Selvhjulpenhed og evangelisk læring

David B. Marsh

Kirkens afdeling for præstedømme og familie

Når vi bliver selvhjulpne, hvad angår at lære om evangeliet, ved vi, hvordan vi får åndelig næring og styrker vores forhold til Gud.

Der var engang en børnehaveklasselærer, der observerede børnene i sin klasse, mens de tegnede. Da hun gik rundt for at se, hvad det enkelte barn havde tegnet, spurgte hun en lille pige, hvad hun tegnede. Pigen svarede: »Jeg tegner Gud.« Noget overrasket sagde læreren: »Men der er ingen, der ved, hvordan Gud ser ud.« Uden tøven svarede pigen: »Det gør de om et øjeblik.«

Ville det ikke være skønt at have sådan en selvtillid? Og det er sådan, at vor himmelske Fader ønsker, at vi bliver trygge omkring vores viden om ham. Herren sagde til Jeremias, at vi ikke skal være stolte over vores visdom, styrke eller rigdom. »Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette, at han har indsigt og kender mig« (se Jer 9:22-23).

Profeten Joseph Smith (1805-1844) sagde: »Gud har ikke åbenbaret noget for Joseph, som han ikke vil åbenbare for De Tolv, og endog det ringeste medlem af Kirken kan vide og kende alt så hurtigt, som han er i stand til at rumme det, for den dag skal komme, da intet menneske behøver at sige til sin næste: Kend Herren, for alle skal kende ham … fra den mindste til den største«.¹

Det at blive tillidsfulde i vores kundskab om Gud er ikke noget, der kommer uden en personlig indsats. Forældre og lærere kan hjælpe, men vi er nødt til at blive selvhjulpne og selv lære evangeliet. Lige som vi lærer, hvordan vi får fysisk næring for at holde legemet kørende, må vi lære, hvordan vi får åndelig næring for at holde vores ånd oppe.

For nogle år siden sultede havmågerne i St. Augustine i Florida i USA. I generationer havde mågerne lært at være afhængige af, at rejefiskerne smed affaldet fra nettene ud til dem. Men rejefiskeriet i området ophørte. Mågerne havde ikke lært selv at fiske, og de lærte heller ikke deres unger at fiske. Derfor døde de store smukke fugle, selvom der var masser af fisk i vandet rundt om dem.²

Vi kan ikke tillade os at blive ligesom havmågerne, og vi kan heller ikke lade vores børn gå igennem livet afhængige af os omkring deres kundskab om Herren. Præsident Marion G. Romney (1897-1988), førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, sagde: »Vores bestræbelser bør altid være rettet mod at gøre sunde og raske mennesker selvhjulpne.«³ Når vi bliver selvhjulpne, hvad angår at lære om evangeliet, ved vi, hvordan vi nærer os selv rent åndeligt og styrker vores forhold til Gud.

Præsident Boyd K. Packer (1924-2015), præsident for De Tolv Apostles Kvorum, sagde: »Åndelig selvhjulpenhed er den opretholdende kraft i Kirken. Hvis vi tager det fra jer, hvordan skal I så få åbenbaring om, at der er en Guds profet? Hvordan kan I få svar på bønner? Hvordan kan I vide noget? Hvis vi bare skynder os at besvare alle jeres spørgsmål og skaffer en masse løsningsmuligheder på alle jeres problemer, ender vi i sidste ende med at svække jer frem for at styrke jer.«⁴

Selvom vi nyder godt af at lære og modtage inspiration i Kirken, kan vi ikke alene forlade os på det, hvad angår vores åndelige næring. Præsident George Albert Smith (1870-1951) forklarede således: »Jeg frygter, at vi som medlemmer af Kirken forlader os for meget på organisationerne og på råd og vejledning, vi får af folk uden for vores egen familie. Vi har allerede hørt om mange af de velsignelser, som Herren har givet os i de hellige optegnelser, der er blevet bevaret indtil vor tid, og som indeholder råd og vejledning fra en alvis Fader. Det virker underligt, at så mange blandt vores folk … mangler kendskab til indholdet i disse hellige optegnelser.«⁵

Jeg nyder at lære om evangeliet i kirken, men jeg bliver mere begejstret for evangeliet, når jeg opnår inspireret indsigt under mit personlige studium. Der er ikke noget mere spændende for mig end at finde en lille skat af sandhed i skrifterne, der oplyser mig og fylder mig med Herrens Ånd.

Lær, hvordan man lærer

Da jeg kom hjem fra min mission, fandt jeg det nødvendigt at tage til foredrag og åndelige møder næsten hver uge for at vedligeholde min åndelighed. Talerne fodrede mig med deres indsigt i evangeliet, og jeg påskønnede den måde, den indsigt fik mig til at føle. Jeg havde studeret og undervist om evangeliet i to år, men jeg syntes ikke at have de fornødne færdigheder til at nære mig selv regelmæssigt. Jeg læste bare skrifterne og granskede dem ikke flittigt.

