Religionens vigtige globale rolle
Ældste Dallin H. Oaks
De Tolv Apostles Kvorum
Ældste Oaks holdt denne tale den 9. juni 2016 på Oxford University i England under et symposium om religionsfrihed.
Vi kan ikke blive fri for religionens indflydelse på det offentlige liv uden at sætte alle vores frihedsrettigheder i alvorlig fare for at gå tabt.
Foto © Getty Images
I over 30 år har jeg været en af Jesu Kristi tolv apostle. Under ledelse af vores Første Præsidentskab leder vi vores verdensomspændende kirke på næsten 16 millioner medlemmer i mere end 30.000 forsamlinger. Vi belærer og vidner om Jesu Kristi guddommelighed og om hans præstedømme og hans læres fylde. Vores viden om, at Gud fortsat kalder profeter og apostle til at modtage åbenbaring og undervise om, hvordan man anvender hans bud i vor tid, står helt centralt i vores lære.
1. Vigtigheden af religion globalt set
Religionsfrihed har været min livslange interesse. Min første udgivelse som ung juraprofessor på University of Chicago for 54 år siden var som redaktør af en bog, der handlede om forholdet mellem kirke og stat i USA.1
I dag gælder det endnu mere end dengang, at ingen af os kan ignorere den rolle, religion spiller globalt set – i politik, konfliktløsning, økonomisk udvikling, humanitær bistand og så videre. 84 procent af verdens befolkning bekender sig til en bestemt religion,2 og alligevel lever 77 procent af verdens befolkning i lande med større eller mindre begrænsninger af religionsfriheden.3 En forståelse af religion og den rolle, den spiller i globale udfordringer og for forskellige statsmagter, er afgørende, hvis man stræber efter at gøre den verden, vi lever i, bedre.
Selvom religionsfrihed er ukendt i det meste af verden og er truet af sekularisme og ekstremisme i resten, taler jeg for det ideal, i hvilket de frihedsgrader, som religionen forsøger at beskytte, er gudgivne og nedarvede, men de implementeres i gensidigt komplementært samarbejde med styrer og regeringer, der søger alle deres indbyggeres og borgeres bedste.
Derfor bør enhver statsmagt sikre religionsfrihed for dens borgere. Det lyder således i artikel 18 i FN’s indflydelsesrige og universelle verdenserklæring om menneskerettigheder: »Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.«4
Religionens modsvarende ansvar er, at dens tilhængere adlyder loven og respekterer kulturen i det land, der sikrer disse friheder. Når trosfriheden sikres, er det en taknemlighedsgæld, man gladeligt betaler.
Hvis der findes en almen accept og anvendelse af disse generelle principper, er der ikke behov for disse diskussioner om religionsfrihed. Men som vi alle ved, er vores verden plaget af konflikter om disse generelle principper. Der lyder for eksempel prominente stemmer, der udfordrer hele ideen om en unik beskyttelse af religionsfrihed. Én sådan bog har titlen Freedom from Religion, en anden Why Tolerate Religion?5
Andre taler for en marginalisering af religion og troende, for eksempel ved at begrænse religionsfrihed til forkyndelse i kirker, synagoger og moskéer og således nægte udøvelse af religion i det offentlige rum. Sådanne tiltag er naturligvis en krænkelse af Verdenserklæringen om sikring af retten til »offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion« Den frie udøvelse af ens religion må også gælde, når troende handler som et fællesskab, det være sig i deres bestræbelser inden for uddannelse, sundhed og kultur.
2. Religionens sociale værdi
Religiøs overbevisning og skik bliver også kritiseret for at være irrationel og i modsætning til vigtige ledelsesmæssige og sociale mål. Jeg fastholder naturligvis, at religion er af unik værdi for et samfund. Som en ateist indrømmede i en nyere bog: »Man behøver ikke at være troende for at fatte, at kerneværdierne i den vestlige civilisation har rod i religion, og være bekymret for, at skredet i religiøs observans underminerer disse værdier.«6 En af disse kerneværdier er synet på den medfødte værdighed og værdi.
Med uret fra øverste venstre hjørne: Moder Teresa, Martin Luther King jun., den amerikanske præsident Abraham Lincoln, biskop Desmond Tutu, William Wilberforce.
Her er otte eksempler på religionens grundlæggende sociale værdi.
1. Mange af de mest væsentlige moralske fremskridt i den vestlige civilisation har været motiveret af religiøse principper, som er blevet taget til offentlig indtægt takket været forkyndelse fra prædikestolen. Således gjaldt det ophævelsen af slavehandlen i Det Britiske Imperium, Uafhængighedserklæringen i USA og hele borgerrettighedsbevægelsen i det sidste halve århundrede. Disse fremskridt var ikke motiveret eller drevet af sekulær etik, de blev primært drevet frem af personer, som havde en klar religiøs vision om, hvad der var moralsk rigtigt.
