Trosskildringer
Berglind Guðnason
Árnessýsla i Island
Berglind (til venstre) med sin søster Elín (til højre). Da Berglind stod i den dybeste depression, hun nogensinde havde oplevet, følte hun ikke, at hun kunne fortsætte. Ved at åbne op om sin kamp over for familie og venner, fandt hun åndelig og følelsesmæssig heling ved hjælp af de værktøjer, vor himmelske Fader har tilvejebragt.
Mindy Selu, fotograf
Jeg har kæmpet med depression, siden jeg var 13. På et tidspunkt blev det så slemt, at jeg forsøgte at tage mit eget liv. Jeg kunne ikke mærke noget håb på det tidspunkt. Jeg tænkte, »jeg bliver aldrig lykkelig. Jeg kan aldrig opnå noget som helst.«
Der var en tid, hvor jeg tænkte, at det ville være svaret på mine bekymringer at forlade Kirken, for jeg nærede intet håb om noget som helst. Det er så let at gøre det, man ikke bør gøre, her i Island. Kirken er meget lille her. Da jeg voksede op, var der kun mig og mine søskende i Kirkens klasser. Jeg følte mig ensom, og for en tid kunne jeg ikke lide at komme i kirken.
De fleste mennesker i Island skubber religion fra sig. Folk begynder at drikke i en tidlig alder. Det gjorde jeg, og jeg blev inaktiv i en periode. Det er jeg ikke stolt af, men det er en del af min erfaring, og jeg lærte noget af det. Jeg studerede en tale af ældste Jeffrey R. Holland og syntes godt om, at han sagde: »Fortiden skal man lære af, ikke leve i … Når vi har lært det, vi har brug for at lære … så ser vi fremad og husker på, at tro altid peger mod fremtiden.«1
En dag, hvor jeg virkelig kæmpede, læste jeg min patriarkalske velsignelse. Da jeg læste den, indså jeg, at jeg virkelig har en fremtid. Gud har en plan for mig, og han elsker mig faktisk. At gå i kirke, tage nadveren, læse skrifterne og bede har givet så meget lys og lykke i mit liv. Jeg indså snart, at det faktisk hjælper mig. På samme tid vidste jeg, at jeg altid har ønsket evangeliet i mit liv. Efter alt jeg har været igennem, ved jeg, at evangeliet har reddet mit liv, og det er jeg så glad for.
Det har hjulpet mig meget at tale med min familie og mine venner om min depression. Det har også ført til mere hjælp. Jeg havde ikke lyst til at tage medicin eller gå i terapi. Jeg sagde til mig selv, at jeg havde Gud. Men Gud sørger for mange værktøjer, som medicin og terapi, udover de åndelige ting.
Efter jeg er begyndt at læse mine skrifter mere hver dag og komme Gud nærmere gennem bøn, har jeg fået mange velsignelser og åbenbaringer om, at det er meningen, at jeg skal hjælpe andre. Jeg føler mange af os løber ind i udfordringer med vores mentale helbred, og vi prøver at skjule det. Min depression og mine kampe har lært mig, at det er bedre at åbne op og være i forbindelse med andre. Min ven har for nylig betroet mig, at hun kæmper med depression. Vi talte om det, og vi forstår virkelig hinanden.
Vi lægger ikke altid mærke til, hvad andre kæmper med, men nogen gange går jeg bare rundt og kigger på andre mennesker, og indser, at Gud kender hver og en af os. Han elsker os og ved præcis, hvad vi går igennem. Og vi kan hjælpe hinanden.
Af min kamp mod depression har jeg lært at spørge: »Hvad kan jeg lære af denne prøve?« i stedet for »hvorfor rammer denne prøve mig?« Jeg elsker Eter 12:27, hvor der står, at vores svagheder kan vendes til styrke, hvis vi har tro på Jesus Kristus. Det er altid en trøst for mig.
Vi har alle valgt at komme her til jorden. Vi vidste, at vi ville komme til at lide under prøvelser. Og helt ærligt er det jo det, der gør livet skønt. For vi ved, at der venter noget godt. Vi ved, at følger vi Frelseren gennem hver en svær fase, kan vi få evigt liv og alle de velsignelser, der er i vente for os.
Jeg kan helt klart se, hvordan jeg har ændret mig på grund af depression. Frelserens forsoning er virkelig, mit hjerte er blevet ændret, og jeg er blevet stærkere. Jeg føler, at jeg er blevet et andet menneske, end jeg var før. Folk bemærker det og siger: »Du har ændret dig.« En pige fra skolen sagde tilmed: »Jeg kan se en forandring og et lys i dig.« Det er mærkeligt, for hun er ikke engang medlem af Kirken, og vi har ikke rigtigt talt sammen før.
Da jeg var længst nede med depression, sagde folk til mig: »Det bliver bedre.« Jeg blev så træt af at høre det, men hvor mærkeligt det end lyder, så er det sandt!
Men man er nødt til at ønske, at det bliver bedre. Jeg har lært, at man ikke kan forvente, at det bliver bedre, uden man gør noget. Man er nødt til at ønske at blive lykkelig og tro på, at man har både potentiale og en fremtid. Det er vigtigt at huske på, at man er elsket af så mange mennesker, deriblandt vor himmelske Fader. De er der for at hjælpe dig.
Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har været så glad, som jeg er nu. Nogle dage er stadig svære, men jeg kan håndtere det med de redskaber, som vor himmelske Fader har givet mig. Når jeg kan mærke, at jeg ved at glide ned i depression, fortæller jeg mig selv, at jeg er elsket, at jeg har nogen at tale med og tingene vil blive bedre.
Depression har gjort Berglind mere bevidst om, hvordan vi kan hjælpe hinanden igennem udfordringer. »Gud kender os hver især, han elsker os og han ved præcis, hvad vi alle sammen går igennem. Og vi kan hjælpe hinanden.«
Berglind har oplevet en indre forandring på grund af hendes udfordringer. »Frelserens forsoning er virkelig,« siger hun. »Mit hjerte er blevet ændret, og jeg er blevet stærkere. Jeg føler, at jeg er blevet et andet menneske.«
»Efter jeg er begyndt at læse mine skrifter mere hver dag,« siger Berglind, »har jeg fået mange velsignelser og åbenbaringer om, at det er meningen, at jeg skal hjælpe andre. Jeg elsker Eter 12:27, hvor der står, at vores svagheder kan vendes til styrke, hvis vi har tro på Jesus Kristus. Det er altid en trøst for mig.«