Jeg fik min tro et skridt ad gangen
Det tager tid at få et vidnesbyrd. Ofte kræver det en række små oplevelser.
Et af de definerende øjeblikke i mit liv var, da jeg i en alder af 10, brugte to uger på at lære katolsk doktrin i den katolske mission Loreto Roman, der lå omtrent 30 km væk fra, hvor jeg boede i Silobela i Zimbabwe. Jeg kom til at kende og elske Frelseren, Jesus Kristus, og se op til Herren af disse tidligere belæringer og indtryk.
Når jeg var i den katolske kirke, så jeg på billeder med scener fra Frelserens liv på væggene, af Jesu Kristi fødsel, da han underviste i templet, da han bad i Getsemane have, da han bar korset til Golgata, da han blev korsfæstet på Golgata og hans opstandelse. Det gjorde mig virkelig ked af det at se de nagler og torne. Da jeg nåede til maleriet af korsfæstelsen, var min øjne fyldt med tårer. Og hver gang græd jeg og sagde: »Han gik virkelig meget igennem bare for mig.«
Under konfirmationsceremonien så en af præsterne mig i øjnene og sagde: »I er verdens lys« (se Matt 5:14). Og pegende på et tændt stearinlys citerede han Frelserens ord: »Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene« (Matt 5:16).
Efterhånden som jeg lærte mere om Jesus, begyndte jeg at ønske at være til tjeneste for andre. Vi var for eksempel nødt til at hente vores vand 8 km væk fra vores landsby. Det var ofte kvinderne i landsbyen, inklusive min mor, der bar 20 liters dunke fyldt med vand på deres hoved. Efter min oplevelse på det katolske seminar, skubbede jeg ofte en 200 liters beholder med vand for at hjælpe min mor og jeg hjalp også to andre enker, der var vores naboer. Jeg husker, at det føltes godt, hver gang jeg hjalp andre.
Disse erfaringer var med til at udvikle min tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus og det forberedte mig indirekte på at acceptere Jesu Kristi evangelium, da jeg var 22 år gammel.
Modtog en Mormons Bog
Mens jeg voksede op, skete der mange omvæltninger i mit land. En hvid minoritet, der var anført af Ian Smith, erklærede sig uafhængige af Storbritannien i 1965. Det medførte sanktioner fra FN og satte gang i en borgerkrig, der rasede frem til 1980, hvor Zimbabwe blev anerkendt som selvstændig stat. Da jeg var færdig med min skolegang, flyttede jeg til en by for at arbejde og kom ikke i nogen kirke i adskillige år.
En dag legede jeg med min chefs sønner. De var ni og syv år gamle. De sagde: »Ved du, at vores far er grenspræsident i vores kirke?« De forklarede, hvad en grenspræsident var, og uden at tænke over det sagde jeg: »Jeres far kommer ikke i himlen.« Jeg indså, at jeg havde begået en stor fejl og tænkte desperat over, hvad jeg kunne sige, der kunne få dem til at glemme, hvad jeg havde sagt. Da dagen var omme, og de så deres far, løb de hen til ham og gentog, hvad jeg havde sagt. Jeg tænkte, at jeg blev fyret.
Min chef havde tidligere vist mig en jakke fra hans tid i militæret, der viste, at han havde dræbt. Det var derfor, jeg havde sagt det, jeg sagde. Meget roligt spurgte han, hvorfor jeg havde sagt det. Jeg svarede: »Boss, husk, at du har fortalt mig, at du dræbte nogle i krigen. I Bibelen står der, ›du må ikke slå ihjel.‹«
Han spurgte, hvilken kirke jeg kom i. Jeg fortalte, at jeg tidligere var kommet i den katolske kirke, men jeg havde ikke været der i syv år. Han fortalte om hændelser i Det Gamle Testamente om krige og fjendtligheder, og så gav han mig et eksemplar af Mormons Bog. Jeg blev så glad for, at jeg ikke blev fyret.
