Vores hjem, vores familie
Faste og bøn for Emma
Forfatteren bor i hovedstadsområdet i Danmark.
Da min datter faldt ud af et vindue, blev min værste frygt til virkelighed.
Billede © iStock/Thinkstock
Min familie var lige vendt hjem fra en skøn ferie. Da vi havde spist, lod jeg min fireårige Markus og treårige Emma lege i soveværelset ovenpå i vores lejlighed på tredje sal. I Danmark åbnes vinduerne udad. Vinduerne var almindeligvis lukkede, men vi havde ladet dem stå lidt åbne, mens vi var på ferie, så der var lidt luftcirkulation i lejligheden, mens vi var væk.
Da jeg stod og vaskede op, kunne jeg pludselig mærke, at der var noget helt galt. Jeg løb ind i stuen samtidig med, at Markus kom springende ned ad trapperne. Han skreg af rædsel og sagde, at Emma var faldet ud af vinduet – et vindue, der lå ca. 12 meter over et cementfortov. Jeg løb ned ad trapperne og kaldte på Emma. Jeg fandt min lille datter liggende livløs på fortovet. Hun var helt slap, da jeg tog hende op, og alle mine bange anelser blev bekræftet. Min mand, som var fulgt efter mig udenfor, tog hende og gav hende straks en præstedømmevelsignelse.
Ambulancen kom hurtigt, og Markus og jeg bad en bøn, mens redderne arbejdede med Emma. Snart sad vi alle i ambulancen med kurs mod hospitalet.
Familiemedlemmer stødte snart til os på intensivafdelingen, de kom for at støtte os. Markus tog hjem med sine fætre og kusiner, mens min mand og jeg blev og ventede på nyt om Emmas tilstand.
Da vi havde ventet i noget, der føltes som en evighed, kom en af lægerne endelig og spurgte om detaljer omkring ulykken. De sagde, at et fald fra den højde normalt ville resultere i indre blødninger og en lille chance for at overleve. Emma havde brækket sit bækken og fået en hjernerystelse, men ellers var hendes skrammer overfladiske. Lægen sagde, at en engel vist havde holdt hånden under hende.
Selvom det var et mirakel, at Emma overlevede, var hun stadig bevidstløs, efter hun havde slået hovedet. Min mand og to nære venner gav Emma endnu en præstedømmevelsignelse. I den velsignelse blev det lovet, at hun ville komme sig helt, og at hun ikke ville få nogen varige skader, og at det ville tjene som en positiv erfaring i hendes liv. Jeg følte en stærk taknemlighed for præstedømmets kraft. De bønner, jeg havde opsendt i løbet af natten, var blevet hørt.
Emma vågnede fra sin koma fire dage senere. I løbet af de fire dage havde venner, medlemmer af Kirken og andre fastet og bedt for hende. Jeg følte at de trofaste helliges bønner svævede omkring mig og styrkede min familie og mig. Det føltes som, om Gud lagde sine arme omkring mig og trøstede mig.
Staven fastede dagen inden, hun vågnede op. Vi tror på, at vor himmelske Fader hørte vore bønner, at Emmas opvågnen var et direkte resultat af fasten. Derefter kom Emma sig hurtigt. Fem dage senere sagde hun de første ord siden ulykken, og ni dage efter blev hun udskrevet fra hospitalet. Hun måtte tilbringe fem uger i en kørestol, og derefter begyndte hun i fysioterapi.
Omkring en måned efter ulykken satte min ryg pludselig ud af at bære rundt på Emma. Jeg blev ramt af en følelse af både fysisk og åndelig hjælpeløshed. Hvordan skulle jeg kunne tage mig af hende?
En aften blev følelsen af at være så hjælpeløs for svær at bære. Jeg forlod huset og fandt en bænk i en park, hvor jeg bad til vor himmelske Fader i omtrent en time. For første gang i mit liv følte jeg den mirakuløse kraft i Frelserens forsoning komme over mig. Al den smerte og sorg, jeg havde båret rundt på, blev taget fra mig, og alle mine byrder blev fjernet fra mine skuldre efter den bøn. Emma sad stadig i kørestol, og jeg fik regelmæssige behandlinger for min ryg, men jeg blev styrket til at fortsætte.
Et år senere kunne Emma løbe rundt, grine, fortælle historier og tænke helt, som en fireårig bør kunne.
Vi ved, at vi har en kærlig Fader i himlen, som elsker og kender os personligt. Han ved, hvilke udfordringer vi går igennem. Jeg vil aldrig betvivle det mirakel, han gav os gennem bøn, faste og præstedømmevelsignelser.