Tanker og overvejelser
Våget over af vor himmelske Fader
Foto: Tobias Keller/Unsplash
Inden min far blev ramt af Alzheimer, havde han altid en historie eller sang til sine børn. Jeg kan huske, at han sad i sin store stol og vuggede min lillebror på skødet, mens hans bløde stemme fyldte rummet med historier fra hans ungdom – det var alt fra at passe køer med hans kat rundt om nakken til at glide ned ad de røde klipper i Escalante i Utah i USA. Når så min brors øjne begyndte at blive tunge, holdt han inde med historierne, og så sang han den samme cowboy-vuggevise:
Luk dine trætte øjne, min lille hestedreng,
medens vor himmelske Fader våger over dig.
Nu er det tid til at sove, endnu en dag er forbi.
Så sov nu, min lille hestedreng.1
Nu er min lillebror selv far, og min far ligger i en hospitalsseng i San Diego i Californien i USA. Selv om han ser palmer, tror han, at han er en dreng, der skal passe vandingssystemet i rækkerne med majs, tomater og grønne bønner. Men det er han ikke. Han er døende.
Dag efter dag samles min mor, mine brødre og min søster omkring hans seng. Min mor ringer hjem til mig, der bor i bjergene i Utah. Hun fortæller, at når hun viser min far gamle familiefotos, spreder der sig et smil i hans indsunkne ansigt. Andre gange vandrer hans for længst afdøde brødre ud og ind af hans sind og hjerte. Hun prøver at få ham til at spise noget, men han nægter. Han fortæller hende, at hans brødre har fanget nogle ørreder, og han er nødt til at tage sig af hestene inden middag.
En for en har vi hver især sluttet fred med at vide, at når han en dag går videre fra dette jordeliv, vil vores far blive »ført hjem til den Gud, der gav [os] livet … [til] paradis, en tilstand af hvile, en tilstand af fred, hvori [han] skal hvile fra alle [sine] besværligheder og fra al bekymring og sorg« (Alma 40:11-12).
Jeg ringer til min mor, og hun rækker telefonen til min far. Til min overraskelse begynder han at synge for mig: »Luk dine trætte øjne, min lille hestedreng, medens vor himmelske Fader våger over dig.«
Jeg er ikke sikker på, at min far ved, hvem jeg er. Det gør han sikkert ikke, men denne sang kom som en gave, der glider ind i mit hjerte. Jeg græder af taknemlighed over min himmelske Faders nåde og for hans frelsesplan. Vuggevisen er snart forbi, og jeg kan se for mig, at min fars øjne falder i. Øjeblikket er forpasset, men jeg finder håb i, at døden er en del af Guds plan for at føre os hjem til ham. Jeg tror på Guds plan og på hans kærlighed til os, når vi forlader dette liv. Jeg hvisker: »Godnat, far. Læg dig til at sove. Vor himmelske Fader våger over dig.«