Kapitel tre
Guldpladerne
Dette er kapitel tre i en ny firebindsserie om Kirkens historie med titlen De hellige: Historien om Jesu Kristi Kirke i de sidste dage. Bogserien bliver tilgængelig på 14 sprog på tryk, på appen Evangelisk bibliotek under afsnittet om Kirkens historie og online på hellige.lds.org/dan. De næste kapitler vil udkomme i de følgende numre, indtil bind 1 bliver udgivet senere i år. Disse kapitler bliver tilgængelige på 47 sprog i appen Evangelisk bibliotek og på hellige.lds.org/dan. I kapitel to beskrives Joseph Smiths første syn – hvor han så Faderen og Sønnen i foråret 1820.
Han kaldte mig ved navn, af Michael Malm
Tre år gik, og tre høstsæsoner. Joseph tilbragte de fleste dage med at rydde jord, vende jorden og arbejde som løsarbejder for at skaffe penge til det årlige kontante afdrag på familiens ejendom. Arbejdet gjorde, at han ikke kunne gå i skole ret tit, og han tilbragte det meste af sin fritid sammen med familien eller andre arbejdere.
Joseph og hans venner var unge og sorgløse. Sommetider begik de tåbelige fejl, og Joseph erfarede, at selv om han var blevet tilgivet en gang, betød det ikke, at han aldrig behøvede at omvende sig igen. Ej heller besvarede hans storslåede syn alle spørgsmål eller satte en stopper for hans forvirring for altid.1 Så han prøvede at holde sig tæt til Gud. Han læste i sin bibel, stolede på Jesu Kristi magt til at frelse ham og adlød Herrens befaling om ikke at tilslutte sig nogen kirke.
Som mange andre i området, deriblandt hans far, troede Joseph, at Gud kunne åbenbare kundskab ved hjælp af genstande som stave eller sten, ligesom han havde gjort med Moses, Aron og andre i Bibelen.2 En dag, da Joseph hjalp en nabo med at grave en brønd, faldt han over en lille sten dybt begravet i jorden. Eftersom Joseph var klar over, at folk sommetider brugte særlige sten til at lede efter tabte genstande eller skjulte skatte, spekulerede han på, om det var en sådan sten, han havde fundet. Da han så i den, så han ting, der ikke var synlige for det blotte øje.3
Josephs gave med at bruge stenen imponerede familien, der anså den for at være et tegn på guddommelig gunst.4 Men selv om han havde seergaven, var han stadig usikker på, om Gud var tilfreds med ham. Han kunne ikke længere føle den tilgivelse og fred, han havde følt efter sit syn af Faderen og Sønnen. I stedet følte han sig ofte fordømt på grund af sine svagheder og ufuldkommenheder.5
Den 21. september 1823 lå den 17-årige Joseph vågen i loftrummet, hvor han sov sammen med sine brødre. Han havde været sent oppe den aften og lyttet til sin familie, der havde talt om forskellige kirker og den lære, de forkyndte. Nu sov alle, og der var stille i huset.6
I det mørke rum begyndte Joseph at bede og bønfaldt inderligt om, at Gud ville tilgive ham hans synder. Han længtes efter at føre en tæt samtale med en budbringer, der kunne forsikre ham om hans værdighed over for Herren og give ham den kundskab om evangeliet, han var blevet lovet i lunden. Joseph vidste, at Gud før havde besvaret hans bønner, og han havde fuld tillid til, at han ville svare ham igen.
Da Joseph bad, kom et lys til syne ved siden af hans seng og blev stærkere, indtil det fyldte hele loftrummet. Joseph kiggede op og så en engel stående i luften. Englen havde en sømløs hvid kjortel på, der nåede til hans håndled og ankler. Der strålede lys ud fra ham, og hans ansigt skinnede som lynild.
