»Se, hvad lidt tro kan gøre!«

Godfrey J. Ellis

Washington, USA

For nogen tid siden tog min hustru og jeg vores to yngste sønner med til Frankrig for at se de steder, hvor jeg havde tjent som fuldtidsmissionær. Vi besøgte grene i Kirken, som jeg havde tjent i og kunne glæde os med medlemmer, jeg havde undervist. Vi besøgte også historiske steder.

Et af de steder var slotsruinerne af Château de Châlucet. Denne store middelalderborg var blevet angrebet og mestendels ødelagt for flere århundreder siden. Der voksede vegetation op alle vegne om ruinerne, og stien dertil var smal og stejl. Det var svært at klatre derop, men det var umagen værd, da vi først var kommet derop.

Drengene var vilde med at klatre ned i det, der engang havde været fangehuller og op på det, der var tilbage af slottets mure. Slottet satte gang i deres fantasi, ligesom det havde tryllebundet mig 24 år tidligere.

Mens vi var der, trak der et uvejr op i det fjerne. Det kom hurtigt nærmere. Mørke skyer og lyn trak over himlen, efterfulgt af store tordenskrald.

Vi skyndte os ned ad stien og løb mod bilen, da uvejret tordnede imod os. Snart var der skybrud og hamrende regn gennemblødte os, og jordvejen blev til mudder. Vi var bange for at miste fodfæstet og falde ned ad den stejle, stenene sti.

Vi fik øje på noget ly blandt træerne ved siden af stien. Vi krøb i ly sammen og spekulerede på, hvor længe vi mon måtte vente på at komme ned.

»Lad os bede en bøn,« sagde vores yngste søn.

Han tilbød at gøre det og bad om, at regnen ville stoppe, så vi kunne komme sikkert ned af bjerget. Han så på os og sagde: »Nu er alle sammen nødt til at have tro nok.«

Jeg forklarede, at bønner ikke altid virker sådan.

»Nej,« sagde han, »det stopper om 10 minutter!«

Efter 10 minutter stoppede regnen.

»Godt, lad os gå,« sagde han.

»Hvis vi går nu, begynder det at regne igen, og så er vi fanget,« sagde vores ældre søn.

»Nej, det vil ej,« svarede den yngste. »Lad os komme af sted.«

Vi kom igennem de mere tørre dele af stien, og holdt fast i buske og grene, mens vi gik. Da vi var tilbage i bilen, bad vi en bøn af taknemmelighed. Snart begyndte det at regne igen.

»Se, hvad lidt tro kan gøre!« sagde vores søn ydmygt.

Han lærte os virkelig noget den dag.