»Min Fader og templet«, Liahona, juni 2022.
Kom og følg mig
Min far og templet
Min fars drøm om et storslået hvidt hus minder mig om, at templet altid bør være et fokuspunkt i vores liv.
Min familie sluttede sig til Kirken, da jeg var dreng. Nogle få uger efter vores dåb havde min far en drøm. Han gik på en smuk gade. I det fjerne så han et storslået hvidt hus. Han havde aldrig set så inspirerende en bygning.
Han fortalte vores familie om sin drøm næste morgen. Han delte det også med det seniormissionsægtepar, der underviste vores familie i evangeliet. Seniormissionærerne fortalte ham, at huset i hans drøm var et symbol. Det stod for templet.
De viste ham billeder af nogle af Kirkens templer rundt om i verden. De sagde, at der en dag ville blive bygget et tempel, hvor vi boede, i Den Demokratiske Republik Congo. Resten af sit liv bad min far om, at der ville komme et tempel i vores land.
Drømmen gik i opfyldelse
Efter 25 år gik drømmen i opfyldelse. Ved oktoberkonferencen 2011 bekendtgjorde præsident Thomas S. Monson planerne om at bygge templet i Kinshasa i Den Demokratiske Republik Congo. Nyheden gjorde min far til den lykkeligste mand på jorden! Han var overlykkelig over at være til stede den 12. februar 2016, da ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum præsiderede ved det første spadestik.
Desværre gik min far bort i december 2016, inden templet blev færdigt. I juni 2018 var jeg i Salt Lake City i Utah i USA. I templet i Jordan River i Utah fik jeg mulighed for at udføre de hellige tempelordinancer på vegne af min far. Den aften besøgte min far mig i en drøm. Han strålede. Jeg vidste, at han havde accepteret det, jeg gjorde for ham.
Vi sendte en kærlig tanke til min far, da ældste Dale G. Renlund fra De Tolv Apostles Kvorum indviede det færdige tempel i Kinshasa den 14. april 2019. Kort tid efter udførte min familie ordinancer for at besegle min far og mor til hinanden. Derpå blev deres børn beseglet til dem. Vores familie vil huske den dag for evigt. Vi græd af glæde. Vi vidste, at hvis vi adlød Guds love og bud og levede trofast mod vores pagter, kunne vores familie være sammen for evigt.
Min fars drøm om et smukt hvidt hus minder mig om, at templet altid bør være et fokus i vores liv. Nogle har rejst langt og ydet store ofre for at komme til Herrens hus. Men selvom vi ikke kan tage til templet, fordi det er langt væk, eller vi venter, mens der bygges et tempel, eller vi glæder os, fordi der nu er et tempel i nærheden, så bør templet konstant være i vores tanker og hjerte.
Derfor vi har templer
Profeten Esajas forkyndte: »talrige folkeslag skal drage af sted og sige: ›Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier‹« (Es 2:3).
Som medlemmer af Kirken må vi altid have det evige perspektiv i tankerne, der undervises om i templet – hvem vi er, og hvorfor vi er her på jorden. Vi må huske, at vores mål er at vende tilbage til vor himmelske Fader og bo hos ham i al evighed. Det er grunden til, at der bliver bygget templer. På dette sted kan vi, hans sønner og døtre, lære mere fuldstændigt om vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus. Templerne er et sted, hvor vi kan lære, hvad vi må gøre for at bo sammen med vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus igen.
At have templet er et tegn på Guds kærlighed til os. Templet er et helligt sted, hvor enkeltpersoner og familier kan modtage evangeliets mest hellige ordinancer til deres egen frelse og ophøjelse. Templet er også et sted, hvor enkeltpersoner og familier kan udføre hellige ordinancer på vegne af deres forfædre og andre, der har levet her på jorden uden mulighed for at modtage disse ordinancer. Vi giver således dem på den anden side af sløret mulighed for at modtage det, som de ikke modtog i dette liv. (Se Hebr 11:40; L&P 128:15).
