Generhvervelse af mine pagter

Navnet er tilbageholdt

Jeg lærte at påskønne mine pagter, efter jeg havde prøvet at miste dem gennem udelukkelse.

Jeg var opvokset i Kirken, og jeg blev døbt og bekræftet som otteårig. Evangeliet var en livsstil for mig og de fleste mennesker omkring mig. Helligånden var noget meget velkendt i mit liv.

Da jeg blev udelukket, kunne jeg næsten håndgribeligt mærke, at den forlod mig. Jeg følte, at mine tanker blev uklare og langsomme, og det var forvirrende og svært at træffe beslutninger. Jeg blev nervøs og havde svært ved at finde fred.

Jeg havde aldrig forestillet mig, at det ville ændre mit liv fuldstændigt at miste mit medlemskab. Jeg kunne ikke længere bære min tempelklædning eller komme i templet. Jeg kunne ikke betale tiende, have en kaldelse, deltage i nadveren eller bære mit vidnesbyrd eller bede i kirken. Jeg havde ikke længere Helligåndsgaven. Men vigtigst af alt var jeg ikke længere i pagtsforhold med min Frelser gennem dåbs- og tempelordinancer.

Jeg var fortvivlet og bange. Mine tre børn var henholdsvis 16, 14 og 12 år. De var det, jeg ville efterlade mig, og jeg ville så gerne efterlade dem med en arv af håb. Jeg satte mig ned med dem og forklarede, at skulle det ske, at jeg døde, inden jeg blev døbt igen, skulle de udføre ordinancen igen for mig, lige så snart det var tilladt. Jeg var bange for, at jeg ikke længere havde velsignelserne ved at holde min dåbspagt, og jeg bekymrede mig for ikke at kunne blive vasket ren igen.

Min vej tilbage

Jeg havde aldrig sat spørgsmålstegn ved, om Kirken var sand, og at evangeliet var sådan, jeg ønskede at leve mit liv, så jeg fortsatte med at gå i kirke. Jeg ville gerne have, at vor himmelske Fader vidste, at jeg elskede ham, og jeg var ked af det, jeg havde gjort. Jeg gik i kirke hver uge, selv det var meget svært. Folk i menigheden opførte sig akavet over for mig, og der var næsten ingen, der ville tale med mig. Men der var en speciel ung pige med Downs syndrom, der hed Holly, der var særlig kærlig. Når jeg kom ind i kirkesalen, kom hun hver søndag løbende hen til mig og omfavnede mig og sagde: »Hvor er det godt at se dig! Jeg elsker dig.« Jeg følte, at hun handlede på vegne af Frelseren, der lod mig vide, at han var glad for, at jeg var der.

Det var især svært at lade nadveren gå forbi uden at være i stand til at tage del i den, for jeg vidste, at jeg ikke kunne modtage velsignelserne. Det er en stor velsignelse at tage nadveren. Det er en utrolig velsignelse at blive gjort ren gennem Frelserens kraft og hans sonoffer, at blive tilgivet for vores synder, og hvor vi kommer til kort, uge efter uge, og i kærlighed og trofasthed forny vores pagt om altid at erindre vor Frelser og holde hans bud.

Fordi det var så vigtigt for mig at betale tiende, åbnede jeg en bankkonto og satte min tiende ind hver måned. Jeg havde brug for, at Herren vidste, at selvom han ikke kunne modtage min tiende lige nu, ville jeg gerne betale den. På det tidspunkt var jeg alene med mine tre teenagedøtre, og jeg følte, at jeg havde brug for de velsignelser, der lå i at vise Herren min villighed til at betale tiende, selvom jeg ikke kunne. Jeg er sikker på, at vi blev meget velsignet på grund af det.

Gengivne velsignelser

Jeg blev døbt igen lidt over et år efter, jeg var blevet udelukket. Det var en lettelse at komme op af vandet og vide, at nu var Jesus min talsmand, min makker. Han havde betalt for mine synder, og jeg var atter i et pagtsforhold med ham. Jeg var fyldt af taknemlighed!

Jeg fik Helligåndsgaven igen. Igen følte jeg den håndgribeligt nær: min kære ven var tilbage! Jeg ville så gerne lade være med at skubbe ham væk igen.

Jeg lukkede min bankkonto med min tiende, skrev en check og gav den begejstret til min biskop.

Fem år senere kunne jeg få mine tempelvelsignelser igen. Jeg følte mig så lettet og taknemlig. Atter engang følte jeg mig omhyllet af kærlighed og beskyttet af de pagter, jeg havde indgået i templet.

Nu er jeg beseglet til en mand, der forguder mig og jeg ham, og sammen arbejder vi aktivt på, at vores pagtsforhold vil vare i al evighed.

Skyldfølelsens tunge åg

I de 20 der nu er gået siden, er jeg sommetider blevet ramt af en dyb følelse af skyld, der er skyllet ind over mig og har forårsaget stor sorg og bekymring. Jeg har spekuleret på, om jeg har gjort nok for at omvende mig, og om jeg virkelig var blevet tilgivet. Det er kun nogle få år siden, jeg havde følelser, der lignede dem, som Alma den Yngre beskrev i Alma 36:12-13:

»Jeg blev martret af evig pinsel, for min sjæl blev i højeste grad revet op og martret af alle mine synder.

Ja, jeg erindrede alle mine synder og misgerninger, for hvilke jeg blev pint med helvedes smerter; ja, jeg indså, at jeg havde sat mig op imod min Gud, og at jeg ikke havde holdt hans hellige befalinger.«

En dag knælede jeg ned i bøn og sagde: »Fader, har jeg gjort nok? Jeg vil gøre alt, jeg er nødt til for, at dette bliver taget fra mig.« Så ventede jeg og lyttede med hjertet.

Svaret kom meget klart: »Du har gjort nok.« Jeg blev overvældet af ren glæde. Jeg kunne ikke holde op med at smile, og glædestårerne fik frit løb. Jeg tog mig selv i at pjatte hele dagen. Al skyld og skam var forsvundet.

Igen tænkte jeg på Alma den Yngres erfaringer:

Jeg kunne »ikke mere erindre mine smerter, ja, jeg blev ikke mere revet op ved erindringen om mine synder.

Og åh, hvilken glæde og hvilket forunderligt lys så jeg ikke, ja, min sjæl blev fyldt af glæde, lige så overordentlig stor som min smerte havde været!« (Alma 36:19-20).

Min rejse for at genvinde mit medlemskab af Kirken og mit pagtsforhold med Frelseren var både hjerteskærende og ømtålelig. Jeg kom igennem den prøve med en viden om, at Jesu Kristi sonoffer er det mest dyrebare. Det har næsten taget mig 20 år at lægge fortidens skyld og skam ved min udelukkelse bag mig og finde styrken til at dele mine erfaringer med andre. Jeg håber, at min erfaring inspirerer andre til at finde modet til ændre sig og række ud mod andre, som ønsker en forandring. Jeg kan uden gran af tvivl vidne om, at Kristi sonoffer er vitterligt. Hans kraft kan ikke alene ændre vores liv til det bedre, men til det allerbedste.

Jeg elsker at være medlem af Kirken. Det er en uvurderlig gave og en utrolig velsignelse i mit liv. Det vil jeg ikke være foruden igen.