Min første gang i templet
Forfatteren bor i Córdoba i Argentina.
Jeg ønskede selv at komme i templet og ikke bare høre om andres oplevelser af det.
Da jeg var 16 år, bekendtgjorde vores stavspræsidentskab, at vores stav skulle besøge templet i Buenos Aires, og jeg blev inviteret med. Jeg sparede penge sammen og arbejdede hårdt for at blive værdig til at få en tempelanbefaling.
Da jeg havde fået anbefalingen, blev jeg overfaldet af fristelser fra alle sider, der alle prøvede at få mig til at miste min værdighed. Men jeg havde et stærkt ønske om at tage til templet. Jeg ønskede ikke bare at høre om andres oplevelser og vidnesbyrd, jeg ønskede selv at erfare det og få et vidnesbyrd.
Aftenen for vores afrejse oprandt. Selv inden jeg steg på bussen, havde jeg tanker om ikke at tage af sted, men jeg gav ikke op. På den ti timer lange tur sad jeg ved siden af et medlem af Kirken, der var meget venlig mod mig. Han var omkring 60 år gammel. Han fortalte mig om sit liv, og hvor glad han var for at have gennemgået de prøver, han havde.
Jeg begyndte at fortælle ham om mit liv, og at jeg følte mig alene, fordi mange mennesker havde lagt afstand til mig, fordi jeg fulgte Gud. Han sagde: »Gud vil give dig en god ven, og den ven vil altid være der for dig. Husk det.« Da han havde sagt de ord, følte jeg en ro og fred, fordi jeg følte, at det, han sagde, var sandt.
Da jeg trådte ind i templet, forsvandt den tunge følelse, jeg havde haft. Det føltes som en åndelig omfavnelse, der sagde: »Velkommen, min søn. Jeg har ventet dig.«
Jeg følte, at templet virkelig var Guds hus og ikke bare en smuk bygning. Efter jeg havde udført dåb og bekræftelser, gik jeg udenfor. Jeg kunne mærke, at byrderne vendte tilbage, men nu følte jeg, at jeg havde styrken til at overvinde dem.
Jeg ved, at det forventes af os, at vi forbereder os og lægger alt i Guds hænder og gør vores bedste for at komme i templet. Så velsigner Gud os i overflod.