Templer og Israels indsamling
Præsident Russell M. Nelson har sagt:
»Dette er bestemt de sidste dage, og Herren fremskynder sit værk for at indsamle Israel. Den indsamling er det vigtigste, der sker på jorden i dag …
Når vi taler om indsamlingen, taler vi om denne grundlæggende sandhed: Alle vor himmelske Faders børn, på begge sider af sløret, fortjener at høre budskabet om Jesu Kristi gengivne evangelium. De bestemmer selv, om de vil vide mere …
Alle vor himmelske Faders børn fortjener muligheden for at vælge at følge Jesus Kristus, at acceptere og modtage hans evangelium med alle dets velsignelser«1
Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, eller »Israels pagt i de sidste dage«, har vi fået til opgave at hjælpe vor himmelske Fader med dette altafgørende arbejde. Hvordan gør vi det?
Præsident Nelson svarede på dette spørgsmål, da han sagde: »Når vi taler om Israels indsamling på begge sider af sløret, henviser vi selvfølgelig til missionering, tempeltjeneste og slægtsforskning. Vi henviser også til at opbygge tro og vidnesbyrd hos dem, vi bor med, arbejder sammen med og tjener. Hver gang vi gør noget, der hjælper nogen – på begge sider af sløret – til at tage et skridt mod at indgå pagter med Gud, bidrager vi til Israels indsamling.«2
Med andre ord søger vi de retfærdige, de, der vil »lade Gud råde«3 i deres liv, og vi støtter dem, når Ånden vejleder dem til pagtsstien, til templet og til evigt liv.
Templer og genoprettelsen
Ligesom Salomo i fordums tid byggede et hus »for Herrens, Israels Guds, navn« (1 Kong 8:20), blev medlemmer af Kirken fra genoprettelsens første dage befalet at bygge et tempel (se f.eks. L&P 57:3; 84:3-5; 124:31). Det var en del af opfyldelsen af den drøm, som Daniel tydede, hvor han så, at Gud ville oprette et sidste dages rige, der aldrig ville blive tilintetgjort. Riget vil vokse, sprede sig og have fremgang, indtil det fylder hele jorden (se Dan 2:35, 44-45). Joseph Smith sagde: »Denne kirke vil fylde Nord- og Sydamerika – den vil fylde hele verden.«4
Herren har beskrevet vor tid som »en uddeling af evangeliet for de sidste tider og for tidernes fylde, hvori jeg vil samle alt i ét, både det, som er i himlen, og det, som er på jorden« (L&P 27:13). Vigtige dele af den indsamling af ting i himlen og på jorden finder sted i templet.
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er Guds rige på jorden i dag. Formålet med Kirken er at forberede folk til at leve for evigt i det celestiale rige (se L&P 65). Kirken oprettes, når Guds sønner og døtre, der har vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium:
-
bliver døbt og bekræftet
-
modtager tempelordinancer
-
holder deres pagter.
-
Viser, at de vil forblive trofaste og lydige uanset hvad, der sker, og vil deltage i det store værk i de sidste dage (se 1 Sam 13:8-14; L&P 98:14-15).
Denne tidernes fyldes uddeling er sat i værk for at indsamle det spredte Israel, som en optakt til Jesu Kristi genkomst.
Jeg ved, at Guds rige er blevet oprettet på jorden for at hjælpe os til at lære og forstå den storslåede plan, som vor himmelske Fader har for os. Evangeliet og templet hjælper os til at huske, hvem vi er, hvorfor vi er her på jorden, og hvor vi skal hen efter dette liv. Jeg ved, at templets hellige ordinancer og pagter vil hjælpe os til at opnå evigt liv og ophøjelse, hvis vi forbliver trofaste mod de pagter, vi indgår. De vil styrke vores ægteskab og familie, og de vil hjælpe os til at øge vores personlige evne til at modstå modstanderens angreb, når vi dagligt forbereder os på at møde vor Skaber.