Profetiske ord på et uventet sted
Forfatteren boede i Argentina, mens hendes mand tjente som missionspræsident.
Et efterladt tidsskrift kom til at ændre Oscar Castros liv for altid.
Oscar Castro blev døbt og bekræftet, efter han havde fundet et generalkonferencenummer af Liahona i den lejlighed, han flyttede ind i.
Illustration af Dan Burr; fotografi udlånt af forfatteren
Den dag, Oscars kone forlod ham og hans to små børn, var en af de sværeste i hans liv. Der var mange beslutninger, der skulle træffes. Han havde ledt efter et arbejde, og nu skulle han også finde et nyt sted at bo. Hans liv syntes at ligge i ruiner. Han overvejede bare at give op, og det havde han måske gjort, hvis det ikke var for hans to dejlige børn.
I San Juan i Argentina var der ikke mange lejligheder til leje, som Oscar kunne betale. Men der var en lille lejlighed i et trygt område, som lige var blevet fraflyttet af en gruppe unge mænd, så den lejede Oscar og forberedte sig på at starte på en frisk med sine børn.
Der lå nogle blade og bøger på gulvet i den nye lejlighed, og efter Oscar havde arbejdet dagen lang med at gøre rent og lægge ting på plads, satte han sig ned og kiggede i et af bladene. Der var noget ved forsiden, der fængede ham af en eller anden årsag. Under titlen, Liahona, var der et billede af en gammel mand, der stod i et tårn og talte til folk. Manden mindede om billeder af bibelske profeter.
Oscar åbnede bladet og begyndte at læse: »Vi ved allerede hver især, at vi bør fortælle de mennesker, vi elsker, at vi elsker dem. Men det, vi ved, afspejler ikke altid det, vi gør.«1 Oscar tænkte over de skarpe ord, der mange gange var blevet udvekslet mellem ham og hans kone. Han ville gerne lære sine børn at være bedre end det. Oscar fortsatte med at læse i bladet, og han kunne mærke et håb spire frem inde i ham. Inden ugen var omme, havde han læst alle artiklerne og ville gerne vide mere.
En måned senere var to missionærer ude og gå i Oscars nabolag. Oscar gik hen til dem og spurgte, om de var sidste dages hellige missionærer, og hvor meget det ville koste at få nogle flere af de der kirkeblade. Ældsterne fortalte ham, at det blot ville koste omkring 20 minutter af hans tid.
Den næste dag besøgte missionærerne Oscar i hans hjem. Oscar fortalte dem, at han var flyttet ind i lejligheden og havde fundet de gamle bøger, blade og pjecer, der gjorde, at han vidste noget om Kirken. Han forklarede, at den første artikel, han læste, havde direkte relevans for hans liv lige nu. Han vidste allerede, at familien var vigtig, og han ville gerne vide mere om familieaften og familiebøn. Han fortalte ældsterne, hvad han ellers havde fundet ud af om Kirken, deriblandt om Joseph Smith og evangeliets gengivelse.
Han så ældsterne direkte ind i øjnene og sagde de ord, som enhver missionær længes efter at høre: »Jeg tror, at Joseph Smith var Guds profet.« Ældsterne opfordrede Oscar til at blive døbt, og han takkede ja med tårer i øjnene. Et par uger sener blev Oscar Castro døbt og bekræftet som medlem af Kirken.
Herren havde forberedt Oscar, og han havde en angergiven og lærevillig ånd, der var klar til at lære og vokse. På den mindeværdige dag havde budskabet i en konferenceudgave af Liahona rørt Oscars hjerte. De tidligere beboere vidste ikke, hvilken virkning det ville få, at de efterlod nogle få blade fra Kirken, men det evangeliske budskab i de tidsskrifter blev et vigtigt missioneringsredskab. De ændrede Oscars liv for altid, for de førte ham til de sandheder, han søgte.