Han gav mig en Mormons Bog i 1981, men jeg læste eller åbnede den ikke i to år. En søndag var mine venner ude af byen og jeg kedede mig, så jeg tog bogen og gik hen på en jernbanestation i nærheden og begyndte at læse. Da jeg læste den dag, følte jeg mig motiveret til at gøre noget godt, men det, der virkelig rørte mig, var, da jeg senere læste i 3 Nefi 11. Jeg læste om de overlevende nefitter, der havde været igennem krig og tumult, da Frelseren Jesus Kristus viste sig for dem.
Mit land havde været meget igennem i de forgangne 15 år. Nogle af de mennesker, jeg var vokset op med i min landsby var draget i krig og var aldrig vendt hjem igen. Andre var blevet invalideret for livet.
Så mens jeg læste om nefitterne, føltes det som om, at Frelseren Jesus Kristus rakte ud mod mig, da han sagde: »Rejs jer, og kom hen til mig, så I kan stikke jeres hænder i min side, og så I også kan føle naglemærkerne i mine hænder og i mine fødder, så I kan vide, at jeg er Israels Gud og hele jordens Gud og er blevet slået ihjel for verdens synder« (3 Ne 11:14).
Jeg følte det som om, at han rakte ud mod mig personligt og inviterede mig til at komme til sig. Det slog mig, at jeg kunne gøre det her. Det ændrede alting.
Jeg fik mit vidnesbyrd
Det tog flere måneder at finde mod til at komme i kirke. Jeg vidste, hvor kirken lå, men der var ikke længere nogen missionærer i vores lille gren. I februar 1984 gik jeg ind i kirkebygningen i Kwekwe. Jeg fik lyst til at gå ud igen. Jeg var ikke sikker på, at jeg hørte til, og jeg satte mig bagerst, klar til at stikke af. Efter de indledende bemærkninger bar grenspræsidenten, Mike Allen, sit vidnesbyrd om Frelseren Jesus Kristus og om Mormons Bog. Jeg følte en forbindelse. Den næste person bar også sit vidnesbyrd om Frelseren og Mormons Bog, og det gjorde den tredje også. Jeg var euforisk. Jeg havde ikke mod til at gå op på talerstolen, så jeg rejste mig bare og sagde: »Jeg elsker Jesus. Jeg læser Mormons Bog.« Så satte jeg mig ned. Det var begyndelsen på mit vidnesbyrd.
De vidnesbyrd var Herrens måde at række ud til mig på, for det hjalp mig til at føle, at jeg hørte til der. Jeg følte, at det var mine brødre og søstre. I dagene efter bad jeg for dem og om at blive accepteret. Jeg mødte medlemmer der, der var så venlige og hjalp mig.
Der skete meget den dag, jeg gik ind i kirken. Jeg ved ikke, hvad der ville være sket, hvis disse medlemmer ikke havde båret deres vidnesbyrd. Man ved aldrig, om der er nogle, der kæmper. Når man rejser sig op og siger, hvad man føler, kan det være lige det, nogle har brug for at høre.
Bær jeres vidnesbyrd ofte. Når I gør det, styrker det både jer og dem omkring jer. Stå fast ved det, I ved. Når I følger rådene i Mormons Bog, kommer I Frelseren nærmere.
Kom tæt på Frelseren
Den tid, jeg brugte i den katolske Loreto Roman-mission, satte mig på sporet af at blive Frelserens, Jesu Kristi discipel. Sidenhen har jeg lært, at det at være discipel er en proces, og vi er nødt til at bevæge os fremad, uanset hvad vores svagheder eller begrænsninger er. Når vi tager opfordringen: »Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!« (Matt 5:48) til os, vil vi udvikle os mod evigt liv »linje på linje, forskrift på forskrift« (se L&P 98:12).
Vi ved, at vejen ikke altid bliver let, og vi vil opleve svær modgang og hjertesorg i processen, men at se op til Herren er den eneste vej til fred i vores liv.
Jesu Kristi forsoning er alt for mig. Jeg ved, at Frelseren rækker ud mod os. Vi er nødt til at se op, følge ham og række ud for at opløfte andre, ligesom han rækker ud og opløfter os.
Jeg har lært, at det at være discipel er en proces, og vi er nødt til at bevæge os fremad.
Illustrationer: Greg Newbold