Evangeliske klassikere
Den strålende søndag morgen
Fra en tale holdt ved oktoberkonferencen 2006.
Den dag sprængte den opstandne Herre dødens bånd. Han opstod fra graven og viste sig i storslået triumf som hele menneskehedens Frelser.
Jeg ved, at opstandelsen er den fuldendte genforening af ånd og legeme …
Kan I forestille jer det? I vores bedste alder? Aldrig syge, aldrig smerteramte, aldrig bebyrdet med de dårligdomme, der så ofte plager os i jordelivet?
Opstandelsen er en del af kernen i vores tro som kristne …
Da Frelseren rejste sig fra graven … gjorde han noget, ingen andre kunne gøre. Han brød dødens bånd, og ikke alene for sig selv, men for alle, som nogensinde har levet – retfærdig som uretfærdig …
Han gjorde den gave tilgængelig for alle. Og med den himmelske handling afbødede han den ødelæggende, altfortærende sorg, der gnaver sig helt ind i sjælen hos dem, der har mistet deres kære.
Jeg tænker på, hvor dyster den fredag var, hvor Kristus blev løftet op på korset …
Jorden [rystede], og det blev mørkt.…
De onde mænd, der havde stræbt ham efter livet, frydede sig …
Den dag blev forhænget i templet gennemflænget.
Maria Magdalene og Maria, Jesu mor, blev begge overvældet af sorg … Den enestående mand, som de havde elsket og æret, hang livløs på korset …
Apostlene var knuste. Jesus, deres Frelser – manden, som havde gået på vandet og oprejst de døde – var selv overladt til ugudelige menneskers nåde …
Det var en fredag fyldt med en knusende, altfortærende sorg …
Jeg tror, at af alle dage, siden denne verdens historie begyndte, var den fredag, hvor Frelseren blev korsfæstet, den mest dystre.
[Men] fortvivlelsen varede ikke ved, for om søndagen sprængte den opstandne Herre dødens bånd. Han opstod fra graven og viste sig i storslået triumf som hele menneskehedens Frelser.
Og på et øjeblik blev øjnene, der havde været fyldt med endeløse tårer, tørre. De læber, der i fortvivlelse og sorg havde hvisket bønner, fyldte nu luften med vidunderlig lovprisning, for Jesus Kristus, den levende Guds Søn, stod foran dem … som bevis på, at døden blot er begyndelsen til en ny og vidunderlig tilværelse.
Vi oplever alle vores egne fredage – dage, hvor hele universet synes at ryste, og vores verden knuses som potteskår …
Men jeg vidner i den Enes navn, ham, der overvandt døden – om at det bliver søndag igen. Midt i sorgens mørke bliver det søndag igen …
Vores sorg til trods bliver det søndag igen. I dette liv eller det næste bliver det søndag igen.
Jeg vidner for jer om, at opstandelsen ikke er et eventyr. Vi har personlige vidnesbyrd fra dem, der så ham. Tusinder i den gamle og i den nye verden så den opstandne Frelser. De rørte ved sårene i hans hænder, fødder og side …
Efter opstandelsen blev disciplene vakt. De rejste rundt om i verden … og vidnede frimodigt om Jesus Kristus, den levende Guds opstandne Søn.
Mange af dem … led martyrdøden med et vidnesbyrd om den opstandne Kristus på deres læber, da de udåndede.
Opstandelsen ændrede livet for dem, der bevidnede den. Bør den ikke også forandre vores?
Vi vil alle rejse os fra graven …
På grund af verdens Frelsers liv og evige offer bliver vi genforenet med dem, vi har holdt af …
På den dag vil vi fryde os over, at Messias overvandt alt, så vi kan leve for evigt.
På grund af de hellige ordinancer, vi modtager i hellige templer, kan vores afgang fra dette liv på jorden ikke holde os adskilt længe fra forhold, der er knyttet af evige bånd.
Det er mit højtidelige vidnesbyrd, at døden ikke er eksistensens endeligt …
Må vi forstå og leve i taknemmelighed for de uvurderlige gaver vi som vor kærlige himmelske Faders sønner og døtre har fået og for løftet om den strålende dag, hvor vi alle i triumf vil rejse os fra graven …
Uanset hvor mørk og dyster vores fredag er, kommer søndag.