Sidste dages hellige røster
Rengøring i Kirken og undervisning i evangeliet
Illustration: Allen Garns
En lørdag eftermiddag gjorde jeg mig klar til at tage på stranden med min familie. De var rejst fra Amazonas til La Guaira for at være sammen med mig et par dage. Solen skinnede, havbrisen var helt perfekt, og jeg var glad for at se mine søstres begejstring.
Da vi var på vej derhen, kom jeg i tanke om, at jeg stod i spidsen for rengøringen af kirkebygningen den dag. Nu måtte jeg træffe et valg: Skulle jeg passe mit ansvar eller fortsætte til stranden med min familie? Jeg besluttede at tale med min mor og mine søstre om det. De havde aldrig været i en sidste dages hellig kirke og tilbød begejstret at hjælpe mig på betingelse af, at vi tog til stranden, lige så snart vi var færdige.
Da vi kom ind i kirken, forklarede jeg, hvad der skulle gøres og hvordan det skulle gøres. Det, vi havde troet, var en hurtig omgang, endte med at tage fire timer, fordi de var så interesserede! Jeg viste dem alle værelserne, malerierne og dåbsbassinet. En dyb glæde fyldte mit hjerte. Jeg kunne ikke fatte, at min familie hjalp mig med noget, der betød så meget for mig. Mens vi var der, lærte mine teenagesøstre, Thalia og Gineska, nogle salmer og stillede spørgsmål om Kirken.
Om søndagen var min familie med i kirke for første gang. De blev taget pænt imod i menigheden. De unge piger var hurtige til at byde mine søstre velkommen. Søstermissionærerne hilste på dem og lavede en aftale om at mødes med dem dagen efter. Vi holdt familieaften, og jeg underviste om, hvordan man beder. Vi bad ofte sammen. Vi lyttede også til salmer og så Kirkens videoer.
Inden min familie rejste hjem, tog jeg mine søstre med til Caracas for at se templet og området omkring det. Jeg bar mit vidnesbyrd om tempelvelsignelserne og opfordrede dem til at finde Kirken, når de vendte hjem til Amazonas.
Da de rejste hjem, kontaktede jeg missionærerne i deres område. Missionærerne og medlemmerne i menighedsrådet besøgte min familie og hjalp dem på deres vej mod omvendelse. Mine søstre bad ofte vores far om tilladelse til at blive døbt.
Det var med stor taknemlighed og glæde, at jeg rejste til Amazonas for at døbe Thalia og Gineska. Gløden i deres øjne afspejlede deres håb og taknemlighed for, at vor himmelske Fader havde ført dem til evangeliet. Ved at passe opgaven med at gøre rent i kirken kom min familie tættere på hinanden, og vi blev styrket. Jeg vil aldrig glemme denne oplevelse, og det ved jeg, at mine søstre heller ikke vil.