Det at studere evangeliet svarer til at lære at male. Det er hverken intuitivt eller naturligt for nogen. Vi kunne ikke drømme om at give nogen en malerpalette og forvente, at vedkommende straks blev kunstner. Det samme gælder det at blive selvhjulpen i forbindelse med evangelisk indlæring. Vi kan ikke forvente at finde stor indsigt regelmæssigt, hvis vi ikke har lært nogle basale færdigheder i forbindelse med studium af skriften. Præsident Packer forklarede, at skrifterne »indeholder det evige evangeliums fylde, en evig kundskab. Men man må lære at bruge dem, for ellers vil vores søgen blive en skuffelse.«⁶

Det var sådan, det var for mig – skuffende – da jeg til at begynde med forsøgte at finde mening og vejledning i mit studium af skriften. Så jeg begyndte at tænke over, hvordan talerne fik deres indsigt. Det tog et stykke tid, men efterhånden så jeg, hvordan de tog specifikke udtryk for en læresætning i skriften; hvordan de uddrog meningsfuld lære om Frelseren fra de vers; hvordan de formulerede vejledende principper fra vendinger i skriften; hvordan de fortolkede symboler, og hvordan de forbandt profeters og apostles lærdomme med specifikke vers i skrifterne.

Efterhånden, som jeg fortsatte med mit studium af skrifterne og profeternes og apostlenes ord, opdagede jeg, at jeg stillede disse spørgsmål:

Hvilken læresætning handler dette vers om, og hvad gør jeg for at lære om denne læresætning?
Hvor og hvornår har jeg set dette evangeliske princip blive anvendt effektivt?
Hvad lærer jeg om vor himmelske Fader og hans plan for min lykke?
Hvad lærer jeg om Jesus Kristus og hans forsoning?
Hvad ønsker Herren, at jeg skal lære af dette?
Hvilke inspirerede tanker og følelser får jeg, når jeg læser?
Er der noget her, der hjælper mig med nuværende udfordringer i mit liv?
Hvad lærer jeg, der vil hjælpe mig til at leve mit liv fra dag til dag?

Mægtige, overbevisende lærere

I takt med, at mit studium af skriften ændrede sig, ændrede min undervisning sig. Jeg blev mere interesseret i at hjælpe mennesker med at opdage sandheder i evangeliet, der kunne vejlede dem, end jeg var i at fortælle, hvad skrifterne betød for mig.⁷ Det frydede mig at se andres glæde, når de opdagede noget nyt. Det var og er en af de mest tilfredsstillende ting i min erfaring med at undervise.

Jeg opdagede også, at når jeg hjalp dem, jeg underviste, til vedholdende at bruge de ovennævnte spørgsmål, voksede deres evne og selvhjulpenhed i forbindelse med evangelisk indlæring. De var ikke nødt til at gennemgå den lange proces, jeg havde været igennem.

Læring går forud for undervisning, og gode elever bliver til mere åndeligt inspirerende lærere. Herren har sagt: »Søg ikke at kundgøre mit ord, men søg først at få mit ord, og så skal din tunge blive løst; så skal du, hvis du ønsker det, få min Ånd og mit ord, ja, Guds kraft, så du kan overbevise menneskene« (L&P 11:21). Hvem vil ikke gerne have den storslåede velsignelse!

Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har understreget det voksende behov for, at vi bliver selvhjulpne i indlæringen af evangeliet:

»Jeg tror, at vi lægger meget mere vægt på og ved meget mere om, hvordan man som lærer underviser ved Ånden, end hvordan man som elev lærer ved tro. Principperne og processerne for både det at undervise og lære er helt klart vigtige åndeligt set. Men når vi ser mod fremtiden og forventer en endnu mere forvirret og kaotisk verden end den, vi lever i, tror jeg, at det vil være afgørende for os alle at øge vores evne til at lære ved tro …

Ansvaret for at lære ved tro og anvende den åndelige sandhed påhviler i sidste ende os selv. Dette bliver et stadig mere alvorligt og vigtigt ansvar i den verden, vi lever og skal leve i. Hvad, hvordan og hvornår vi lærer støttes af – men afhænger ikke af – en lærer, en fremlæggelsesmetode eller et særligt emne eller undervisningsformat.«⁸

Velsignelsen ved at være en selvhjulpen lærende

Vi er visseligt velsignet med inspireret lærdom fra forældre og lærere i Kirken, men det er måske mere vigtigt at lære, hvordan vi inspirerer os selv. Når vi bliver selvhjulpne i forbindelse med evangelisk indlæring, bliver vi bedre forberedt til at modtage personlig åbenbaring. Personer, der studerer evangeliet og er selvhjulpne, har ikke brug for opmuntring til at studere regelmæssigt udover, at de ved, at næste gang de studerer, vil de ikke kede sig, men blive opbygget. Selvhjulpne studerende er også bedre rustet til modstå og overleve det voldsomme angreb af sofisteri, der er så udpræget i det 21. århundredes samfund.

Mindst et af Herrens løfter synes for en stor del møntet på den selvhjulpne studerende: »Den, som omhyggeligt bevarer mit ord, skal ikke blive ført vild« (JS–Matt 1:37).

Præsident Thomas S. Monson har lovet: »Hvis I studerer skrifterne flittigt, så vil jeres styrke til at undgå fristelse og til at modtage vejledning fra Helligånden vokse i jer alle.«⁹

Selvhjulpne studerende i forbindelse med evangelisk indlæring vil erfare Frelserens løfte:

»Den, der tørster, skal komme til mig og drikke.

Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ›Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand‹« (Joh 7:37-38).

Jeg har stadig en masse at lære, men det at blive selvhjulpen i forbindelse med mit studium af evangeliet er noget af det bedste, jeg har gjort. Det har været en velsignelse på alle områder af mit liv.