2020
En mægtig forandring af hjertet
April 2020


Lektier fra Mormons Bog

En mægtig forandring af hjertet

Takket være Jesu Kristi forsoning, kan vi ikke alene blive renset for synd, vi kan også blive kureret for syndighed.

Billede
rusted metal heart

Med Adams fald kom sygdom og synd ind i verden. Begge dele kan være ret fatale i deres respektive sfærer. Af alle sygdomme er der måske ingen så udbredt og ødelæggende som kræft. I visse lande vil mere end en tredjedel af befolkningen udvikle en eller anden form for cancer, og det er skyld i næsten en fjerdedel af alle dødsfald.1 Cancer begynder ofte med en enkelt celle, der er så lille, at den kun kan ses i et mikroskop. Men den er i stand til at vokse og sprede sig hurtigt.

Kræftpatienter gennemgår behandling for at standse eller fjerne kræften. Fuld bedring betyder, at der ikke længere er nogle synlige beviser på sygdommen. Men lægefaglige er dog hurtige til at påpege, at selvom en patient er i bedring, betyder det ikke nødvendigvis, at vedkommende er kureret.2 Så selvom denne bedring giver lettelse og håb, håber kræftpatienter dog altid på noget mere end bedring – de håber på at blive kureret. Fra en kilde lyder det: »For at kunne erklære en kureret for kræft, er man nødt til at vente og se, om kræften kommer tilbage, så tid er en afgørende faktor. Hvis patienten er i bedring i nogle år, kan kræften være kureret. Visse kræftformer kan vende tilbage efter mange års remission.«3

Sygdom og synd

Hvor ødelæggende kræft end er for legemet, er synd lige så ødelæggende for sjælen. Synd begynder almindeligvis i det små – sommetider umærkeligt – men den er i stand til at vokse hurtigt. Den fordærver, lammer og dræber til sidst sjælen. Det er den største årsag – faktisk den eneste årsag – til åndelig død blandt alle skabninger. Behandlingen for synd er omvendelse. Virkningen af ægte omvendelse er 100 procent effektiv, når det handler om at få synderen i bedring eller udvirke syndernes forladelse. Denne syndsforladelse letter og glæder sjælen. Men at modtage syndsforladelse og blive fri for symptomer og eftervirkninger betyder ikke nødvendigvis, at synderen er helt kureret. Der er sommetider noget med faldne menneskers hjerte, der tillader eller gør dem sårbare over for synd. Således kan synden dukke op igen, selv efter mange års fravær. At forblive i bedring eller med andre ord at bibeholde en syndsforladelse er derfor afgørende for at blive helt helbredt.

Renset og kureret

Denne analogi hjælper os til at forstå, at vi rent åndeligt ikke alene må renses for synd, men også kureres for syndighed. Altid at føre krig for at gøre godt imod det naturlige menneskes tendens til at gøre ondt, kan være trættende. Hvis vi er trofaste, vil vi ikke alene sejre, fordi vi med vores vilje har undertvunget vores natur, men fordi vi har indordnet vores vilje under Guds, og han har ændret vores natur.

Kong Benjamin sagde: »For det naturlige menneske er en fjende af Gud og har været det fra Adams fald og vil være det for evigt og altid, medmindre han giver efter for den hellige Ånds tilskyndelser og aflægger det naturlige menneske og bliver en hellig ved Herren Kristi forsoning« (Mosi 3:19). Som svar på dette og andre belæringer sagde kong Benjamins folk: »O, hav barmhjertighed, og anvend Kristi forsonende blod, så vi kan få tilgivelse for vore synder, og vort hjerte kan blive renset« (Mosi 4:2; fremhævelse tilføjet). Da de havde bedt, besvarede Herren deres todelte anmodning. For det første, kom »Herrens Ånd … over dem, og de blev fyldt af glæde, idet de fik forladelse for deres synder og fik fred med samvittigheden« (Mosi 4:23).

Da kong Benjamin så, at hans folk havde fået forladelse for deres synder, tilskyndede han dem til at blive helt helbredt ved at lære dem, hvordan man bevarede syndsforladelsen (se Mosi 4:11-30). »Hvis I gør dette,« lovede han, »skal I altid fryde jer og være fyldt af Guds kærlighed og altid blive ved med at have forladelse for jeres synder« (Mosi 4:12).

Folket troede og forpligtede sig i henhold til kong Benjamins ord, hvorefter Herren besvarede den anden del af deres bøn – at »[deres] hjerte [kunne] blive renset.« I taknemmelighed og lovprisning sagde kong Benjamins folk: »Herren, den Almægtiges Ånd … har bevirket en mægtig forandring i os eller i vort hjerte, så at vi ikke mere har tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt« (Mosi 5:2). Kong Benjamin forklarede, at denne mægtige forandring af hjertet betød, at de var blevet født af Gud (se Mosi 5:7).

