»Vi er nødt til at give ham en velsignelse« (kun digitalt), Liahona, juni 2022, ChurchofJesusChrist.org.
Kun digitalt: Trosskildringer
Vi er nødt til at give ham en velsignelse
»Har du tro på, at Herren kan hjælpe og helbrede dig?« spurgte jeg Alan. »Ja, Papá,« sagde han til mig, »jeg har tro.«
Foto: Leslie Nilsson.
»Papá, Alan er kommet til skade!« Nicole græd, idet hun og hendes ven Nathalia hurtigt kørte ind i vores lejr på deres ATV (firehjulstrukne terrængående køretøj).
Vi var på campingtur i det centrale Utah med to andre familier. Mens min søn Alan og hans ven Kurt var ude at køre, ramte de en grøft og deres ATV rullede og endte på hovedet. Den var landet ovenpå Alan, men på en eller anden måde løftede Kurt den af ham.
Da jeg ankom til stedet nogle få minutter senere med to venner, lå Alan i grøften omgivet af adskillige mænd. Han havde svært ved at trække vejret, og Kurt så syg ud af bekymring. Da Alan prøvede at rejse sig, bad en mand med en lægetaske ham om at blive liggende, mens han ydede førstehjælp og tjekkede hans vitale funktioner.
»Du er hans far, ikke?« spurgte han, da han så op på mig.
»Jo.«
»Bliv hos Alan et øjeblik.«
Til mine venner Hector og Carlos sagde han: »Jeg er nødt til at tale med jer.«
De gik hen for sig selv, hvilket fik alarmklokkerne til at ringe for mig. Manden hed Mike Staheli. Mike, der var sygeplejerske, var på campingtur med nogle venner. De havde planlagt at vende hjem den morgen, men følte sig tilskyndet til at blive en dag mere. Hans søn havde set ulykken og kaldte straks på sin far for at få hjælp.
Senere fandt jeg ud af, at Mike havde fortalt Hector og Carlos, at Alans tilstand var alvorlig. Mike frygtede, at Alan måske ville dø i den grøft, hvis han ikke snart fik lægehjælp. Alans venstre ben var opsvulmet til dobbelt så stort som normalt, og Mike frygtede, at Alan havde brækket hoften eller lårbenet. Mike var overbevist om, at Alan havde brækket sin nu Z-formede venstre arm og måske nogle ribben. Mike frygtede også, at Alan havde skadet nogle indre organer.
For at få Alan på hospitalet hurtigt sagde Mike, at vi skulle ringe efter en lægehelikopter, hvilket vi gjorde.
»Jeg har tro«
»Luis,« sagde Hector for anden gang, »vi er nødt til at give Alan en velsignelse.«
Jeg havde ikke rigtig hørt Hector første gang, fordi jeg var så fokuseret på Alan. Hector havde ret.
»Vi giver dig en velsignelse,« sagde jeg til Alan, der for nylig var blevet ordineret til diakon. »Forstår du, hvad det betyder?«
»Ja«, svarede han.
»Men du er nødt til at gøre noget,« sagde jeg. »Du er nødt til at have tro på Jesus Kristus og præstedømmets kraft. Har du tro på, at Herren kan hjælpe dig og helbrede dig?«
»Ja, Papá,« sagde han til mig, »jeg har tro.«
Jeg salvede Alan og derefter gav Hector, Carlos og jeg ham en velsignelse, hvor Hector beseglede salvelsen. Hectors ord var enkle, men vi følte alle Helligåndens stærke tilstedeværelse.
Alans vejrtrækning blev roligere, og hans vitale funktioner stabiliserede sig næsten med det samme. Vinden lagde sig, der kom en ro over os, og nogle af mændene begyndte at græde. Det var en kold efterårsdag, men bagefter sagde Alan, at han følte sig varmere, da Hector udtalte velsignelsen.
Snart efter ankom helikopteren, og jeg fløj med Alan til hospitalet. Da vi landede, skyndte de sig indenfor med Alan og han gennemgik adskillige undersøgelser og prøver, inklusive en MR-scanning. Mens jeg ventede, havde jeg de værste forventninger. Men det værste kom aldrig. Lægerne fandt ingen indre skader og intet brækket lårben, brud på hofte, arm eller ribben – intet.
»Alan,« sagde en af lægerne til ham, »det ser ud til, at du kan tage hjem i aften.«
Alan havde svært ved at gå, så han overnattede på hospitalet for at blive observeret. Da vi kørte ham hjem næste morgen, havde han kun en skinne på sit venstre håndled. Seks uger senere forberedte han sig til fodboldsæsonen.
En uge efter ulykken tog vi hen til Mike for at takke ham for hans hjælp. Han kunne knap tro sine øjne, da Alan kom ind og satte sig på hans sofa.
»Jeg har taget mig af en masse mennesker, og jeg har set en masse mennesker gå bort,« fortalte han os. »Rent medicinsk burde Alan ikke have overlevet. Det, jeg så den dag, var i sandhed mirakuløst. Det var guddommelig indgriben.«
Jeg ved, at præstedømmet er Guds kraft på jorden. Det kommer direkte fra Herren Jesus Kristus, der genoprettede sin kirke gennem profeten Joseph Smith. Jeg ved også, at vi i Jesu Kristi navn og ved præstedømmets myndighed og tro kan udvirke mirakler.