Tjeneste i Kirken
Alene i tjeneste i Sarajevo
Forfatteren bor i Rheinland-Pfalz i Tyskland.
Om søndagen sang, bad og holdt jeg taler for mig selv. Ville der også begynde at komme andre medlemmer?
Illustration: Mia Price/Shannon Associates
Som en del af det tyske militær tilbragte jeg mere end halvdelen af 1999 i Sarajevo, hovedstaden i Bosnien-Hercegovina. Der fulgte store udfordringer og lange dage med min militærtjeneste, men jeg tog mig altid tid til at komme i kirke i en lille kirke, der blev brugt af forskellige trosretninger i vores lejr på 750 mand.
Da jeg ankom til kirken en søndag eftermiddag, opdagede jeg, at dørene var låst. Jeg fandt ud af, at de andre medlemmer af Kirken i lejren var blevet forflyttet. Jeg blev skuffet, for jeg havde set frem til komme i kirke og tage nadveren. Før jeg kom til Sarajevo havde jeg haft travlt med at tjene som grenspræsident i Tyskland og kunne tage del i nadveren jævnligt.
Adskillige uger senere fik jeg til opgave at følge med min general på et besøg hos en amerikansk deling. Under frokosten var der en amerikansk kaptajn, der havde set mig tale med nogle andre soldater, der spurgte, om jeg var medlem af Kirken. Da jeg bekræftede, at jeg var, gav han mit navn og kontaktoplysning til en seniorgruppeleder i Kirken der.
Snart blev jeg kontaktet af bror Fisher. Efter et interview indsatte han mig som gruppeleder af Kirken i Sarajevo med den opgave at stifte en gruppe. (En gruppe er en kirkeenhed i militær sammenhæng, der svarer til en gren).
Jeg begyndte med at sætte mødetider op på opslagstavler og sendte invitationer ud og håbede på at finde andre sidste dages hellige i militærlejren i Sarajevo. I de første uger kom der ikke andre. Så om søndagen sang, bad og holdt jeg taler for mig selv. Jeg fulgte retningslinjerne for ledere og medlemmer i militæret, så jeg kunne velsigne og tage nadveren uden endnu en præstedømmebærer. Det gav mig stor glæde.
Jeg holdt mine ensomme møder på engelsk, for jeg ville gerne blive bedre til engelsk. Den første tale, jeg holdt, handlede om Joseph Smith. Der var ikke andre at se i rummet, men jeg kunne mærke tilstedeværelsen af andre. Helligånden styrkede mig og åbenbarede for mig, hvor vigtigt det var for Herrens værk at begynde på ny på dette sted.
Få uger efter jeg havde holdt mit første søndagsmøde, kom der en ung amerikansk soldat ind i kirken. Hun var blevet døbt nogle få måneder forinden. Jeg blev så glad! To uger senere kom der endnu en søster. Så kom der to brødre. Med Herrens hjælp begyndte Kirken at vokse i Sarajevo.
Nu har Kirken en gren i Sarajevo. Når jeg tænker tilbage på min tid der, tænker jeg over den hæder, Herren viste mig ved at lade mig tjene på den specielle måde – og være et lille hjul i hans store værk og vide: »Af det, som er småt, udspringer det, som er stort« (L&P 64:33).