2. I USA har vores store private velgørenhedssektor – indenfor uddannelse, hospitaler, omsorg for de fattige og utallige andre værdifulde tiltag – rod i og er stadig primært sponsoreret af religiøse organisationer og religiøs tilskyndelse.
3. Vestlige samfund holdes ikke primært sammen af love og håndhævelsen af disse, hvad der også ville være upraktisk, men hvad vigtigere er, fordi de borgere, der frivilligt adlyder det, der ikke kan håndhæves, gør det på grund af deres egne indre normer for korrekt adfærd. For mange er det en religiøs tro på rigtigt og forkert og en forventet ansvarlighed for de højere magter, der afføder en sådan frivillig selvregulering. Rent faktisk er de religiøse værdier og de politiske realiteter så forbundne i oprindelse og udbredelse i de vestlige nationer, at vi ikke kan blive fri for religionens indflydelse på det offentlige liv uden at sætte alle vores frihedsrettigheder i alvorlig fare for at gå tabt.
4. Tillige med deres private modstykke tjener religiøse organisationer som medierende institutioner for at forme og moderere statsmagters indtrængende magt på individer og private organisationer.
5. Religion inspirerer mange troende til at yde tjenester for andre, hvilket alt i alt er til enorm gavn for samfund og lande.
6. Religion styrker samfundets sammenhængskraft. Rabbineren Jonathan Sacks har sagt: »[Religion] er stadig den mest kraftfulde samfundsdanner, verden har kendt til … Religion er den bedste modgift til individualismen i forbrugersamfundet. Ideen om, at samfundet kan klare sig uden, er gang på gang modsagt af historien.«7
7. Og endelig har Clayton M. Christensen, en sidste dages hellig, der er hyldet verden over som »ledende tænker« indenfor virksomhedsledelse og innovation,8 skrevet, at »religion er fundamentet for demokrati og velstand«.9 Der kan siges meget mere om den positive rolle, religion spiller for økonomisk udvikling.
Jeg fastholder, at religiøse lærdomme og troendes religiøst motiverede handlinger er afgørende for et frit og fremgangsrigt samfund, og de fortjener særlig juridisk beskyttelse.
3. Religionens komplementerende ansvar
Hidtil har jeg kun talt om regeringers ansvar over for religiøse mennesker og organisationer. Nu vil jeg tale om det modsvarende ansvar, som religion og religiøst troende har over for deres land.
Ethvert styre har naturligvis ret til at forvente lovlydighed og respekt for kulturen fra dem, der nyder godt af styrets beskyttelse. Regeringer har en altovervejende interesse i at sikre nationalstatens grænser og befolkningens helbred og sikkerhed. De har naturligvis ret til at insistere på, at alle organisationer, deriblandt religiøse, afholder sig fra at forkynde had og fra handlinger, der kan resultere i vold eller andre kriminelle handlinger mod andre. Intet land behøver at beskytte organisationer, der taler for terrorisme. Religionsfrihed er ingen barriere for statsstyrets magt i nogen sådanne tilfælde.
I dag bliver religionens og statsstyrets komplementerende funktioner sat på alvorlig prøve i Europa. Den massive tilstrømning af flygtninge – størstedelen af muslimsk religiøs og kulturel observans – til lande med en helt anderledes kultur og religion skaber alvorlige politiske, kulturelle, sociale, økonomiske og religiøse udfordringer.
Flygtninge krydser grænsen fra Syrien ind i Tyrkiet.
Hvordan kan religion og religiøse organisationer bidrage til at hjælpe flygtninge og de lande, der modtager dem – på kortere og længere sigt? Vi ved, at visse eksperter er skeptiske over for den rolle, som religiøse organisationer spiller i disse sager, nogle ser tilmed religion som et forstyrrende element. Jeg vil ikke forsøge at modsige meninger, der er baseret på fakta, som jeg ikke er inde i. Jeg vil blot fortælle om de retningslinjer og erfaringer, vi har i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som jeg tror kan kaste lys over den positive indflydelse, som religiøse organisationer kan og bør udøve på både kort og lang sigt.
Vi, der er kendt som sidste dages hellige, eller mormoner, tager Kristi lære om at give den sultne noget at spise og den fremmede ly helt bogstaveligt (se Matt 25:35). Vi er ligeledes vejledt af nutidsåbenbaring fra den samme kilde om at »husk[e] i alle forhold de fattige og de trængende, de syge og de plagede, for den, der ikke gør dette, han er ikke min discipel« (L&P 52:40).
