2022
Forstå velsignelserne, der kommer af at favne ærbarhed og sømmelighed
Juni 2022


Kun digitalt: Unge Voksne

Forstå velsignelserne, der kommer af at favne ærbarhed og sømmelighed

Da jeg indså min identitet og mit værd som Guds datter, blev ærbarhed og sømmelighed naturligt for mig.

profil på en ung kvinde med lukkede øjne

Nogle få måneder efter jeg havde modtaget min begavelse, kørte jeg i en brandvarm bil med en ven, da han påpegede, at de shorts, jeg havde på, var rigtig lange.

»Har du det ikke varmt?« spurgte han.

»Det har jeg i hvert fald,« svarede jeg glad.

Vi grinede begge.

»Men når man kender dig, ved man, at du ikke ville have kortere shorts på, selv hvis du ikke havde tempelklædninger på nu. Du har altid været super sømmelig,« sagde han drillende.

Jeg overvejede den udtalelse.

»Du har ret,« sagde jeg og grinede.

Men ærlig talt syntes jeg, at hans udtalelse var lidt foruroligende. Hvad mente han med »super« sømmelig? Havde jeg taget sømmelighed til det ekstreme? Syntes han, at jeg var mærkelig?

Og under det spørgsmål lå der flere spørgsmål, som jeg havde overvejet i et stykke tid, men jeg havde været for bange til at stille: Hvorfor var jeg så opsat på at klæde mig sømmeligt? Hjalp det mig virkelig til at blive en bedre Kristi discipel? Betød det overhovedet noget?

At se efter velsignelserne ved sømmelighed

Nogle af os har måske spørgsmål om sømmelighed, især om, hvad det har at gøre med at være en discipel. Men når vi søger vejledning gennem Ånden, kan vi begynde at forstå årsagen til dette bud.

Da jeg havde spørgsmål om ærbarhed og sømmelighed og følte mig under pres fra verden til at sænke mine standarder, bragte jeg mine spørgsmål til vor himmelske Fader. Lidt efter lidt huskede jeg mange tilfælde, hvor valget om at være sømmelig og beskeden – både i udseende og opførsel – velsignede mit liv umådeligt.

Her er blot nogle få af de velsignelser, jeg har oplevet ved at favne princippet om sømmelighed.

1. Sømmelighed kan opbygge selvtillid

Vores legeme er en hellig bolig for vores åndelige jeg og er en håndgribelig påmindelse om, hvor fuldkomment vi er elsket af vor himmelske Fader. Det er et sandt privilegium at have et legeme, da det gør os i stand til at blive som ham. Når vi tænker på den mirakuløse og ufattelige sandhed, hvorfor har vi så ikke tillid til, hvem vi er?

Hvis du bruger et øjeblik på at se dig omkring, vil du lægge mærke til, at verden på grund af modstanderen viser legemer på en anden måde, end vor himmelske Fader havde til hensigt. De bliver kritiseret og sammenlignet, og usømmelighed bliver ofte herliggjort. Verden ønsker at overbevise os om, at hvis vi opfører os og klæder os på en bestemt måde, vil det hjælpe os til at passe ind og føle os mere selvsikre end nogensinde før. Men den selvsikkerhed, der kommer af dette, er flygtig.

Varig selvtillid kommer af at forstå vores guddommelige identitet – at indse, at vores legeme er et helligt redskab, hvorigennem vi kan opleve livet. Det er ikke en dekoration, der skal udsmykkes af verden.1

I Lære og Pagter 121:45 lærer Herren os: »Lad dyd uophørligt pryde dine tanker, da skal din selvtillid vokse sig stærk i Guds nærhed.«

Og det er sandt! Når vi har sømmelige, dydige tanker, afspejles de i vores adfærd, sprog og udseende, og vi kan opleve sand selvtillid.

Til tider har mine timelige ønsker været i modstrid med ærbarhed og sømmelighed, som f.eks. at ønske at have bestemt tøj på for at føle mig tiltrækkende eller at længes efter at passe ind ved at handle på en bestemt måde. Men da jeg virkelig forstod min guddommelige identitet, ønskede jeg at repræsentere den sandhed, og det at opføre og klæde mig sømmeligt og beskedent blev naturligt for mig. Og min selvtillid voksede også – sand selvtillid har trods alt lidet at gøre med vores udseende og mere at gøre med at leve på en måde, der afspejler vores guddommelige identitet.

