»Næret af nonner«, Liahona, juni 2022.
Sidste dages helliges røster
Næret af nonner
Vi spekulerede på, hvad de katolske nonner ville sige, hvis vi bad om deres hjælp.
Min kammerat og jeg glædede os til at åbne et nyt område for missionering i en lille by i Guatemalas vestlige højland. Kort tid efter vores ankomst begyndte ledere og medlemmer af lokale kirker dog at sprede vilde historier om os. Som følge deraf begyndte folk at frygte os.
Men ældste Todd Hinkins og jeg forblev optimistiske, især efter tre familier indvilligede i at deltage i et åbent hus-arrangement om Kirken. For at præsentere dem for evangeliet planlagde vi at vise dem filmstrips om genoprettelsen.
Da vi afprøvede vores filmprojektor før vores møde, sprang pæren i projektoren imidlertid. Et strømudfald havde åbenbart skadet vores transformer. Den kunne ikke længere omforme 220 volt strøm til de 110 volt, som vi havde brug for til at tænde for vores projektor.
»Hvad nu?« klagede min kammerat og jeg.
Bror Chavez, det eneste medlem af Kirken, der boede i byen, fortalte os, at han mente, at nonnerne i byen havde en stor transformer. Så mens bror Chavez kørte til den nærliggende by, Quetzaltenango, for at få en anden pære, bad vi en bøn og gik til det lokale kloster.
Vi bankede på, præsenterede os og forklarede vores dilemma og spekulerede på, hvad søstrene ville sige. Uden tøven gav de os deres transformer og ønskede os alt godt. Bror Chavez vendte snart tilbage, og vi holdt vores møde.
For at takke nonnerne bagte ældste Hinkins og jeg småkager til dem. Kort tid efter vi havde givet dem småkagerne, overraskede nonnerne os ved at invitere os til middag.
Vi takkede ja.
Nogle få dage senere satte ældste Hinkins og jeg os til rette ved et smukt dækket bord omgivet af syv nonner. Fem af dem kom fra Canada, en kom fra USA og en kom fra Guatemala City.
Under middagen fortalte vi dem om den genoprettede kirke og vores arbejde som fuldtidsmissionærer. Så gav vi dem et eksemplar af Mormons Bog og bar vores vidnesbyrd om den. De takkede os og komplimenterede os for vores indsats for at bringe folk til Kristus.
Derpå fortalte de os lidt om nogle af de forskellige nonneordener. Så fortalte de os om deres arbejde og om at tilpasse sig til at bo i højlandet.
Jeg så nonnerne med nye øjne som venlige ånder med de samme mål, ønsker og udfordringer som os. De tjente andre, ofrede sig for deres tro og viede deres liv til Gud.
Og vores middag? Det var det bedste måltid, jeg fik det år – det blev delt med vores venner, søstre fra den katolske kirke.