Alonsos evige familie
»Guds tempel er et helligt sted, hvor vi kan bli’ beseglet« (Børnenes Sangbog, s. 99).
»Kan jeg være sammen med mamá og papá igen?«
»Påsken er en god anledning til at tænke på Jesus og huske hans opstandelse,« sagde søster Rojas. Hun holdt et billede op af Jesus. »Takket være ham kan mennesker, der dør, leve igen.«
Alonso så op, da hans primarylærer sagde det. Betyder det, at jeg kan se mine forældre igen? tænkte Alonso.
Mamá var død for flere år siden. Alonso huskede hende ikke så godt, men han kunne godt lide at se billeder af hende. Så døde papá også.
Nu boede Alonso hos Abuela, hans bedstemor. Hun havde undervist ham om sin kirke, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Han skulle døbes og bekræftes næste år, når han blev gammel nok.
Så viste søster Rojas et billede af en hvid bygning. »En anden stor gave fra Jesus er templerne. Det her er templet her i Chile.«
Alonso så på den gyldne statue på toppen af bygningen. Den var smuk! Han tænkte, hvad der mon skete indenfor.
»Templer er der, hvor familier bliver beseglet til hinanden for evigt,« sagde søster Rojas. »Her i dette tempel i Santiago blev jeg beseglet til mine forældre, da vi var blevet medlemmer af Kirken. Fordi vi er blevet beseglet, kan jeg være sammen med dem efter dette liv.«
Alonso blev begejstret, da han hørte det. »Kan jeg blive beseglet til mine forældre?« spurgte han. »Selvom de allerede er døde?«
Søster Rojas nikkede. »Ja! Det er en af grundene til, at templerne er så vigtige. De er til velsignelse for alle medlemmer af vores familie, også dem, der er døde.«
Resten af dagen blev Alonso ved med at tænke på templer. Han bad Abuela om at lære ham mere. Hun fortalte om det hvide tøj, folk havde på derinde og den smukke kunst på væggene.
»Det bedste af det hele er, at det er der, du kan blive beseglet til dine forældre,« sagde Abuela. »Vi beder to mennesker fra menigheden om at være stedfortrædere for dem under beseglingen.«
»Kan vi tage af sted i morgen?« spurgte Alonso. »Jeg vil gerne være sammen med mamá og papá for evigt!«
Abuela smilede. »Jeg er glad for, at du gerne vil af sted,« sagde hun. »Men det nærmeste tempel ligger i Concepción. Vi har ikke penge nok til busbilletterne.«
»Jeg hjælper med at spare op til turen!« sagde Alonso.
Når som helst Alonso fra da af fandt en mønt på gaden eller fik en chance for at tjene lidt penge, betalte han tiende og lagde resten i deres tempelbøsse.
Efter Alonso og Abuela havde sparet op i månedsvis havde de endelig penge nok til at rejse til templet. De bad bror og søster Silva om at tage med dem. Da de skulle rejse, tog de den lange tur med bussen til byen Concepción. Solen var næsten gået ned, da Alonso fik øje på noget gyldent i det fjerne.
»Jeg kan se englen Moroni!« sagde Alonso og pegede på statuen på toppen af templets blå kuppelformede tag.
De overnattede i en lejlighed ved siden af templet. Da det blev morgen, kom Alonzo ind i templet for første gang. Han så et stort billede af Jesus derinde. Han og Abuela blev iklædt hvidt tøj. Han følte sig glad og helt rolig.
Da det blev tid til beseglingen, gik Alonso ind i et smukt rum med spejle på væggene. En tempeltjener viste Alonso, Abuela og Silva-parret, hvordan man knæler rundt om et specielt bord, der kaldes et alter. Der lå en dug henover.
Bror og søster Silva var der for Alonsos mor og far. Abuela var der for Alonsos søster, der var død, inden han blev født.
Alonso lukkede øjnene og forestillede sig hele sin familie sammen.
Jeg glæder mig til at se dem igen, tænkte Alonso. Jeg er så taknemmelig for, at familier kan være sammen for evigt! ●
Illustrationer: Mark Jarman