»Hvordan er det sket?«

Profeten Alma lærte os, at vi både må omvende os og blive født på ny – født af Gud, forandret i hjertet (se Alma 5:49). Når vi fortsætter med at omvende os, vil Herren slette alle vores synder, og han vil fjerne det, der fra naturens side forårsager eller tillader synd i os. Som Enosh sagde det: »Herre, hvordan er det sket?« (En 1:7). Svaret er enkelt, og alligevel dybt og eviggyldigt. Til dem der er blevet helbredt fra en hvilken som helst tilstand, både fysisk eller åndelig, har Herren erklæret: »Din tro har frelst dig« (se Mar 5:34; En 1:8).

Den mægtige forandring af hjertet, som Alma oplevede, skete i »overensstemmelse med hans tro«, og hans tilhængeres hjerte blev forandret, da de »satte deres lid til den sande og levende Gud« (Alma 5:12, 13). Kong Benjamins folk oplevede en forandring i hjertet »ved tro på [Frelserens] navn« (Mosi 5:7).

Hvis vi vil have den slags tro, hvor vi kan stole på Herren af hele vores hjerte, må vi gøre det, der leder til tro og derefter det, som troen leder os til. Blandt de mange ting, der leder til tro, i kontekst med denne forandring af hjertet, har Herren fremhævet faste, bøn og Guds ord. Og selvom tro leder til mangt og meget, er omvendelse dens første frugt.

Overvej følgende to vers fra Helamans Bog, der belyser disse principper. Først, læser vi, at folket »fastede og bad … ofte og voksede sig … fastere og fastere i troen på Kristus … indtil deres hjerte blev renset og helliggjort, hvilken helliggørelse finder sted som følge af, at de giver deres hjerte hen til Gud« (Hel 3:35). Og af profeten lamanitten Samuel, lærer vi: »De hellige skrifter, ja, de hellige profeters profetier … leder … til tro på Herren og til omvendelse, hvilken tro og omvendelse medfører en forandring i hjertet« (Hel 15:7)

Billede
diamond heart

Stol på Gud

Her kan vi lige standse op og anerkende, at denne mægtige forandring, vi taler om, udvirkes i os, den udvirkes ikke af os. Vi er i stand til at omvende os, ændre vores adfærd, vores indstilling, ja selv vores ønsker og overbevisning, men det ligger uden for vores magt og evne at ændre selve vores væsen. Hvad angår denne mægtige forandring er vi helt og aldeles afhængige af den Almægtige Gud. Det er ham, der nådigt renser vores hjerte og ændrer vores væsen, »efter alt hvad vi [selv] kan gøre« (2 Ne 25:23). Hans opfordring er konstant og sikker: »Omvend[jer] og kom[] til mig med hjertets faste forsæt, og jeg skal helbrede [jer]« (3 Ne 18:32; fremhævelse tilføjet).

Virkningen af at blive helbredt fra syndighed er, at vi »forandres fra [vores] kødelige og faldne tilstand til en tilstand af retfærdighed … og bliver hans sønner og døtre; og således bliver [vi] nye skabninger« (Mosi 27:25, 26). Vores ansigtsudtryk afspejler Kristi lys. Desuden lærer skriften os, at »at enhver, som er født af Gud, ikke synder« (1 Joh 5:18). Det er ikke fordi, vi er ude af stand til at synde, men fordi det nu ikke ligger i vores natur at synde. Det er i sandhed en mægtig forandring.

Man bør lige have in mente, at det at opleve en mægtig forandring af hjertet er en proces, der finder sted over tid og ikke på et tidspunkt. Ændringen sker almindeligvis gradvis, sommetider trinvist umærkelig, men den er ægte, den er stærk og den er nødvendig.

Hvis I endnu ikke har oplevet sådan en mægtig forandring af hjertet, vil jeg spørge jer: Har I omvendt jer og modtaget forladelse for jeres synder? Studerer I de hellige skrifter? Faster og beder I ofte, så I kan vokse jer stærkere og fastere i troen på Kristus? Har I tro nok til at stole på Herren af hele jeres hjerte? Står I standhaftigt i tro? Har I styr på jeres tanker, ord og handlinger og efterlever I Guds bud? Hvis I gør alt dette, vil I altid fryde jer og være fyldt med Guds kærlighed og altid blive ved med at have forladelse for jeres synder. Og hvis I forbliver i bedring, vil I blive helbredt, kureret og forandret!

Jesus Kristus har kraft til at rense os fra vores synder og kurere os fra vores syndighed. Han er mægtig til at frelse, og i den forbindelse er han mægtig til at forandre. Hvis vi overgiver vores hjerte til ham, og udøver tro ved at foretage alle de ændringer, vi er i stand til, vil han udøve sin magt til at udvirke denne mægtige forandring af hjertet (se Alma 5:14).

Noter

  1. Se Stacy Simon, »Facts & Figures 2019: US Cancer Death Rate Has Dropped 27% in 25 Years,« American Cancer Society, 8. jan. 2019, cancer.org.

  2. Se »Remission: What Does It Mean?« webMD.com.

  3. Cathy Sweat, The Gates to Recovery, 2019.

Udskriv