2. Sømmelighed og ærbarhed kan styrke vores forhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus

Når de ses som regler, kan buddene i evangeliet virke begrænsende. Men når vi fokuserer på vor himmelske Faders evige perspektiv og kærlighed til os, kan vi bygge vores vidnesbyrd på sandheden om, at det er meningen, at hans befalinger skal beskytte og velsigne os. De kommer fra hans fuldkomne kærlighed.2

Da jeg tænkte over, hvordan sømmelighed havde velsignet mit liv, overvejede jeg engang det spørgsmål, som præsident M. Russell Ballard, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, stillede om vores kærlighed til Gud i modsætning til det, der hører verden til. Han har sagt: »Hvordan ville vi besvare spørgsmålet: ›Elsker du mig mere end disse?‹«3

Jeg indså, at verden kan være fyldt med fristelser, men når jeg tænker over, hvad vor himmelske Fader og Frelseren har gjort for mig af kærlighed, er det at vælge at være beskeden og ærbar en ting, jeg kan gøre for at vise dem min kærlighed. Sømmelighed er en afspejling af min indre forpligtelse over for dem, og når jeg fortsætter med at vise min hengivenhed, føler jeg, at mit forhold til dem bliver stærkere, hvilket er en velsignelse i sig selv.

3. Sømmelighed kan bringe glæde

Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Hans bud er bestemt ikke tunge – tværtimod. De anviser vejen til helbredelse, lykke, fred og glæde … Og ved at adlyde deres bud, føler vi deres fuldkomne kærlighed mere fuldt ud og i større grad.«4

Og vi læser i 1 Nefi, at Guds kærlighed »glæder sjælen mest« (1 Ne 11:23, se også v. 22). Når vi vælger at følge buddene, herunder sømmelighed og ærbarhed, bliver vi i stand til at føle hans kærlighed og nyde frugterne af Jesu Kristi evangelium, som er kilden til sand glæde.

At klæde mig eller opføre mig som størstedelen af verden giver mig måske mulighed for at føle glæde et øjeblik, og jeg har til tider følt den fristelse. Men jeg oplever mest glæde, når jeg stræber efter at holde buddene og mine pagter, for det giver mig mulighed for at føle vor himmelske Faders fuldkomne kærlighed.

Værdsæt vores sande identitet

I løbet af den samtale med min ven troede jeg, at han syntes, at jeg var lidt snerpet. Men flere år senere blev denne ven faktisk min mand, og han forklarede, at han altid havde påskønnet, hvordan min forpligtelse over for Kristus afspejlede sig i mit udseende, mit sprog og mine handlinger.

Det vil ikke altid være let at vælge sømmelighed og ærbarhed, for »stemmerne og presset fra verden er tillokkende og talrige.«5 Men jeg ved, at de velsignelser og den glæde, jeg modtager, når jeg favner sømmelighed, er så meget mere værd end noget andet, verden kan tilbyde mig.

Hvis du har spørgsmål om sømmelighed, opfordrer jeg dig til at søge personlig åbenbaring og overveje, hvordan det har velsignet dit liv. Og husk, lad os ikke dømme andres værdighed baseret på deres valg angående sømmelighed. Når vi vælger at favne sømmelighed og ærbarhed, så lad os være barmhjertige over for andre – den samme barmhjertighed, som Frelseren tilbyder os.

Sømmelighed og ærbarhed er en af de største måder, hvorpå vi kan lære at værdsætte vores sande identitet, komme vor himmelske Fader og Jesus Kristus nærmere og føle glæde i vores liv. Det har det været for mig, og jeg ved, at det også kan være sådan for dig.

Noter

  1. Se Lexie Kite og Lindsay Kite, »More Than a Body: Seeing as God Sees«, New Era, aug. 2019, s. 8-11.

  2. Se Russell M. Nelson, »The Love and Laws of God« (foredrag på Brigham Young University, 17. sep. 2019), s. 2, speeches.byu.edu.

  3. M. Russell Ballard, »Elsker du mig mere end disse?«, Liahona, nov. 2021, s. 51.

  4. Se D. Todd Christofferson, »Guds kærlighed«, Liahona, nov. 2021, s. 18.

  5. Russell M. Nelson, »Tag jer tid til Herren«, Liahona, nov. 2021, s. 120.