Sidste dages hellige røster
Hærføreren Moroni hjalp mig med at undervise på skolens mellemtrin
Illustration: Allen Garns
Jeg stod midt i et vanskeligt år med undervisning af 13- og 14-årige. Jeg var lige kommet hjem efter et frustrerende møde med viceskoleinspektøren, hvor vi havde gennemgået en nyere evaluering. Jeg var ny lærer, og jeg måtte selv lave de allerfleste af mine lektioner, så jeg syntes, at jeg kæmpede en kamp for at holde eleverne i gang og interesserede. Samtalen havde basalt set handlet om, at jeg var nødt til at tvinge mine elever til at træffe et valg – ville de tage sig sammen eller havne i problemer – og så skulle jeg være konsekvent med mine advarsler.
Jeg tog fra mødet med en følelse af mismod og overvældelse. Jeg besluttede mig for at gøre dette møde til dagens spørgsmål under mit skriftstudium næste dag. Utrolig nok kom svaret til mig, da jeg læste i Mormons Bog.
Jeg bad om, at skriften måtte lære mig, hvordan jeg blev en god lærer. Helligånden underviste mig, da jeg læste om hærføreren Moroni i Alma 44. På dette sted i historien havde Moroni og nefitterne omringet lamanitterne ved floden Sidon, og de havde slået lamanitterne med rædsel, så de nedlagde deres våben. Jeg fortsatte med at læse og tænkte over, hvordan jeg gerne ville være ligesom Moroni i klasseværelset: Myndig, tillidsvækkende og sejrrig.
Jeg læste dialogen igennem og lagde mærke til, at Moroni fortæller Zerahemna og lamanitterne, at de er nødt til at træffe et valg: »Overdrag jeres krigsvåben til os, så vil vi … skåne jeres liv, hvis I vil drage bort og ikke igen drage i krig mod os«, ellers vil jeg »befale mine mænd, at de skal falde over jer« (Alma 44:6-7). Jeg indså, at han gjorde, som min skoleleder havde bedt mig om! »Giv dem to valg og vær konsekvent,« havde han sagt. Med det in mente tog jeg Moronis motto til mig: »Se, vi vil gøre ende på striden« (Alma 44:10).
Rustet med de principper, som jeg havde lært af en historie i skriften om en af mine helte, tog jeg hen på skolen og følte mig tryg ved min slagplan. Jeg havde tilfældigvis en lille figur af Moroni, og han sad i min brystlomme resten af skoledagen som en påmindelse om, hvordan han havde lært mig at styre en klasse på mellemtrinnet. Da jeg gav mine elever to valg, forbedrede de deres opførsel, de lavede deres lektier, og vi kom bedre ud af det sammen. Skoleåret sluttede og det var stadig svært, men med svar på bøn og kraften fra skrifterne var jeg i stand til at »gøre ende på striden«.