Unge voksne gør en forskel i den vedvarende genoprettelse

Unge voksne har altid spillet en vigtig rolle i arbejdet med frelse.

Når I hører en opfordring fra en leder i Kirken til at deltage i den vedvarende genoprettelse eller hjælpe med Israels indsamling, har I så nogensinde tænkt: »Hvad kan jeg gøre? Jeg er bare et menneske«, »jeg er for ung«, »jeg er ikke gift endnu« eller »jeg ved ikke nok. Hvilken forskel kan jeg gøre?«

Vi får alle den slags tanker fra tid til anden. Men prøv at gøre tvivlen på jer selv tavs, mens I læser de næste få sætninger:

Joseph Smith var kun 22 år, da han begyndte at oversætte Mormons Bog.
Oliver Cowdery var også 22 og John Whitmer var 26 (og ingen af dem gift), da de begyndte at arbejde som skrivere for Joseph.
I 1835, da det første kvorum af De Tolv Apostle blev kaldet, var de i alderen 23 til 35 år.
Mange af de tidlige hellige, der sluttede sig til Kirken og forkyndte evangeliet var unge voksne.

Alt i alt arbejdede Gud igennem unge voksne i den første tid af genoprettelsen af Jesu Kristi evangelium. Folk som jer.

Tænk på det!

Kirken ville ikke være blevet spredt over hele jorden i dag, hvis alle troede, at de ikke kunne gøre en forskel. Og I, ja, jer! I er en del af en udvalgt generation, der skal videreføre genoprettelsen og lede Jesu Kristi Kirke i dag.

I blev sendt hertil. Nu. Af en årsag.

Om vores generation har præsident Russell M. Nelson sagt: »[I] lever i den ›ellevte time‹. Herren har erklæret, at det er den sidste gang, at han kalder sine tjenere til sin vingård for at indsamle de udvalgte fra jordens fire hjørner (se L&P 33:3-6). Og I blev sendt for at deltage i denne indsamling.«¹

Tænk på den styrke af fuldtidsmissionærer – 65.000 – der deler evangeliet hele dagen, hver dag, overalt i verden. Tænk på alle de unge voksne, der indgår pagter i templet, benytter sig af det gengivne præstedømme og tempelvelsignelser og lover at være trofaste, styrke deres familie og opbygge Guds rige på jorden. Tænk på alle de unge voksne, der tjener som ledere i Kirken overalt i verden. Tænk på alle dem, der trænger sig frem for at følge Jesus Kristus til trods for, at alle odds er imod dem. Unge voksne har været en afgørende del af den vedvarende genoprettelse helt fra begyndelsen. Og den vedvarende genoprettelse har været en afgørende del af livet for utallige unge voksne medlemmer af Kirken.

Det betyder genoprettelsen for os

For mange af os har vores deltagelse i genoprettelsen rod i det, vi er blevet undervist i. For Vennela Vakapalli, en ung voksen konvertit fra Andhra Pradesh i Indien, »handler genoprettelsen om at søge åbenbaring. Joseph Smith søgte åbenbaring i skoven. Han adspurgte Herren, han ventede på svar, han var tålmodig. Det er det, jeg elsker.« Vennela forklarer: »Inden jeg hørte om genoprettelsen, vidste jeg ikke meget om at søge åbenbaring. Noget af det største, der fascinerer mig, er, hvor meget tid han brugte på at modtage åbenbaring fra Gud. Det er det, jeg har lært af genoprettelsen.«

Emma og Jacob Roberts, et ungt par fra Utah i USA, mener også, at genoprettelsen handler om »vedvarende åbenbaring« - til os selv og til verden – »at vi kan have en profet, en talsmand for Gud her på jorden, som sørger for, at uanset hvilke udfordringer verden giver, har vi nogle, som arbejder og beder og taler med Gud for at sikre, at vi er beredt og i stand til at møde de udfordringer, en verden i forandring bringer.«

»Der følger megen kundskab med genoprettelsen, som gør mit liv lettere og mindre stresset,« siger Jacob. Det kommer af en vished om, »at der er en Gud, der elsker og våger over os,« siger Emma. »Han er opsat på, at vi er lykkelige. Som unge voksne kan vi sætte vores lid helt til ham og følge ham, fordi vi ved, at hans mål er vores lykke. Vi ved, at vi er evige væsener, og det giver mig en masse håb og tro på, at hvad end jeg gør nu, og hvilke fejl jeg gør nu, så kan jeg stadig omvende mig, og jeg har denne tid til at udvikle mig, og lære.«

Samme type vished hjalp også Ramona Morris, en ung voksen fra Barbados, da hun første gang hørte om genoprettelsen. Blandt andre ting fik hun et vidnesbyrd om, at »vor himmelske Fader er der for os. Genoprettelsen giver bare fred til dem, der har spørgsmål til livet og Guds plan for dem.«

Men selvom genoprettelsen har bragt en klarhed ind i hendes liv, indrømmer hun også, at »det at være så langt væk fra Kirkens hovedsæde, gør det svært at forbinde sig til evangeliet, men fordi jeg ved, at jeg har et stærkt vidnesbyrd om det gengivne evangelium, ved jeg, at selvom jeg er langt væk, kan jeg stadig føle, at jeg er en del af genoprettelsen, og jeg ikke er alene.«

Og det er hun ikke. Unge voksne overalt i verden deltager i genoprettelsen gennem tempeltjeneste, slægtsforskning og missionering. Med den forståelse af personlig åbenbaring, som vi får ved at lære om Joseph Smiths første syn og genoprettelsen, kan vi alle fortsætte med at stræbe efter at kende Guds vilje, og hvilken rolle vi kan spille i den vedvarende genoprettelse.

