2022
Min bøn om ferskner og pærer
Juni 2022


Kun digitalt

Min bøn om ferskner og pærer

Forfatteren bor i Oregon i USA.

Vor himmelske Fader besvarede min bøn flere måneder efter, jeg havde bedt.

kurv med ferskner og pærer

For mange år siden, da min mand og jeg stadig havde seks hjemmeboende børn, havde vi også et plejehjem, hvor vi tog os af ældre Alzheimerpatienter. På det tidspunkt dyrkede vi en stor have og konserverede meget af vores mad. Et år havde vi ikke adgang til ferskner eller pærer, som var nogle af vores families favoritter og især godt for alzheimerpatienterne, der havde brug for blød mad.

Jeg besluttede mig for at bede om dette behov. Jeg bad vor himmelske Fader om at lede mig til nogle billige ferskner og pærer, hvis han kendte til nogle, der var tilgængelige. Mit håb var at finde frugt, der ellers ville gå til spilde.

Et par dage senere kørte jeg mine børn hen i kirken til en ungdomsaktivitet. En søster, der var ny i menigheden, kom hen til mig og spurgte, om jeg kunne bruge nogle modne ferskner. Hendes familie havde lige købt et hus med mange ferskentræer i haven, og der var mere frugt, end de kunne bruge. Jeg fik mulighed for at plukke mange ferskener og konservere dem uden omkostninger.

Der gik nogen tid, og jeg fandt ingen pærer. Jeg ræsonnerede, at vor himmelske Fader vidste, at jeg havde meget travlt med at få børnene til at finde sig til rette i skolen og konservere maden fra vores have og derfor ikke havde tid til pærerne.

Nogle få måneder senere, da al frugten var høstet, var jeg i venteværelset hos min kiropraktor. Mens jeg sad der, kom en mand ind og begyndte at tale med receptionisten. Til min overraskelse hørte jeg ham spørge hende, om hun kendte nogen, der kunne bruge nogle pærer. Han havde kasser med pærer i et kølerum og ønskede at finde et nyt hjem til dem, så han kunne slukke for kølesystemet hen over vinteren. Jeg fik mulighed for at købe kasser med store, smukke pærer for kun tre dollars hver – en meget nedsat pris sammenlignet med det, jeg normalt betaler!

Vor himmelske Fader besvarede min bøn, som jeg havde bedt måneder forinden, og han sørgede også for, at pærerne blev holdt på køl, indtil jeg havde mere tid til at konservere dem.

I en generalkonferencetale sagde ældste Brook P. Hales fra De Halvfjerds: »Faderen interesserer sig for os, kender vores behov og vil hjælpe os på fuldkommen vis. Somme tider får vi den hjælp øjeblikkeligt eller i det mindste kort tid efter, vi har bedt om guddommelig hjælp. Somme tider besvares vores mest oprigtige og værdige ønsker ikke på den måde, vi håber på, men vi bliver klar over, at Gud har større velsignelser i vente. Og somme tider bliver vores retfærdige ønsker ikke skænket i dette liv.«1

Mange gange er mine bønner blevet besvaret hurtigt, men nogle ting, som jeg oprigtigt beder for hver dag, er stadig ikke blevet skænket. Når jeg husker oplevelser som min bøn om ferskner og pærer, minder det mig om, at vor himmelske Fader kender mig og mine behov, og at han vil hjælpe mig fuldkomment på måder, som han ved er bedst for mig.