Jeg fandt mit vidnesbyrd om tempelklædningen

Natalie Giles

Da jeg tog tempelklædninger på for første gang føltes den som den manglende brik i et puslespil, jeg havde prøvet at gøre færdig.

Halvandet år før jeg tog til templet i Washington, D.C. for at modtage min begavelse, havde jeg aldrig hørt om Mormons Bog eller Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Men da jeg mødte missionærerne og begyndte at lære om Kirken, kunne jeg ikke lade være med at føle, at evangeliet var sandt.

Jeg blev døbt halvvejs igennem mit sidste år på high school, mens jeg forberedte mig på at gå på Georgetown University. Kort tid efter jeg var blevet døbt, spurgte nogle medlemmer i min hjemmenighed og tilmed missionærerne, der tjente i området, om jeg havde tænkt på at tage på mission. Jeg svarede altid eftertrykkeligt: »Nej«. Hvordan kunne jeg undervise folk om en religion og livsstil, som jeg kun lige var begyndt at tilegne mig?

Jeg modtog min patriarkalske velsignelse nogle få uger inden, jeg flyttede til Georgetown, og den oplevelse gav mig en masse perspektiv på min fremtid. Inden jeg sluttede mig til Kirken, følte jeg, at mit liv altid syntes at gå som planlagt, og pludselig blev det mønster forstyrret på dramatisk vis. Indholdet af min patriarkalske velsignelse afspejlede ikke, hvordan jeg altid havde forestillet mig mit liv skulle være. En af de mest umiddelbare sandheder, jeg modtog, var det unægtelige råd om, at jeg skulle tage på mission.

Snart efter overvejede jeg, om end modvilligt, at begynde på mine missionspapirer.

Jeg forstod, at det var almindeligt for medlemmer at modtage deres tempelbegavelse, inden de tog af sted til missionsmarken, så jeg begyndte at forberede mig på at tage i templet. Jeg vidste, at en af de ændringer, der ville ske i mit liv, ville være at forpligte mig til at bære tempelklædningen. Jeg havde ikke tænkt særlig meget på tempelklædninger, inden jeg begyndte at forberede mig til templet, så jeg havde ikke nogen forudfattede forestillinger om at bære dem.

Efter jeg havde flyttet for at gå på universitetet, arbejdede jeg sammen med min biskop og tog til institut hver uge. Min institutlærer var så venlig at tilbyde skræddersyet tempelforberedelsesundervisning i flere uger frem til min begavelse. Det var en inderlig barmhjertighed i betragtning af, at jeg var væk fra min hjemmenighed og ikke havde nogen familie i Kirken til at vejlede mig. Med tiden modtog jeg mit missionskald til Paraguay, og jeg var klar til at tage i templet for første gang.

At tage i templet

At tage i templet føltes som at vende hjem. Selv at tage tempelklædninger på for første gang føltes som den manglende brik i et puslespil, jeg havde prøvet at lægge. Jeg forstod, at min pagt om at bære tempelklædningen var et vigtigt skridt i min åndelige udvikling, og selvom denne beslutning er hellig og personlig, traf jeg den med glæde, fordi jeg vidste, at den kundskab, jeg ville opnå om min guddommelighed som Guds datter, var bedre end alt, hvad verden kunne tilbyde mig.

Da jeg havde modtaget min begavelse, var den største tilpasning ikke, hvordan jeg havde det, når jeg havde tempelklædninger på, men i det nye indhold i mit klædeskab, jeg skulle tilegne mig efterfølgende. Jeg fjernede en masse tøj fra mit skab, som ikke kunne dække mine tempelklædninger.

Men det føltes rigtigt at foretage de ændringer i mit liv. Fordi jeg tog mig tid til at forberede mig til templet, var tilpasningen af mit tøj en glædelig og nem oplevelse. Og da jeg stræbte efter at lære mere, styrkede jeg mit vidnesbyrd om, at det at forpligte sig til at bære tempelklædningen er mere end blot en tilpasning af ens tøj – det er et symbol på min hengivenhed over for min Frelser, Jesus Kristus, og mit valg om at følge ham. Det er også en gave – en håndgribelig påmindelse om mine tempelpagter og den kraft, beskyttelse og velsignelse, der er tilgængelig for mig gennem Frelserens sonoffer.

Min eneste forventning til at komme i templet den dag, jeg skulle modtage min begavelse, var at føle Guds kærlighed til mig. Jeg var i stand til at føle den i templet i større grad end nogensinde før, og jeg var fast besluttet på at holde mine pagter og bære mine tempelklædninger, fordi jeg ønskede, at den følelse aldrig skulle forsvinde.

Bestræbelse på at holde mine pagter

I de ensomme og mest farlige tider i mit liv har mit vidnesbyrd om enkle, grundlæggende evangeliske principper puffet mig til altid og bevidst at bære min tempelklædning, mens jeg stræbte efter at holde de pagter, jeg indgik i templet.

Jeg finder stor trøst i disse ord fra præsident Russell M. Nelson:

Det sikreste sted at være åndeligt, når der er nogen form for omvæltning i jeres liv, [er] inde i jeres tempelpagter!

Tro mig, når jeg siger, at når jeres åndelige fundament er bygget solidt på Jesus Kristus, har I ingen grund til at frygte. Når I er tro mod jeres tempelpagter, vil I blive styrket af hans kraft. Så vil I, når åndelige jordskælv kommer, være i stand til at være stærke, fordi jeres åndelige fundament er solidt og urokkeligt.«¹

Mit liv er ikke blevet lettere, siden jeg tilsluttede mig Kirken. Faktisk fandt de sværeste tider i mit liv sted efter min dåb. Men jeg ved, at min kundskab om det gengivne evangelium og styrken i de pagter, jeg indgik i templet, har gjort disse udfordringer udholdelige, og resultaterne ville have været ganske anderledes uden min tro på Jesus Kristus.

Det er udfordrende at leve bevidst som Kristi discipel, når verden synes at være i modstrid med de standarder, jeg stræber efter at efterleve. Men som præsident Nelson har sagt, er det bedste tilflugtssted for mig at leve inde i mine tempelpagter, inklusive at bære mine tempelklædninger på den måde, jeg lovede. Og når jeg fortsætter med at gøre det og bliver på pagtsstien, ved jeg, at jeg vil opleve glæde.