Sidste dages hellige røster
Engle, der hed hr. og fru Dunn
Illustration: Wilson Ong
Jeg sad og så TV, da min mor ringede for at fortælle mig, at hendes bror, min 92-årige onkel Floyd og hans hustru, tante Millie, lå syge med influenza, og de havde ikke noget mad i huset. Ingen af dem var i stand til at tage ud og handle. Onkel Floyd og tante Millie havde ingen familie i nærheden, så der var ingen, der kunne hjælpe dem.
Min mor tænkte, om jeg kunne hjælpe. Jeg er det eneste medlem af Kirken i den del af familien, og man havde trukket på mig i andre situationer. Problemet var, at jeg boede i Utah i USA, og min onkel og tante boede i Hemet i Californien i USA.
Jeg bad min mor om at give mig et par minutter til at tænke over, hvad jeg kunne gøre. Jeg havde en ven, der boede i nærheden af Hemet, så jeg ringede og spurgte, om hun kendte nogen i Hemet. Hun fortalte om en dame, som hun tjente med i templet i Redlands i Californien, hun hed søster Dunn, og hun var hjælpeforeningspræsident der.
Da søster Dunn tog telefonen, begyndte jeg: »Hej, søster Dunn. Du kender mig ikke, men jeg hedder Nancy Little, og jeg bor i Utah. Jeg er medlem af Kirken, men det er min tante og onkel, som bor i Hemet, ikke. De er syge, og de har ikke noget mad i huset.« Jeg fortalte hende, hvor de boede, hvilket var langt væk fra hende, og jeg forklarede, at jeg blot ønskede information om en restaurant i nærheden af dem, som kunne køre ud med mad til dem.
Men søster Dunn insisterede på, at hun og hendes mand ville komme med mad til min tante og onkel. De havde tilfældigvis noget hjemmelavet suppe og brød, og hendes mor havde lige bagt småkager. Jeg protesterede, men hun insisterede.
Et par timer senere ringede søster Dunn tilbage og forsikrede mig om, at alt var vel. Min mor ringede senere for at fortælle mig, hvad onkel Floyd havde sagt om deres besøg. Han havde sagt: »Der kom nogle engle hjem til mig, der hed hr. og fru Dunn. De kom med favnen fuld af mad: Frugt, grøntsager, hjemmelavet suppe, brød og småkager. Det er de bedste småkager, jeg nogensinde har smagt.« Bror og søster Dunn besøgte min onkel og hjalp dem med det, de havde brug for, hvorefter bror Dunn bar min skrøbelige tante Millie, der led af Alzheimer, fra hendes seng og ud på en køkkenstol, så søster Dunn kunne made hende.
Da onkel Floyd ringede til min mor for at fortælle om besøget, græd han. Han sagde, at han aldrig havde mødt mere venlige og omsorgsfulde mennesker. Han sagde, at jeg var heldig at bo i Utah og være omgivet af »alle de mormoner«.
Fire dage efter det besøg, gik onkel Floyd ud til postkassen, hvor han gled og faldt. Han slog sit hoved og døde fire dage senere. Bortset fra en hjemmesygeplejerske blev bror og søster Dunn de sidste mennesker, der så min onkel, inden han døde.
Jeg er taknemlig for det kristuslignende eksempel, som en af mine søstre i Hjælpeforeningen viste, en søster, der boede mange hundrede kilometer væk, som jeg aldrig havde mødt, og som hjalp min onkel og tante.