Den vedvarende genoprettelse
Genoprettelsen tog sin spæde begyndelse i den hellige lund for 200 år siden, og den pågår stadig i dag – og vi kan være en del af den.
Mit hjertes ønske (Det første syn), af Walter Rane
Det er en skøn og spændende tid at leve i. Vi er velsignede ved at kunne deltage i store begivenheder i tidernes fyldes uddeling, der er forberedende for Herrens andet komme.1 Vi får ikke alene lov til at se disse forunderlige begivenheder finde sted, vi får også lov til at være en del af dem.2
Vi taler sommetider om genoprettelsen af evangeliet, som om det hele skete på en gang. For 200 år siden indledte det første syn processen, men genoprettelsen endte selvfølgelig ikke der. Herrens arbejde gennem Joseph Smith og hans medhjælpere forløb med oversættelsen af Mormons Bog, præstedømmets gengivelse, organiseringen af Kirken, udsendelse af missionærer, tempelbyggeri, dannelsen af Hjælpeforeningen og så videre. Disse genoprettende begivenheder begyndte i 1820 og fortsatte i løbet af Joseph Smiths liv.
Hvor vidunderlige de ting, som Gud åbenbarede gennem Joseph Smith, end var, så blev genoprettelsen ikke færdiggjort i Josephs livstid. Gennem profeterne efter ham har vi modtaget ting som den vedvarende udvikling af tempeltjenesten, flere skrifter, oversættelse af skrifterne til mange sprog, udbredelsen af evangeliet over hele verden, organiseringen af Søndagsskolen, Unge Kvinder, Primary og præstedømmekvorummer og adskillige justeringer til Kirkens organisation og procedurer.
»Vi er vidner til en genoprettelsesproces,« har præsident Russell M. Nelson sagt. »Hvis I tror, at Kirken er blevet helt genoprettet, så har I blot set begyndelsen af den. Der venter meget mere … Vent bare til næste år. Og året efter. Spis jeres vitaminer. Få jeres søvn. Det bliver spændende.«3
I overensstemmelse med præsident Nelsons udtalelse om, at genoprettelsen fortsætter, har vi set mange markante justeringer i Kirken, efter han er blevet præsident. Blandt dem er omstruktureringen af præstedømmekvorummerne, at omsorg erstatter hjemme- og besøgsundervisning og stiftelsen af en hjemmecentreret, kirkestøttet måde at studere evangeliet på.4 Der er sket flere justeringer siden da, og der vil komme flere.
Et eksempel i Vestafrika
Mit vidnesbyrd om genoprettelsens vedvarende karakter er påvirket af de fem år, jeg brugte på at tjene i det vestafrikanske områdepræsidentskab. Lige siden jeg var en ung mand, har jeg haft et vidnesbyrd om evangeliet. Da jeg boede i Afrika omgikkes jeg med nogle af de første vestafrikanere, der accepterede evangeliet. Jeg så også Kirken sprede sig hurtigt på tværs af kontinentet med hundredvis af menigheder og stave, der blev dannet, templer og kirkebygninger der var fyldt til bristepunktet af trofaste medlemmer, og gode kvinder og mænd tage det gengivne evangelium til sig af hele deres hjerte. Jeg så med egne øjne opfyldelsen af Joseph Smiths profeti om, at Kirken »vil opfylde verden.«5
To sådanne trofaste medlemmer, James Ewudzie og Frederick Antwi, hjalp mig en dag i templet i Accra i Ghana. Adskillige år inden sidste dages hellige missionærer ankom i Ghana, havde James været en del af en gruppe på omkring 1000 mennesker, der brugte Mormons Bog og andre af Kirkens materialer i deres gudstjeneste. De bad om, at Kirken ville komme til Ghana en dag. Han sluttede sig sammen med andre unge mænd, der rejste rundt i Ghana og underviste i det evangelium, man finder i vores materialer. Da missionærerne ankom i 1978, blev han døbt den første dag, der blev udført sidste dages hellige-dåb i Ghana.
Da Fred var nyt medlem, deltog han i en begravelse for en slægtning, der havde været stammehøvding. Der fandt han ud af, at det var familiens plan at gøre ham til ny høvding. Da han vidste, at en sådan position ville tvinge ham til at gøre noget, der stred mod hans overbevisning, skyndte han sig væk efter begravelsen og vendte ryggen til en position, der kunne have givet ham både anseelse og velstand.
Da templet i Accra var blevet indviet, rejste både James og Fred i mere end fire timer hver vej, hver uge for at være tempeltjenere. Da jeg udførte ordinancer med dem, blev jeg overvældet af historiens vingesus, der omgav mig. Da jeg indså, hvordan disse to repræsenterede Kirkens historie i Afrika, havde jeg det som om, jeg udførte disse ordinancer med John Taylor eller Wilford Woodruff eller andre tidlige medlemmer af Kirken.
