Kun digitalt
Det jeg har lært om omvendelse
Forfatteren bor i Arizona i USA.
Ingen ringere erstatning kan sammenligne sig med glæden ved at komme Gud nærmere.
I det meste af mit liv har jeg kæmpet med omvendelse. Jeg vidste, at det var vigtigt, og at jeg burde gøre det, men jeg forstod det ikke helt. Og fordi det var noget, jeg ikke gjorde så godt, følte jeg mig mismodig, når nogen lagde vægt på dens betydning i en tale.
Det nåede til et punkt, hvor jeg ikke engang kunne lide at høre ordet omvendelse, fordi det mindede mig om noget, jeg ikke gjorde. Det virkede som om, at jeg kom bagud, og jo længere dette problem fortsatte, jo længere bagud kom jeg.
Til sidst hørte jeg følgende udtalelse ved generalkonferencen fra den daværende hovedpræsident for Unge Mænd Stephen W. Owen, og jeg begyndte at tænke anderledes: »Glæden ved omvendelse er mere end glæden ved at leve et anstændigt liv. Det er tilgivelsens glæde, glæden ved at være ren igen og at komme Gud nærmere. Når I har oplevet den glæde, kan intet ringere end det føles tilfredsstillende.«1
En anden generalkonferencetale vakte et yderligere ønske i mig om at gøre det bedre. Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Uanset om I flittigt bevæger jer fremad på pagtsstien, er gledet eller trådt væk fra pagtsstien eller måske slet ikke kan se stien, derfra hvor I står nu, så bønfalder jeg jer om at omvende jer. Oplev den styrkende kraft i daglig omvendelse – af at gøre det og blive lidt bedre hver dag.«2
Da jeg gjorde mit bedste for at følge dette råd, fandt jeg svar på bekymringer og fik en bedre forståelse af velsignelserne ved omvendelse. Alligevel spekulerede jeg på, hvad det var, jeg stadig ikke forstod ved omvendelse, der gjorde det så svært.
En vanskelighed for mig var, at jeg ikke kunne huske alle de synder, jeg havde begået en given dag. Jeg følte mig sikker på, at der var nogle, jeg havde glemt. Hvordan kunne jeg omvende mig fra alle mine synder, hvis jeg ikke kunne huske dem alle?
Det spørgsmål havde bekymret mig, siden jeg blev døbt som otteårig. Jeg vidste, at jeg var nødt til at omvende mig, men hvilken otteårig har en liste over hver synd, han begår, så han kan omvende sig fra dem? Jeg husker ved en lejlighed, at jeg knælede i bøn og sagde: »Himmelske Fader, jeg omvender mig fra alle mine synder!« Jeg tvivlede på, at det var nok at gøre det på den måde, men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre.
Jeg fandt senere et svar i Mormons Bog. Alma 38:14 lærer os: »Sig ikke: O Gud, jeg takker dig for, at vi er bedre end vore brødre; men sig hellere: O Herre, tilgiv min uværdighed … ja, anerkend til enhver tid din uværdighed for Gud.«
Anerkendelse af vores uværdighed over for Gud hjælper os til at være ydmyge, hvilket er afgørende for omvendelse. Derudover kan vi bede vor himmelske Fader om at hjælpe os til at se de ting i vores liv, vi skal omvende os fra, ændre eller forbedre. Han ved helt sikkert, hvad vi er nødt til at ændre for at blive mere som ham, og han vil tilskynde vores sind og hjerte, hvis vi spørger med et oprigtigt ønske om at ændre os og omvende os.
Den anden vanskelighed, jeg havde med omvendelse, var, at jeg ikke helt forstod begrebet om at aflægge sine synder. I Lære og Pagter 58:43 står der: »Heraf kan I vide, om et menneske omvender sig fra sine synder: Se, han vil bekende dem og aflægge dem.«
Jeg troede, at det at aflægge vores synder betød, at vi lovede, at vi aldrig ville begå dem igen. Betød det, at hvis jeg begik synderne igen, så havde jeg ikke rigtig aflagt dem til at begynde med? Og når jeg knælede i bøn for at bekende og aflægge mine synder, betød min opmærksomhed på mine egne svagheder – det faktum, at jeg måske ville gentage synden igen – så, at jeg ikke rigtig aflagde mine synder? Men jeg lærte, at det at aflægge mine synder er mere end blot at være ked af dem. Hvis det at være ked af det er alt, jeg gør, så har jeg nok ikke aflagt dem.
Ældste Dale G. Renlund fra De Tolv Apostles Kvorum delte denne indsigt: »Den kristne forfatter C.S. Lewis skrev om behovet for forandring og metoden dertil. Han sagde, at omvendelse indebærer ›at blive sat tilbage på den rigtige vej. En forkert sum kan bringes i orden,‹ sagde han, ›men kun ved at gå tilbage til du finder fejlen, og derpå begynde forfra fra det punkt, aldrig ved blot at gå videre.‹ At ændre vores opførsel og vende tilbage til den ›rigtige vej‹ er et led i omvendelsen, men kun et led. Oprigtig omvendelse indebærer også at vende vores hjerte og vilje til Gud og at afvise synd. Som der står forklaret i Ezekiel, så omvender man sig, når man ›vender om fra … synd … øver ret og retfærdighed … giver tilbage, hvad [man] tog … og følger livets love uden at øve uret‹ [Ez 33:14-15].«3
Da jeg bad om hjælp til omvendelse, udtrykte jeg over for vor himmelske Fader, at jeg virkelig ønskede at ændre mig og var villig til at ændre mig. Jeg vidste, at Herren ville hjælpe mig. Og han hjalp mig virkelig til at forandre mig.
Til at begynde med var ændringen sommetider ikke permanent, og jeg var nødt til at prøve igen. Men den indsats, vi yder, betyder noget for Herren. Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Med gaven fra Jesu Kristi forsoning og himlens styrke til at hjælpe os kan vi forbedre os, og det gode ved evangeliet er, at vi får point for at forsøge, også selv om det ikke altid lykkes.«4
Siden jeg har fået denne forståelse af omvendelse, har jeg følt mig mere sikker på min evne til at følge dette råd fra præsident Nelson: »Intet er mere frigørende, forædlende eller vigtigere for vores individuelle udvikling end et regelmæssigt, dagligt fokus på omvendelse. Omvendelse er ikke en begivenhed, det er en proces. Det er nøglen til lykke og til fred i sindet. Sammen med tro åbner omvendelse for vores adgang til kraften i Jesu Kristi forsoning.«5
Da jeg traf beslutningen om at blive bedre til at omvende mig, havde jeg ingen anelse om, at det ville få en så vidtrækkende og varig indflydelse på mit liv. De velsignelser, der er kommet, er virkelige. Jeg indså, at de mismodige følelser, jeg havde, kom fra min sjæls fjende, som ikke ønskede, at jeg omvendte mig. Jeg indså også, at jeg ikke altid kom bagud på grund af min manglende omvendelse, men snarere at jeg sommetider bare gav afkald de velsignelser, jeg kunne have fået, hvis jeg havde gjort en større indsats for at gøre det, jeg kunne gøre.
Efterhånden som jeg fortsat gør mit bedste for at omvende mig hver dag, har jeg følt Guds kærlighed og vejledning på måder, som jeg knap kunne have forestillet mig før. Jeg føler mig ikke længere overvældet af synd. Jeg har anerkendt det privilegium og den velsignelse, som omvendelse virkelig er. Jeg forstår nu, hvad bror Owen sagde: »Når I har oplevet [omvendelsens] glæde, kan intet ringere end det føles tilfredsstillende.«