Kvindekonferencen 2017
Nogle rejste langt
Igen i 2017 blev der afholdt kvindekonference i Odense for Kirkens kvinder fra både Aarhus og Københavns stave. Enkelte havde været 5 timer undervejs, men det gjorde ikke noget, fortalte de, for de fik olie på lampen til igen at kunne stå sikkert og fast i livets storme.
Her er et kort resume fra en vidunderlig dag.
Stavspræsident Kreiberg talte om at følge i Kristi fodspor. Nogle gange kan det være svært at vandre på stien. Det kræver energi, men Kristus vil være der sammen med os. Han er vores forbillede. Præsident Kreiberg opfordrede os til at tage imod ældste Ballards opfordring til at finde én ting og fikse det, samt at de fodspor, vi afsætter, vil være fodspor, som andre ønsker at følge.
En påmindelse
Søster Marlene Olsen fra Ålborg Menighed talte om de tanker, hun havde gjort sig omkring, hvordan hun ville ønske, at hun ville have handlet, hvis hun havde levet på Kristi tid. Hun fortalte, at vi lever i en tid, hvor vi gerne vil udstråle det at være perfekt, og at vi sammenligner os med andre. Hun mindede os om, at vi fra Gud ved, at hverken vi eller andre er fuldkomne. Det er derfor vigtigt, at vi ikke har travlt med at fortælle den perfekte historie, men hun opfordrede os kvinder til at læne os op ad hinanden. Hun oplever, at det at være besøgslærer er en helende oplevelse, hvor hun både tjener, men også bliver betjent.
Undgå stress
Søster Line Colvig Eriksen fra Gladsaxe 2. Menighed, 1. rådgiver i HF, Københavns Stav, talte om, hvordan stress og depression fysisk påvirker vores krop. At vi i vores tankemønster også skal give os selv lov til at vælge fra, ikke analysere alle ting eller have travlt med at placere skyld, men at det er vigtigere, at vi giver en skulder til dem, der har behov. Hun fortalte om sin egen oplevelse med stress.
To om tillid og ansvar
Søster Kirstine Frigast Larsen fra Frederiksberg Menighed, 2. rådgiver i HF, Københavns Stav, talte om betydningen af, at vi siger ja/nej, og at det har betydning for vores prioriteter. Det er vigtigt, at vi viser tillid til Gud, fordi det giver os fred og glæde og bringer os nær til Herren.
Søster Jeanett Ørtegren fra Frederikshavn Gren talte om, at Herren kender os. Som forældre har vi et ansvar for vores børn, også selvom de træffer valg, som vi ikke synes om. Det er vigtigt, at vi støtter vores børn og bevarer en naturlig kontakt til dem.
De to præsidenter
Københavns Stavs hjælpeforeningspræsident Eva Stokholm talte om Hjælpeforeningens reviderede formål. Fortalte eventyret af H.C. Andersen »Verden dejligste rose« og sammenholdt det med Hjælpeforeningen.
Aarhus Stavs hjælpeforeningspræsident Lise Jensen talte om, at ved at stole på Herren kan vi åbne vores hjerte, finde fred og tilgive. Hun opfordrede til, at når man befandt sig i prøvelser ikke spurgte »Hvorfor mig?«, men »Hvad kan jeg lære?«
Det var en skøn konference, og vi siger på gensyn i 2018, hvor Kvindekonferencen afholdes i september.