Unge voksne leder Kirken

Vi er måske nok unge voksne, men vi kan være ledere i Kirken nu. Til trods for, at Janka Toronyi fram Győr i Ungarn er det eneste medlem af Kirken i sin familie, bliver hun styrket af de andre unge voksne, der på forskellig vis deltager i genoprettelsen: »En masse af mine venner har været på mission, og det har været godt at se deres fremgang, og at de så vender hjem og vokser sådan af alle deres erfaringer. Det er stort for os alle. Og det har altid været så dejligt at se mine unge voksne venner tjene i deres kaldelser og måske oven i købet selv skaber muligheder ved for eksempel at være frivillige ledere ved FSY-konferencer (til styrke for de unge). Jeg føler, at gengivelsen ikke altid handler om at undervise folk om evangeliet – det handler om at styrke de medlemmer, vi har.«

De unge voksne i Ungarn forstår, at de er Kirkens fremtidige ledere. »Der er brug for os, og vi er nødt til at leve op til opgaven, hvilket sommetider er overvældende,« indrømmer Janka. »Herren fremskynder værket, og vi er en del af det. Sommetider kan vi tænke, ‘hvordan skal jeg dog klare det her?’ Men det er dejligt at se, at vores ledere har så stor tillid til os. Det er motiverende for dem, der elsker Kirken og har et stærkt vidnesbyrd, for vi ved, at vi en dag får ansvaret. Vi er nødt til at tage ansvar for vores egen åndelige udvikling.

Sean og Stefany Joseph fra Vestaustralien deltager i genoprettelsen ved at hjælpe de unge i deres menighed. »For mig betyder deltagelse i genoprettelsen at hjælpe kommende generationer til at forstå, hvad evangeliet er, og hvordan det kan hjælpe dem og andre,« siger Stefany. »Vi kan hjælpe med at bygge et stærkere fundament for Kirken i vores land til senere.«

»Vi vil gerne hjælpe de unge til at få et vidnesbyrd om Mormons Bog og Joseph Smith og selv indse, at de faktisk er Guds børn,« forklarer Sean. »Vi vil gerne have, at det ikke bare er noget, de sang om i Primary – vi vil gerne have, at de faktisk ved, at det er sandt.«

For Vennela er det ikke altid let at efterleve evangeliet i Indien, men hun ved til gengæld, at styrken blandt de unge voksne medlemmer der vil inspirere andre og være med til at fremme genoprettelsen. »Her er alle de unge voksne meget trofaste. De ser efter muligheder for at bære deres vidnesbyrd,« siger hun. »Vi er ligesom pionerer i Indien. Vi kommer fra forskellige steder, og nogle af os har endda forladt vores familie. Livet kan være en udfordring her, men vi vælger stadig at efterleve evangeliet. Skrifterne giver mig meget håb, styrke og mod.«

Uanset, hvor vi er som unge voksne, kan vi fortsætte med at have stor indflydelse på den vedvarende genoprettelse gennem vores tro og hengivenhed mod evangeliet.

Kirkens fremtid: Det er op til os

Vi er Kirkens fremtid. Vi er i gang med det sidste slag. Vor himmelske Fader stoler på, at vi hjælper ham med at udføre hans værk – hans for evigt livsændrende værk. Han ved, at vi er stærke nok til at blive ved med at trænge os frem og kæmpe mod alt, modstanderen har i ærmet. Og Satan er ved at blive desperat. Han ved, at han er ved at tabe slaget, for Herrens vilje vil stå sin sejr.

»Vi ved, at Herren fremskynder værket, og ingen kan stoppe det,« siger Janka. »Vi ved, at det kommer til at ske uanset hvad. Men vi er nødt til at beslutte os for, om vi vil være en del af det og hjælpe det fremad, eller om vi vil se til fra sidelinjen. Vi kan bruge vores handlefrihed til at være en del af det, og vi har vidnesbyrdet, der gør, at vi kan vælge det rette og vælge at følge Kristus. Vi er nødt til at være en del af det.«

»Så det er op til os at vælge, hvilken side vi er på.

Det er op til os at have modet til at stå for det, vi tror på.

Det er op til os at søge personlig åbenbaring.

Det er op til os at sørge for, at de svære udfordringer, vi møder, vil styrke vores tro på Frelseren.

Det er op til os at følge ham og gøre alt, vi kan, for at føre andre til ham.

Det er op til os at holde ud til enden på den bedste måde, vi kan.

Vi befinder os virkelig i de sidste dage. Og at lede Kirken i det, som præsident Nelson kalder den »mest tungtvejende uddeling i verdens historie«² lyder virkelig som et enormt ansvar. Men tænk over det – vor himmelske Fader stoler nok på os, og han har reserveret os til at være her på jorden i denne specifikke tid, denne tid hvor vi står med utallige fristelser og forstyrrelser og så mange modstridende meninger.

Ved at sende os hertil i denne helt afgørende uddeling, har vor himmelske Fader ikke satset på, at vi ikke løser opgaven. Han kender vores potentiale, vores styrke, vores mod, og han ved, at vi i sidste ende kan gøre en forskel i genoprettelsen af Kirken, vores alder og ægteskabelige status uagtet. Hvor umulige vores prøvelser end måtte synes, eller hvor umuligt det virker at lede og forkynde evangeliet over jorden, hvem kan så stå imod os, hvis Gud er på vores side? Han vil hjælpe os med at opnå det umulige.