Sidste dages hellige røster
En velsignelse til en fremmed
Illustration: Allen Garns
Nogle år efter min familie og jeg tilsluttede os Kirken, blev jeg kaldet til at tjene i Port Harcourt-missionen i Nigeria. Kort tid efter jeg var ankommet til mit første område, gik min kammerat og jeg ud en solskinsdag for at forkynde og kontakte folk.
Da vi gik igennem en tæt befolket gade, hørte vi en svag stemme, der kaldte på os fra et område, der var omgærdet af et lavt hegn. Vi så over hegnet og fik øje på en midaldrende mand, der lå fladt på maven ved lågen.
Han bad os om at komme ind, men der var ingen måde at komme ind på. Lågen var låst, og vi syntes ikke, det var rigtigt at klatre over hegnet. Jeg følte mig tilskyndet til at tjekke hængelåsen på lågen igen. Efter nogle få minutter kunne vi fjerne hængelåsen udefra og åbne lågen. Vi kunne se, at manden var syg, og ingen havde taget sig af ham. Han forklarede, at han havde været syg og haft så store smerter, at han ikke kunne stå op.
Da vi havde talt lidt med ham, fulgte vi ham, mens han krøb tilbage til sit hus. Han spurgte, om vi ville bede for ham, og vi tilbød at give ham en præstedømmevelsignelse. Da vi lagde vores hænder på hans hoved, fik jeg en klump i halsen og kunne ikke sige et ord. Der kom en frygt over mig, og jeg begyndte at ryste og svede samtidig med, at tårerne løb ned ad mine kinder. Jeg kæmpede for at bede højlydt, så jeg bad i mit hjerte om, at vor himmelske Fader ville løsne min tunge i henhold til sin vilje.
Og pludselig kunne jeg tale igen. Jeg vidste, at jeg talte, men jeg havde ingen kontrol over ordene. Jeg kunne bare høre min stemme bede vor himmelske Fader om at helbrede denne plagede mand. Inden vi havde sagt amen, var manden faldet i søvn. Vi forlod ham og gik videre til vores andre aftaler, men vi ville vende tilbage på vej hjem for at se til ham.
Vi vendte tilbage og til min store overraskelse kom manden løbende imod os, mens han råbte: »Det virkede! Det virkede!« Vi blev så overvældet af glæde, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage.
Ved nadvermødet den følgende søndag blev biskoppen pludselig stille, da han stod på talerstolen og stirrede direkte på døren. Vi vendte os om og så den mand, vi havde velsignet. Biskoppen kendte ham og var overrasket over at se ham i kirken. Fra da af begyndte manden at komme regelmæssigt til nadvermøder og andre menighedsmøder. Senere blev jeg forflyttet fra området.
Det er mig forunderligt, hvordan Gud udvirkede et mirakel den dag, og jeg er ydmyg over det faktum, at vor himmelske Fader fandt mig værdig. Jeg ved, at vi var redskaber i Guds hænder. Velsignelsen ved at blive helbredt blev den mand til del, men velsignelsen med et vidnesbyrd og glæde blev mig til del.