Det jeg så, erfarede og følte i Vestafrika var en del af det, som Herren sagde til Enok, at der ville ske: »Og retfærdighed vil jeg sende ned fra himlen; og sandhed vil jeg sende frem af jorden for at vidne om min Enbårne … og retfærdighed og sandhed vil jeg lade skylle hen over jorden som med en flodbølge for at indsamle mine egne udvalgte fra jordens fire hjørner« (Moses 7:62).
Jeg så retfærdighed og sandhed skylle hen over det afrikanske kontinent og de udvalgte blive indsamlet fra den del af verden. Mit vidnesbyrd om genoprettelsen blev styrket, fordi jeg så den vigtige del af genoprettelsen finde sted for øjnene af mig.
Jeg så også noget andet om den vedvarende genoprettelse: En levende tro og åndelig energi blandt de afrikanske medlemmer. Jeg har hørt ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum sige: »Kirtland [hvor de sidste dages hellige boede i 1830’erne] findes ikke blot i Ohio. Det findes også i Afrika.« Mange mennesker slutter sig til Kirken i Afrika på grund af deres stærke personlige åndelige oplevelser. Disse nye medlemmer har medbragt åndelig energi og et behov for yderligere evangelisk læring. For dem er genoprettelsen vedvarende i personlig forstand. Efterhånden som de lærer mere og mere om Kirken, fortsætter evangeliets sandheder med at udfolde sig for dem. Det samme gælder enhver af os, når vi fortsætter med at øge vores kundskab om evangeliet.
Tre måder at hjælpe med den vedvarende genoprettelse på
Gud har givet os den storslåede mulighed for at spille en afgørende rolle i dette værk. Herren har sagt, at »legemet [Kirken] har … brug for hvert eneste lem« (se L&P 84:110). Alle medlemmer af Kirken nyder den velsignelse at deltage i denne vedvarende genoprettelse. Hvordan gør vi det?
En måde, vi deltager på, er ved at indgå og holde hellige pagter. Ordinancer, deriblandt tempelordinancer, er formålsløse, medmindre folk faktisk udfører dem og holder de pagter, der er forbundet med disse ordinancer. Søster Bonnie Parkin, tidligere hovedpræsident for Hjælpeforeningen, har sagt: »At indgå pagter er et udtryk for et villigt hjerte, at holde pagter er et udtryk for et trofast hjerte.«6
Ved at indgå og holde pagter forbereder vi os ikke alene på evigt liv, men vi hjælper også med at forberede og styrke det, som Herren kalder »mit pagtsfolk« (L&P 42:36). Vi indgår pagter med Gud og bliver en del af hans pagtsfolk gennem dåb, bekræftelse, nadveren, det Melkisedekske Præstedømme og tempelordinancer.
En anden måde, vi kan deltage i den vedvarende genoprettelse på, er ved at passe de kaldelser og opgaver, vi får. Det er sådan, Kirken bevæger sig fremad. Hengivne lærere underviser børn, unge og voksne om evangeliet. Omsorgssøstre og -brødre tager sig af de enkelte medlemmer af Kirken. Præsidentskaber og biskopråd rådgiver stave, distrikter, menigheder, grene, kvorummer, organisationer, klasser og grupper. Ungdomsledere tager sig af de unge mænd og kvinder. Assistenter og sekretærer nedskriver væsentlig information, der så bliver optegnet i himlen, og en hel masse andre udfører væsentligt arbejde for at forberede folk til evigt liv og Frelserens andet komme.
En af de første missionærer Samuel Smith giver en Mormons Bog væk.
En tredje måde, vi kan deltage i den vedvarende genoprettelse på, er ved at hjælpe med at indsamle Israel. Lige fra genoprettelsens allerførste tid har det været en central del af værket. Som præsident Nelson har sagt, har vi mulighed for og pligt til at bistå i indsamlingen, der finder sted på begge sider af sløret. I sin afsluttende tale ved hans første generalkonference som præsident for Kirken, sagde præsident Russell M. Nelson kortfattet: »Vores budskab til verden er enkelt og oprigtigt: Vi indbyder alle Guds børn på begge sider af sløret til at komme til deres Frelser, modtage det hellige tempels velsignelser, nyde varig glæde og opnå evigt liv.«7
Indsamlingen af Israel på denne side af sløret betyder missionering. Alle dem af os, der kan tjene som fuldtidsmissionær, bør overveje den mulighed nøje. Jeg regner det for en stor velsignelse, at jeg var i stand til at tjene som missionær i Italien på et tidspunkt, hvor Kirken var meget ung der. Vores grene mødtes i lejede lokaler, og vi håbede på, at der en dag ville komme stave og menigheder der. Jeg har set tapre pionerer komme ind i Kirken og lægge grundvolden for Israels indsamling i det storslåede land.
