Kaldet til værket

Præsident Thomas S. Monson

Da profeten Joseph Smith kaldte ældste Heber C. Kimball (1801-1868) til »at åbne frelsens døre« som missionær i England, blev ældste Kimball overvældet af en følelse af utilstrækkelighed.

»O, Herre,« skrev han, »jeg er en mand med en stammende tunge, og helt igennem uegnet til sådant arbejde.«

Ikke desto mindre accepterede ældste Kimball kaldet og tilføjede: »Disse overvejelser afskrækkede mig ikke fra pligtens sti. I det øjeblik, jeg forstod min himmelske Faders vilje, følte jeg mig opsat på at møde alle farerne i tro på, at han ville støtte mig med sin almægtige kraft og begave mig med enhver kvalifikation, jeg måtte behøve.«¹

Mine unge brødre og søstre, der er kaldet til at tjene som fuldtidsmissionærer, I er blevet kaldet til arbejdet, fordi I, ligesom ældste Kimball, »har et ønske om at tjene Gud« (L&P 4:3), og fordi I er rede og værdige.

I seniorægtepar er kaldet til værket af de samme årsager. I medbringer dog ikke blot et ønske om at tjene, men også en visdom, der er opnået gennem årelange ofre, kærlighed og erfaring, som vor himmelske Fader kan bruge til at røre hjertet hos sine sønner og døtre, der leder efter sandheden. I har uden tvivl lært, at vi aldrig rigtig kan elske Herren, før vi tjener ham ved at tjene andre.

Til jeres ønsker om at tjene som missionærer vil I føje tro og styrke, mod og selvtillid, beslutsomhed og udholdenhed, målbevidsthed og hengivenhed. Engagerede missionærer kan udvirke mirakler i missionsmarken.

Præsident John Taylor (1808-1887) opsummerede missionærernes basale kvalifikationer således: »Den slags mænd [og kvinder og par], som vi ønsker skal bringe dette evangelium ud, er mænd, som har tro på Gud, mænd, som tror på deres religion, mænd, som ærer deres præstedømme, mænd … som Gud har tillid til … Vi ønsker mænd, der er fyldt med Helligånden og Guds kraft … ærlige, retskafne, dydige og rene mænd.«²

Herren har sagt:

»For se, marken er allerede hvid til høst, og se, den, der svinger sin segl af al sin kraft, han samler et forråd, så han ikke fortabes, men bringer sin sjæl frelse;

og tro, håb, næstekærlighed og kærlighed, med intet andet end Guds ære for øje, gør ham skikket til arbejdet« (L&P 4:4-5).

I er kaldet gennem inspiration. Jeg vidner om, at den, som Gud kalder, gør han egnet. I vil modtage himmelsk hjælp, når I arbejder bønsomt i Herrens vingård.

Det smukke løfte, som Herren gav missionærerne tidligt i denne uddeling, og som vi finder i Lære og Pagter, vil også gælde jer: »Jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88).

Gennem jeres tjeneste vil I få evige minder og venskaber. Jeg kender ikke til andre områder, der vil give et rigere udbytte af lykke end missionsmarken.

Og nu et par ord til de ældster, søstre og par, som af en eller anden årsag måske ikke er i stand til at færdiggøre deres opgave i missionsmarken: Herren elsker jer. Han værdsætter jeres offer. Og han er opmærksom på jeres skuffelse. I skal vide, at han stadig har et arbejde, som I skal udføre. Lad ikke Satan overbevise jer om andet. Lad jer ikke slå ud, bliv ikke skuffede, fortvivl ikke.

Som jeg bemærkede ved en generalkonference, kort tid efter jeg var blevet kaldet til at lede Kirken: »Frygt ikke. Vær ved godt mod. Jeres fremtid er lige så strålende som jeres tro.«³ Løftet gælder stadig for jer. Så mist ikke troen, for Herren har ikke mistet sin tro på jer. Hold jeres pagter og bevæg jer fremad.

Verden har brug for Jesu Kristi evangelium. Må Herren velsigne alle sine hellige – uanset hvor vi tjener – med et missionærhjerte.