I løbet af sit liv på jorden foretog Frelseren mange rejser – hans rejse ud af Betlehem og til Egypten som lille barn, hans 40-dages vandring i ørkenen, de mange rejser til forskellige byer, landsbyer og hjem for at undervise, helbrede og velsigne og mange andre. Men der er en rejse, som Frelseren måtte foretage alene, og det var en rejse, som kun han kunne udstå.
»Påskesøndag fejrer vi den længst ventede og mest glorværdige begivenhed i verdenshistorien.
Det er den dag, der ændrede alt.
Den dag ændrede mit liv sig.
Jeres liv ændrede sig.
Alle Guds børns skæbne ændrede sig.«
Præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, »Nådens gave«, Liahona, maj 2015, s. 107.
Lidelse uden sammenligning
O min Fader, af Simon Dewey
»Ingen dødelig kan fuldt ud fatte, hvad Kristus gjorde i Getsemane.
Vi ved, at han svedte bloddråber fra hver pore, mens han tømte det bitre bæger, som hans Fader havde givet ham.
Vi ved, at han led, både på legeme og ånd, mere end det er muligt for noget menneske at lide uden at dø af det.
Vi ved, at hans lidelser, på en måde, der er ufattelig for os, tilfredsstillede retfærdighedens krav, forløste angerfulde sjæle fra syndens lidelser og straf og skænkede barmhjertighed til dem, der tror på hans hellige navn.
Vi ved, at han lå udstrakt på jorden, mens den uendelige byrdes pinsler og smerter fik ham til at skælve og ønske, at han ikke skulle drikke det bitre bæger.«
Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum, »Getsemanes rensende kraft«, Stjernen, aprilkonferencen 1985, s. 8.
Personlig anvendelse: Selvom vi måske ikke indser det, led Frelseren alle former for smerte under forsoningen. Han forstår enhver fysisk smerte, lige fra et brækket ben til den mest alvorlige kroniske lidelse. Han følte mørket og fortvivlelsen i psykiske lidelser som depression, angst, afhængighed, ensomhed og sorg. Og han kunne mærke ethvert åndeligt sår, for han påtog sig alle menneskehedens synder.
Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »I et øjebliks svaghed kan vi måske sige: ›Ingen ved, hvordan det er. Der er ingen, der forstår det.‹ Men Guds Søn kender og forstår os fuldt ud, for han følte og bar vores personlige byrder« (»Bære deres byrder med lethed«, Liahona, maj 2014, s. 90).
Han var den eneste egnede
Procession til Golgata, af Bernardo Cavallino, Chrysler Museum of Art
»Kun Guddommen kunne gøre det, som han gjorde. Som Faderens enbårne Søn i kødet arvede Jesus guddommelige egenskaber. Han er det eneste menneske, som nogen sinde er eller vil blive født, der kunne udføre denne afgørende og guddommelige gerning. Som det eneste syndfri menneske, der nogensinde har levet på jorden, var han ikke underlagt den åndelige død. Da han også var en guddom, besad han også magt over den fysiske død. Således gjorde han det for os, som vi ikke selv kunne gøre. Han brød dødens kolde greb. Han gjorde det også muligt for os at opnå den største og mest fredfyldte trøst fra Helligåndsgaven.«
Præsident James E. Faust (1920-2007), andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, »Forsoningen: Vores største håb«, Liahona, jan. 2002, s. 20.
Personlig anvendelse: Gennem sin forsoning løsnede Frelseren dødens bånd og forløste os alle fra vores synder, så hvert eneste menneske kan få evigt liv. Han var den eneste, som var i stand til at udføre så kolossal og umulig en opgave. Når vi møder alvorlige udfordringer, kan vi finde trøst i at vide, at Frelseren gjorde det umulige muligt.
Han vendte ikke om
Begravelsen, af Carl Bloch
»På en høj kaldet Golgata blev hans sårede legeme naglet til et kors, mens hjælpeløse tilhængere så på. Ubarmhjertigt blev han hånet, forbandet og spottet …
Kvalfulde timer gik, mens hans liv ebbede ud. Fra hans brændende læber lød ordene: ›Fader, i dine hænder betror jeg min ånd. Da han havde sagt det, udåndede han‹ …
I sidste øjeblik kunne Mesteren være trådt tilbage. Men det gjorde han ikke. Han steg ned under alt, så han kunne frelse alt. Hans livløse legeme blev hurtigt, men blidt anbragt i en lånt grav.«
Præsident Thomas S. Monson (1927-2018), »Han er opstået!«, Liahona, maj 2010, s. 89.