Først blev Joseph bange, men snart fyldtes han med fred. Englen kaldte ham ved navn og præsenterede sig selv som Moroni. Han sagde, at Gud havde tilgivet Joseph og nu havde et værk, Joseph skulle udføre. Han sagde, at Joseph Smiths navn skulle nævnes for godt og ondt blandt alle folkeslag.7
Moroni talte om nogle guldplader, der lå nedgravet i en nærliggende høj. På pladerne var der indgraveret en optegnelse over et fordums folk, der havde levet i Amerika. Optegnelsen fortalte om deres oprindelse og berettede om Jesu Kristi besøg hos dem og undervisning om evangeliets fylde.8 Moroni sagde, at der sammen med pladerne lå to seersten begravet, som Joseph senere kaldte Urim og Tummim, eller oversættere. Herren havde forberedt disse sten for at hjælpe Joseph til at oversætte optegnelsen. De klare sten var fæstnet til hinanden og fastgjort til et brystskjold.9
Resten af besøget citerede Moroni profetier fra Esajas, Joel, Malakias og Apostlenes Gerninger i Bibelen. Herren ville snart komme, forklarede han, og den menneskelige familie kunne ikke opfylde sit formål med deres skabelse, medmindre Guds fordums pagter først blev fornyet.10 Moroni sagde, at Gud havde udvalgt Joseph til at forny den pagt, og at han, hvis han valgte at være tro mod Guds befalinger, skulle blive den, der åbenbarede optegnelsen på pladerne.11
Før englen tog af sted, befalede han Joseph at drage omsorg for pladerne og ikke vise dem til nogen, medmindre han fik besked på det, og advarede ham om, at han ville blive tilintetgjort, hvis han ikke adlød dette råd. Lys samlede sig derefter omkring Moroni, og han steg til himmels.12
Mens Joseph lå og tænkte over dette syn, strømmede lys igen ind i rummet, og Moroni kom igen til syne og gav det samme budskab som før. Han tog derpå af sted, blot for at vise sig endnu engang og overlevere sit budskab en tredje gang.
»Og nu, Joseph, skal du tage dig i agt,« sagde han. »Når du tager hen for at hente pladerne, vil dit sind fyldes med mørke, og al slags ondt vil storme ind i dit sind for at forhindre dig i at holde Guds befalinger.« For at lede Joseph hen til nogen, der ville støtte ham, tilskyndede Moroni ham til at fortælle hans far om alle hans syn.
»Han vil tro på hvert et ord, du siger,« lovede englen.13
Næste morgen sagde Joseph ikke noget om Moroni, selv om han vidste, at hans far også troede på syn og engle. I stedet tilbragte de morgenen med at høste en mark i nærheden sammen med Alvin.
Det var et vanskeligt arbejde. Joseph prøvede at holde trit med sin bror, når de svang deres leer frem og tilbage gennem det høje korn. Men Moronis besøg havde holdt ham vågen hele natten, og hans tanker blev ved med at kredse om den fordums optegnelse og den høj, hvori de lå begravet.
Han stoppede snart med at arbejde, og det bemærkede Alvin. »Vi må blive ved med at arbejde,« råbte han til Joseph, »ellers bliver vi ikke færdige.«14
Joseph prøvede at arbejde hårdere og hurtigere, men lige meget hvad han gjorde, kunne han ikke holde trit med Alvin. Efter et stykke tid lagde Joseph sen. mærke til, at Joseph så bleg ud og igen holdt pause. »Gå hjem,« sagde han i den tro, at hans søn var syg.
Joseph adlød sin far og tumlede tilbage mod huset. Men da han prøvede at kravle over et hegn, faldt han udmattet sammen på jorden.
Mens han lå der og samlede kræfter, så han Moroni stå over sig endnu engang, omgivet af lys. »Hvorfor fortalte du ikke din far det, jeg fortalte dig?«, spurgte han.
Joseph sagde, at han var bange for, at hans far ikke ville tro på ham.
»Det vil han,« forsikrede Moroni ham om og gentog derpå sit budskab fra den forgangne nat.15
Joseph sen. græd, da hans søn fortalte ham om englen og hans budskab. »Det er et syn fra Gud,« sagde han. »Gør, som du har fået besked på.«16
Luftfoto af Cumorahøjen og området omkring af Craig Dimond
Joseph tog straks af sted til højen. Moroni havde i løbet af natten i et syn vist ham, hvor pladerne lå gemt, så han vidste, hvor han skulle gå hen. Højen, en af de største i området, lå omtrent 5 km fra hjemmet. Pladerne var begravet under en stor, afrundet sten på højens vestside, ikke langt fra toppen.
