Bønner i Peru

Emily L. Johnson-Howsley fra Utah i USA

Da fuldtidsmissionæren bad for mig ved navns nævnelse, lærte jeg en vigtig lektie.

I et år underviste jeg i engelsk som andet sprog på Universidad de Piura i Piura i Peru. Piura var hovedsædet for Piura-missionen i Peru.

Missionspræsidenten Chad Rowley og hans hustru, Lisa, boede i min menighed. De bad mig om at undervise missionærerne i Piura i engelsk. Det gik jeg med til.

Ved at bruge Kirkens engelskundervisningsprogram mødtes jeg med forskellige grupper af missionærer på missionskontoret for at undervise dem i engelsk. Det var en stor åndelig oplevelse for mig at arbejde med og lære missionærer fra Sydamerika og USA at kende. Eftermiddagen på hverdage virkede bedst, fordi byen var ret stille for missionærerne indtil tidligt på aftenen.

Mod slutningen af min tid i Piura havde jeg hjemve og blev udkørt både følelsesmæssigt og fagligt. En fredag eftermiddag følte jeg mig særligt sløv og deprimeret. Jeg håbede, at klassen ville blive aflyst på grund af missionering, som havde forrang over engelskundervisningen. Men den eftermiddag var det ikke tilfældet.

Jeg forlod min lejlighed sent og traskede hen til missionskontoret. Da jeg gik igennem en park på vejen, bad jeg. Jeg fortalte vor himmelske Fader, at jeg ikke kunne klare det et minut mere og i hvert fald ikke en uge mere. Jeg var mentalt og fysisk udmattet, og jeg havde brug for hans hjælp.

Jeg ankom til missionskontoret og gik ovenpå for at vente på missionærerne. Da de kom til deres lektion, havde jeg ingen anelse om, hvad jeg skulle undervise dem i. Men til at begynde med bad jeg en af ældsterne om at bede en åbningsbøn på engelsk.

Da missionæren begyndte at bede, sagde han: »Velsign søster Johnson.« Så holdt han pause. Da han fortsatte, tilføjede han: »Velsign hende, så hun kan fortsætte med den samme styrke som i begyndelsen.«

Den missionær vidste ikke, at jeg havde bedt på vej til missionskontoret, og han vidste bestemt ikke, hvad jeg havde bedt om. Men det gjorde vor himmelske Fader, og han besvarede den bøn ved at give mig styrke.

Der var jeg – en amerikansk statsborger i Peru, der blev bedt for ved navns nævnelse af en missionær fra Bolivia. Sikke en helbredende balsam den eftermiddag på missionskontoret var. Og sikke en vigtig lektie, jeg lærte den dag. Uanset hvem eller hvor vi er – hører og besvarer vor himmelske Fader både vores talte og uudtalte bønner.