Personlig anvendelse: Frelseren led oprivende smerte, ensomhed og fortvivlelse, men han udholdt alligevel og færdiggjorde sin rejse på jorden med ynde – han bad tilmed sin Fader om at tilgive dem, der korsfæstede ham. På grund af hans fuldkomme forbilledlighed kan vi møde vores prøvelser og modgang med ynde, og med hans hjælp kan vi holde vel ud til enden.
Mange vidner om hans opstandelse
Kvinde, hvorfor græder du? af Mark R. Pugh
»Jeg tror på de mange vidner til Frelserens opstandelse, hvis oplevelser og vidnesbyrd findes i Det Nye Testamente – blandt andet Peters og De Tolvs og kære, rene Maria Magdalenes. Jeg tror på de vidnesbyrd, der findes i Mormons Bog – blandt andre på apostlen Nefis tillige med den unavngivne skares i landet Overflod. Og jeg tror på Joseph Smiths og Sidney Rigdons vidnesbyrd, som efter mange andre vidnesbyrd udtalte denne sidste uddelings store vidnesbyrd: ›At han lever! For vi så ham.‹ Jeg står selv som vidne under Herrens altseende øje om, at Jesus af Nazaret er den opstandne Forløser, og jeg vidner om alt det, der er en følge af den kendsgerning. Må I modtage overbevisningen og trøsten ved det samme vidnesbyrd.«
Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum, »Jesu Kristi opstandelse«, Liahona, maj 2014, s. 114.
Personlig anvendelse: Selvom vi ikke er blandt dem, som så Forløserens opstandne og fuldkomne legeme, kan vi alligevel stå som vidner om ham i dag. Han kan altid være det fokus, vi har i livet, uanset hvilken tid eller hvilket sted vi befinder os i og på. Hver gang vi tilbyder vores hjerte og hænder for at hjælpe andre, viser mildhed, venlighed og respekt mod alle, forsvarer sandheden og bærer vores vidnesbyrd om evangeliet, står vi som sande vidner om Jesus Kristus.
Vi behøver ikke at gå alene
Udsnit af Gå med mig, af Greg Olsen, må ikke kopieres
»En meget stor trøst ved denne påske er, at fordi Jesus gik en så lang og ensom vej fuldstændigt alene, behøver vi ikke gøre det. Hans ensomme rejse købte os dejligt selskab på vores lille version af den sti – vor Fader i himlens barmhjertige omsorg, det aldrig svigtende selskab af denne elskede Søn, Helligåndens fuldendte gave, engle i himlen, familiemedlemmer på begge sider af sløret, profeter og apostle, lærere, ledere og venner. Alle disse og mange flere er givet os som ledsagere på vores jordiske rejse på grund af Jesu Kristi forsoning og gengivelsen af hans evangelium. Fra Golgatas top er sandheden forkyndt om, at vi aldrig vil blive efterladt alene eller uden hjælp, selv når vi sommetider kan føle, at vi er …
Må vi … altid stå ved Jesus Kristus ›til alle tider og i alle ting og på alle steder, hvor [vi] måtte befinde [os], ja, indtil døden,‹ for det er vitterligt sådan, at han stod ved os, da det var indtil døden, og da han var nødt til at stå der helt alene.«
Se ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum, »Der var ingen med ham«, Liahona, maj 2009, s. 88.
Personlig anvendelse: Husk denne påske på Frelserens sidste, ensomme rejse. Han ofrede alt, for at I og alle andre mennesker på jorden kan blive rene og opnå evigt liv. Lær af hans fuldkomne eksempel. Hav ham i jeres tanker og hjerte. Og husk altid, at I aldrig er alene. Eftersom han udstod sin rejse helt og aldeles alene, vil han aldrig forlade jer. Hans kærlighed til jer er endeløs og usvigelig, og han står rede til at give jer fred, trøst og håb, efterhånden som I foretager jeres egen rejse. Han forsoningsgave er evig, og den er I blevet givet.