Gengivelsen af præstedømmets nøgler
Præsident Henry B. Eyring
Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab
Fra en tale holdt ved oktoberkonferencen 2004.
Frelseren byggede sin kirke på en grundvold af apostle og profeter, som bærer alle præstedømmets nøgler på jorden på denne tid.
Fotografi af Efesos og baggrundsbillede: Getty images
For mange år siden holdt jeg en tale i et gammelt teater i Efesos. Sollyset badede det område, hvor apostlen Paulus havde stået og prædiket. Mit emne var Paulus, en apostel, der var kaldet af Gud.
Publikummet bestod af hundredvis af sidste dages hellige. De sad rækkevis på de stenbænke, som efeserne havde sat op mere end tusind år tidligere. Blandt dem var der to levende apostle, ældste Mark E. Petersen og ældste James E. Faust.
I kan nok forestille jer, at jeg havde forberedt mig grundigt. Jeg havde læst Apostlenes Gerninger og brevene i Bibelen, både dem Paulus og de øvrige apostle havde skrevet. Jeg havde læst og tænkt nøje over Paulus’ Brev til Efeserne.
Jeg gjorde mit bedste for at vise Paulus og hans embede ære. Efter talen var der en række mennesker, der sagde venlige ting. Begge de levende apostle var gavmilde i deres kommentarer. Men senere trak ældste Faust mig til side og med et smil og en blødhed i sin stemme, sagde han: »Det var en god tale. Men du udelod den vigtigste ting, du kunne have sagt.«
Jeg spurgte ham, hvad det var. Flere uger senere indvilligede han i at fortælle mig det. Hans svar blev en livslang lektie.
Han sagde, at jeg burde have fortalt folk, at hvis de hellige, der hørte Paulus, havde haft et vidnesbyrd om den værdi og kraft, der lå i de nøgler, han havde, var apostlene måske ikke blevet taget fra jorden.
Det sendte mig lige tilbage til Paulus’ Brev til Efeserne. Jeg kunne se, at Paulus ønskede, at folk kunne mærke værdien af den kæde af præstedømmenøgler, der går fra Herren via apostlene til dem, medlemmerne af Herrens kirke. Paulus prøvede at opbygge et vidnesbyrd om disse nøgler.
Paulus vidnede for efeserne om, at Kristus var sin kirkes overhoved. Og han underviste om, at Frelseren byggede sin kirke på en grundvold af apostle og profeter, som bærer alle præstedømmets nøgler på jorden på denne tid (se Ef 2:19-20).
Præstedømmet er blevet gengivet
Illustration: Brian Call
Til trods for at Paulus’ undervisning var tydelig og mægtig og hans gode eksempel, vidste han godt, at der ville finde et frafald sted (se ApG 20:29-30; 2 Thess 2:2-3). Han vidste, at apostlene og profeterne ville blive taget fra jorden. Han vidste, at de en stor skønne dag ville blive gengivet. Han skrev om den tid til efeserne og talte om, hvad Herren ville gøre: »Om den frelsesplan for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske« (Ef 1:10).
Paulus så frem til profeten Joseph Smiths virke, når himlene igen ville blive åbnet. Det skete. Johannes Døber kom og overdrog dødelige Det Aronske Præstedømme og nøglerne til engles betjening og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse (se L&P 13).
Fortidige apostle og profeter vendte tilbage og overdrog Joseph de nøgler, de havde haft på jorden (se L&P 110). I februar 1835 blev dødelige mænd ordineret til det hellige apostelembede. Præstedømmenøgler blev givet til De Tolv Apostle i slutningen af marts 1844.
Enhver profet, der har fulgt efter Joseph, fra Brigham Young til præsident Monson har båret og brugt de nøgler og varetaget det hellige apostelembede.
Tro og præstedømmenøgler
Men ligesom på Paulus’ tid fordrer disse præstedømmenøglers kraft tro fra vores side. Vi er nødt til gennem inspiration at vide, at disse præstedømmenøgler bæres af dem, der leder og tjener os. Det kræver, at Ånden vidner for os.
Og det afhænger af vores vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus, og at han lever og leder sin kirke. Vi er også nødt til selv at vide, at Herren genoprettede sin kirke og gengav præstedømmets nøgler gennem profeten Joseph Smith. Og vi må gennem Helligånden have en forvisning, der ofte genopfriskes, om, at disse nøgler uden afbrydelse er blevet overdraget til den levende profet, og at Herren velsigner og leder sit folk gennem den kæde af præstedømmenøgler, der strækker sig fra stavs- og distriktspræsidenter til biskopper og grenspræsidenter til os, hvor end vi er, og uanset hvor langt vi er fra profeten og apostlene.
Stol på Herrens udvalgte tjenere
Gengivelsen af Det Melkisedekske Præstedømme, af Walter Rane
For at bevare fodfæstet i Herrens kirke kan og må vi træne vores øjne til at genkende Herrens kraft i den tjeneste, hans kaldede udøver. Vi må være værdige til at have Helligåndens ledsagelse. Og vi er nødt til at bede om, at Helligånden vil hjælpe os til at vide, at de mænd, der leder os, har denne kraft. For mig bliver sådanne bønner ofte besvaret, når jeg selv har engageret mig dybt i Herrens tjeneste.
Vi kan handle for at kvalificere os til den åbenbaring, der tilkendegiver, at disse nøgler er blevet overdraget fra Gud til et menneske og så videre. Vi kan stræbe efter at opleve det igen og igen. Og det er vi nødt til for at modtage de velsignelser, Gud har til os og ønsker, at vi også tilbyder andre.
Det er ikke sandsynligt, at svaret på jeres bønner bliver lige så dramatisk, som det blev for nogle, der, mens Brigham Young talte, så ham antage den myrdede Josephs udseende.1 Men det kan være lige så sikkert. Og med den åndelige forvisning vil der følge fred og kraft. Og I vil atter vide, at dette er Herrens sande og levende kirke, at han leder den gennem sine indviede tjenere, og at han kerer sig for os.
Hvis tilstrækkelig mange af os udøver den tro og modtager denne forvisning, vil Gud opløfte dem, der leder os, og således velsigne os og vores familie. Vi vil blive det, som Paulus sådan ønskede for dem, han tjente: »bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten« (Ef 2:20).