Ånden med mig.
Jeg forstår stadig ikke, hvorfor min familie skulle rammes af ulykken, og der er stadig svære dage. Men ligesom pionererne har jeg sat min lid til Gud, og jeg har fået styrke til at gå videre.