En af dem var Agnese Galdiolo. Vi følte alle Ånden stærkt, da hun blev undervist af missionærerne. Men selvom hun havde følt den Ånd, vidste hun, at hendes familie ville være meget imod, at hun blev døbt. På et vist tidspunkt, hvor Ånden var stærkt til stede, indvilligede hun dog i at blive døbt. Men hun ændrede mening den selvsamme morgen, hvor der var planlagt dåb. Hun kom tidligt hen til det lejede lokale, hvor hun skulle døbes for at fortælle os, at hun ikke kunne gøre det på grund af familiens pres.
Inden hun gik, gik hun med til, at vi lige talte sammen et par minutter. Vi gik ind i et klasseværelse, hvor vi foreslog, at vi bad sammen. Da vi havde knælet ned, spurgte vi, om hun ville bede. Efter bønnen rejste hun sig med tårer i øjnene og sagde: »All right, jeg vil døbes.« Og nogle få minutter senere var hun blevet det. Året efter giftede hun sig med Sebastiano Caruso, og de fik fire børn, der alle har tjent på mission og er fortsat med at tjene i Kirken.
Til Agnese Galdiolos dåb
Agnese og Sebastiano tog også på mission, hvor Sebastiano tjente som missionspræsident. Da jeg tog på endnu en mission i Italien 25 år efter den første, var jeg i stand til at se, hvordan familien Caruso og andre pionerer havde udvidet Guds rige der. Mine missionærer og jeg arbejdede på at opbygge Kirken og drømte om, at der en dag ville blive bygget et tempel. Gæt, hvor glad jeg er for, at vi nu har et tempel i Rom!
Der er få glæder, der kan måle sig med glæden ved missionering. Sikke en velsignelse det er at være født i en tid, hvor vi gladelig kan deltage i den vedvarende genoprettelse ved at hjælpe med Israels indsamling.
Glæden ved missionering er naturligvis ikke forbeholdt fuldtidsmissionærerne. Vi kan hver især bistå ved omvendelse eller aktivering af vores søstre og brødre ved at arbejde hånd i hånd med fuldtidsmissionærerne. Vi har mulighed for at indsamle Israel ved at invitere andre til at komme og se og ved at omgås dem, der bliver undervist.
Det er ved tempeltjeneste og slægtshistorie, at vi kan være med til at indsamle Israel på den anden side af sløret. Det har i årevis været vores hellige ansvar at udføre dette arbejde. Inden Joseph Smith døde, udførte de hellige dåb for de døde, og nogle få modtog deres begavelse og beseglinger. Med fuldførelsen af templet i Nauvoo, begyndte begavelserne for de levende for alvor. Begavelser og beseglinger for afdøde forfædre begyndte også at finde sted i templerne i Utah.
Eliza R. Snow, en nøglefigur i genoprettelsesprocessen, forstod vigtigheden af den del af genoprettelsen. Hun brugte meget tid i Endowment House, og bistod med ordinancerne der.8 Under et hjælpeforeningsmøde i 1869 underviste hun sine søstre: »Jeg har tænkt over det store arbejde, vi skal udføre, ja hjælpe med frelse af både de levende og døde. Vi ønsker at være … passende makkere for guderne og de allerhelligste.«9
Og selvfølgelig er adgangen til tempelordinancer øget dramatisk i takt med opførelsen af mange templer rundt om i verden, og der er flere på vej.
Med de redskaber, vi nu har til rådighed, kan tempeltjeneste og slægtshistorie være en regelmæssig del af vores deltagelse i den vedvarende genoprettelse. Jeg har været interesseret og involveret i slægtsforskning i årevis, men online redskaberne har virkelig øget min succesrate med hensyn til at tage navne med til templet. Jeg har dyrebare minder om at sidde ved et bord i vores lejlighed i Ghana og finde navne på mine europæiske forfædre, som min hustru og jeg kunne tage med til templet i Accra i Ghana. Den glædelige mulighed har fulgt os de andre steder, vi har været.
Gennem profeten Joseph Smith indledte Gud den proces, at »udvirke genoprettelsen af alt, hvorom der ved alle de hellige profeters mund siden verden begyndte er blevet talt« (L&P 27:6). Den genoprettelse er fortsat indtil nu, hvor Gud fortsat åbenbarer, og han vil »endnu … åbenbare mange store og vigtige ting angående Guds rige« (TA 1:9). Jeg er dybt taknemmelig for, at vi får lov til at tage del i den vedvarende genoprettelse.