Joseph tænkte på pladerne, mens han gik. Selv om han vidste, de var hellige, var det svært for ham at undgå at spekulere på, hvor meget de var værd. Han havde hørt historier om skjulte skatte, der blev beskyttet af vogtende ånder, men Moroni og de plader, han beskrev, var anderledes end de historier. Moroni var en himmelsk budbringer udpeget af Gud til at overdrage optegnelsen i sikkerhed til hans udvalgte seer. Og pladerne var værdifulde, ikke fordi de var af guld, men fordi de vidnede om Jesus Kristus.
Alligevel kunne Joseph ikke lade være med at tænke, at han nu vidste, nøjagtigt hvor han kunne finde en skat, der var værdifuld nok til at udfri hans familie af fattigdom.17
Da Joseph nåede hen til højen, fandt han det sted, han havde set i synet, og begyndte at grave ved siden af stenen, indtil kanterne var fri. Han fandt derefter en stor gren og brugte den som vægtstang til at løfte stenen og hive den til side.18
Nede under kampestenen lå en kiste, hvis sider og bund var lavet af sten. Da Joseph kiggede indeni, så han guldpladerne, seerstenene og brystskjoldet.19 Pladerne var fyldt med gammel skrift og bundet sammen i den ene side med tre ringe. Hver plade var cirka 15 cm bred, 20 cm lang og tynd. En vis del af pladerne viste sig også at være forseglet, så ingen kunne læse den.20
Forbløffet spekulerede Joseph igen på, hvor meget pladerne var værd. Han rakte ud efter dem og mærkede et elektrisk stød igennem sig. Han trak hånden til sig i et ryk, men rakte ud efter pladerne to gange mere og fik hver gang stød.
»Hvorfor kan jeg ikke få fat i denne bog?«, råbte han.
»Fordi du ikke har holdt Herrens befalinger,« sagde en stemme i nærheden.21
Joseph vendte sig om og så Moroni. Straks fyldtes hans sind med budskabet fra den forgangne nat, og han forstod, at han havde glemt optegnelsernes sande formål. Han begyndte at bede, og hans sind og sjæl blev åbnet for Helligånden.
»Se,« befalede Moroni. Endnu et syn udfoldede sig for Joseph, og han så Satan omgivet af sine talløse skarer. »Alt dette vises dig, det gode og det onde, det hellige og det urene, Guds herlighed og mørkets magt,« sagde englen, »så du herefter må kende de to magter og aldrig blive påvirket eller overvundet af den onde.«
Han vejledte Joseph til at rense sit hjerte og styrke sit sind for at kunne modtage optegnelsen. »Hvis disse hellige ting skal erhverves, skal det være ved bøn og ved trofast at adlyde Herren,« forklarede Moroni. »De er ikke blevet gemt her for at blive brugt til at samle sig vinding og rigdom for denne verdens æres skyld. De blev forseglet ved troens bøn.«22
Joseph spurgte, hvornår han kunne få pladerne.
»Næste gang det er den 22. dag i september,« sagde Moroni, »hvis du tager den rigtige person med dig.«
»Hvem er den rette person?«, spurgte Joseph.
»Din ældre bror.«23
Lige fra barnsben havde Joseph vidst, at han kunne stole på sin ældste bror. Alvin var 24 år gammel nu og kunne have fået sin egen gård, hvis han ville. Men han havde valgt at blive på familiens gård for at hjælpe sine forældre med at blive etableret og have deres jord som sikkerhed, når de blev ældre. Han var alvorlig og hårdtarbejdende, og Joseph elskede og beundrede ham ud over alle grænser.24
Måske følte Moroni, at Joseph havde brug for sin brors visdom og styrke, for at han kunne blive den slags person, Herren kunne betro pladerne.
Da Joseph kom hjem den aften, var han træt. Men hans familie stimlede sammen om ham, så snart han trådte ind ad døren, ivrige efter at vide, hvad han havde fundet ved højen. Joseph begyndte at fortælle dem om pladerne, men Alvin brød ind, da han bemærkede, hvor udkørt Joseph så ud.
»Lad os gå i seng,« sagde han, »så står vi tidligt op i morgen og går i gang med arbejdet.« De ville få masser af tid i morgen til at høre resten af Josephs historie. »Hvis mor kan få aftensmaden tidligt færdigt,« sagde han, »får vi en god lang aften og kan alle sidde ned og høre dig fortælle.«25
Den næste aften fortalte Joseph, hvad der var sket ved højen, og Alvin troede på ham. Som den ældste søn i familien havde Alvin altid følt sig ansvarlig for sine aldrende forældres fysiske velbefindende. Han og hans brødre var endda begyndt at bygge et større hus til familien, så de kunne få det mere behageligt.