Omsorg for de fattige og nødlidende er hverken vilkårligt eller tilfældigt i vores kirke. Vi udviser det over hele verden. I 2015 havde vi for eksempel 177 nødhjælpsprojekter i 56 lande. Derudover havde vi hundredvis af projekter, som gavnede flere end en million mennesker i syv andre hjælpekategorier, så som rent vand, vaccination og øjenbehandlinger. I mere end 30 år har størrelsesordenen af denne indsats ligget på et gennemsnit omkring 40 millioner dollars om året.
Vi undgår en af indvendingerne på trobaserede organisationer ved at fastholde en skarp adskillelse af vores humanitære indsats fra vores verdensomspændende missionering. Vores humanitære bistand gives uden skelen til religiøst tilhørsforhold, for vi vil gerne have, at vores indsats for at missionere bliver modtaget og betragtet uafhængigt af magt, mad eller andre begunstigelser.
4. Hvad kan kirkerne gøre?
Hvad kan kirkelige organisationer gøre udover det, som FN eller de enkelte lande kan? Igen vil jeg referere til vores kirkes erfaringer. Selvom vi i medlemstal – halvdelen i USA og den anden halvdel andre steder – ikke er så stort med hensyn til at hjælpe, så har vi tre store fordele, der forstørrer virkningen af vores indsats.
For det første har vores medlemmers tradition for tjeneste givet os engagerede og erfarne frivillige. Hvis det skal oversættes til tal, bidrog vores frivillige i 2015 med over 25 millioner timer i velfærds-, humanitære og andre kirkesponsorerede projekter,10 og så har vi ikke talt, hvad vores medlemmer gjorde privat, med.
For det andet har vi takket været vores medlemmers økonomiske bidrag til humanitære formål vores egen finansiering. Selvom vi er i stand til at operere uafhængigt af bureaukratiske systemer og finansbevillinger, er vi også ivrige efter at koordinere vores indsats med de enkelte regeringer og med FN’s organisationer for at opnå størst mulig virkning. Vi opfordrer dem til i større grad at se, hvor religiøse organisationer kan bistå.
For det tredje har vi en global græsrodsorganisation, der kan mobiliseres på et øjeblik. Et eksempel er blandt andet det verdensomspændende flygtningeproblem. I marts 2016 udsendte vores Første Præsidentskab, vores Hjælpeforening, Unge Piger og Primarys hovedpræsidentskab et budskab til medlemmer over hele verden og mindede dem om det grundlæggende kristne princip om at hjælpe den fattige og den fremmede i vores midte (se Matt 25:35). De opfordrede piger og kvinder i alle aldre til at hjælpe flygtninge i deres lokalområde.11
Som et repræsentativt eksempel på vores medlemmers respons i Europa, så mødtes flere end 200 mormonske menighedsmedlemmer og deres venner i Tyskland en aften i april 2016 og pakkede 1061 »velkomstpakker« til børn, der boede i seks flygtningecentre i delstaterne Hessen og Rheinland-Pfalz. Pakkerne indeholdt nyt tøj, hygiejneartikler, tæpper og ting til at tegne og male. En af de kvinder, der stod i spidsen for indsatsen, sagde: »Selvom jeg ikke kan ændre på de tragiske omstændigheder, der fik [flygtningene] til at flygte fra deres hjem, kan jeg gøre en forskel på, hvordan de har det nu og tage aktivt del i deres liv.«
Her er to eksempler på vores formelt organiserede verdensomspændende humanitære indsats. I 2015 byggede LDS Charities i samarbejde med den britiske AMAR Foundation familiesundhedscentre for yezidi-mindretallet i det nordlige Irak, som var blevet brutalt angrebet af ISIS. Disse sundhedscentre er fuldt udrustet med laboratorie, akuthjælp, apotek og ultralyd – for at give lindring til en befolkningsgruppe, der lider både fysisk og åndeligt. Man har ansat sundhedsfagligt personale og frivillige, der er yezidier, som hjælper deres eget folk på en måde, der viser omtanke for deres kultur.
Formanden for AMAR baronesse Emma Nicholson sammen med ældste Jeffrey R. Holland i London.
Under det ødelæggende jordskælv og den efterfølgende tsunami i Sydøstasien den 26. december 2004 blev 230.000 mennesker dræbt i 14 forskellige lande. Vores LDS Charities ankom på stedet dagen efter og arbejdede der siden aktivt i fem år. Alene i den hårdt ramte Banda Aceh-region har vores velgørenhed bygget 900 permanente boliger, 24 vandforsyningssystemer i landsbyer, 15 grundskoler, 3 sundhedscentre og 3 forsamlingshuse, der også fungerer som moskeer. Desuden har vi sørget for eksemplarer af Koranen og bedetæpper til de bedende på de steder.
Dette er blot et lille eksempel på, hvilken værdifuld rolle religion spiller i en kultur, og hvorfor vi i et religiøst samfund ikke blot taler for, men også kræver religionsfrihed, hvilket vi betragter som den første og grundlæggende frihedsrettighed.