Nu så det ud til, at Joseph skulle sørge for deres åndelige velbefindende. Aften efter aften fængslede han familien med sin tale om guldpladerne og de mennesker, der skrev dem. Familien blev knyttet tættere sammen, og deres hjem fyldtes med fred og glæde. Alle følte, at der skulle til at ske noget vidunderligt.26
Så en efterårsmorgen, under to måneder efter Moronis besøg, kom Alvin hjem med stærke mavesmerter. Sammenbøjet af smerte bad han sin far om at hente hjælp. Da lægen endelig kom, gav han Alvin en stor dosis kridtagtig medicin, men det gjorde det kun værre.
Alvin lå i sengen i dagevis og vred sig i smerte. Eftersom han vidste, at han sandsynligvis skulle dø, spurgte han efter Joseph. »Gør alt, hvad der ligger i din magt, for at få fat i optegnelsen,« sagde Alvin. »Vær trofast med hensyn til at modtage instruktioner og at holde alle de befalinger, du får.«27
Han døde kort tid efter, og sorgen sænkede sig over huset. Ved begravelsen var det eneste, præsten sagde, at Alvin var røget i helvede og brugte hans død til at advare andre om, hvad der ville ske, medmindre Gud greb ind for at redde dem. Joseph sen. var rasende. Hans søn havde været en god ung mand, og han kunne ikke tro på, at Gud ville fordømme ham.28
Da Alvin var borte, talte de ikke mere om pladerne. Han havde været en så pålidelig støtte af Josephs guddommelige kald, at enhver nævnelse af dem fik dem til at tænke på hans død. Familien kunne ikke holde det ud.
Joseph savnede Alvin forfærdeligt og var særligt hårdt påvirket af hans død. Han havde håbet at kunne sætte sin lid til at få sin ældste bror til at hjælpe sig med at få fat i optegnelsen. Nu følte han sig forladt.29
Der står en statue af Moroni på toppen af Cumorahøjentil minde om stedet, hvor Joseph Smith første gang så pladerne med Mormons Bog den 22. september 1823, og fik dem præcis fire år senere.
Da dagen for at vende tilbage til højen endelig oprandt, tog Joseph af sted alene. Uden Alvin var han usikker på, om Herren ville betro ham pladerne. Men han tænkte, han kunne holde alle de befalinger, Herren havde givet ham, sådan som hans bror havde rådet ham til. Moronis instrukser for at få fat i pladerne igen var klare. »Du skal tage dem i hænderne og gå direkte til huset straks,« havde englen sagt, »og låse dem inde.«30
Ved højen vippede Joseph stenen op, rakte ned i stenkisten og løftede pladerne op. En tanke dukkede op i hans sind: De andre genstande i kisten var værdifulde og burde skjules, før han tog hjem. Han satte pladerne ned og vendte sig om for at dække kisten til. Men da han vendte sig mod pladerne, var de væk. Forskrækket faldt han på knæ og bønfaldt om at vide, hvor de var.
Moroni viste sig og fortalte Joseph, at han igen havde undladt at følge anvisningerne. Han havde ikke kun sat pladerne ned uden at have sikret dem, han havde også ladt dem ude af syne. Uanset hvor villig den unge seer var til at udføre Herrens værk, var han endnu ikke i stand til at beskytte den gamle optegnelse.
Joseph var skuffet over sig selv, men Moroni gav ham besked om at komme tilbage efter pladerne det følgende år. Han lærte ham også mere om Herrens plan for Guds rige og det store værk, der skulle begynde at rulle frem.
Alligevel luskede Joseph ned ad højen, da englen havde forladt ham, og bekymrede sig over, hvad familien ville tænke, når han kom tomhændet hjem.31 Da han trådte ind i huset, ventede de på ham. Hans far spurgte straks, om han havde pladerne.
»Nej,« sagde han. »Jeg kunne ikke få dem.«
»Så du dem?«
»Jeg så dem, men jeg kunne ikke tage dem.«
»Jeg ville have taget dem,« sagde Joseph sen., »hvis jeg havde været i dit sted.«
»Du ved ikke, hvad du taler om,« sagde Joseph. »Jeg kunne ikke få dem, for Herrens engel ville ikke give mig lov.«32