»Hvor er I i stolthedens spiral?«, Liahona, dec. 2024.
Hvor er I i stolthedens spiral?
For at slippe ud af stolthedens spiral må vi indse, at enhver velsignelse, vi modtager, kommer fra vor himmelske Fader.
Der er et fremherskende adfærdsmønster i Mormons Bog, der almindeligvis omtales som en spiral eller cyklus af stolthed. Det gentages så ofte, at man begynder at fornemme, at Herren og hans profeter prøver at lære os noget vigtigt – at det måske er medtaget i optegnelsen for at tjene som en advarsel fra Herren til os alle i vor tid.
12:00 – Stolthedens kulmination
Lad os bruge et ur som metafor for at sige, at stolthedens spiral topper klokken tolv. Når vi står på klokken tolv på stolthedens urskive, føler vi os, ligesom nefitterne gjorde fordums, så succesfulde, så intelligente og så populære, at vi begynder at føle os uovervindelige. Vi nyder det, når andre komplimenterer os for vores succes, og vi bliver irriterede, når andre omkring os modtager komplimenter for deres succes.
Klokken tolv lytter vi normalt ikke til andres råd. Desværre konkluderer vi ofte, at vi ikke engang har brug for Gud eller hans tjenere. Vi reagerer modvilligt på deres råd. Vi klarer os fint på egen hånd. Vi glemmer eller afviser det, som kong Benjamin sagde: At vi »i evighed står i gæld til [vor] himmelske Fader – om at give ham alt, hvad [vi] har og er« (Mosi 2:34).
Vores nutidige profeter har advaret os mod hovmod. Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) kaldte hovmod for »den universelle synd« og »den store anstødssten for Zion«. Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum sammenlignede hovmod med »en personlig Rameumptom, en hellig forhøjning, der retfærdiggør misundelse, begær og forfængelighed«. Hovmod fremmedgør os fra Gud. Det fører os videre i stolthedens spiral til klokken to, hvor vi fornærmer Helligånden.
2:00 – Man stoler på en arm af kød
Til at begynde med tror vi måske, at det er at fornærme Helligånden er uden betydning. Nefi beskrev det som at blive »lulle[t] … ind i kødelig sikkerhed … Alt er vel i Zion [tror vi]; ja, Zion har fremgang, alt er vel« (2 Ne 28:21). Interessant nok er vi faktisk ikke så lykkelige klokken to i stoltheden spiralen, hvis vi skal være helt ærlige over for os selv. Vi har denne gnavende fornemmelse af, at vi glider. Vi forsøger at kæmpe imod de ubehagelige strømme i stolthedens onde cirkel. Vi klynger os til minderne om tidligere sejre og insisterer på at sætte vores lid til en arm af kød. Det er en alvorlig fejltagelse.
Jesus Kristus forkyndte: »Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre« (Joh 15:5). Når vi fornærmer Ånden, afskærer vi os selv fra kilden til al åndelig næring, og det er blot et spørgsmål om tid, før vi begynder at visne. Uden Herrens hjælp og Åndens påvirkning trækker hovmodets tyngdekraft os ned mod fiasko klokken fire.
4:00 – Tåbelig fiasko
Herren lærte Joseph Smith: »Skønt et menneske kan … have magt til at udføre mange mægtige gerninger, så må det dog, hvis det praler af sin egen styrke og regner Guds råd for intet og følger sin egen viljes og sine kødelige lysters bud, falde« (L&P 3:4).
Vi kan vælge vores adfærd, men vi kan ikke vælge konsekvenserne af vores adfærd. Klokken fire i stolthedens cyklus oplever vi de smertefulde konsekvenser af vores tåbelige hovmod. Vi mister måske vores job. Vi mister måske vores kæreste. Vi mister måske respekt fra dem, der betyder mest for os. Hvad værre er, så mister vi måske vores selvrespekt. Og så står vi ansigt til ansigt med vores egne utilstrækkeligheder. Ligesom Moses indser vi, at vi trods alt ikke er så vigtige, »hvilket [vi] aldrig havde forestillet [os]« (Moses 1:10).
6:00 – Ydmyghed, sagtmodighed, underdanighed
Tanken om fiaskoer og trængsler er ikke rar for nogen af os, men ironisk nok opdager vi ofte, at de kan være til stor velsignelse, fordi de har det med at skubbe os videre i stolthedens spiral hen imod ydmygheden klokken seks. Vi forsøger ikke længere at imponere nogen. Vi begynder at se tingene klarere og mere ærligt. Vi er kan bedre tage imod kritik, og vi kan smile af vores egne fejl og svagheder. Det er ikke, som en kristen forfatter har bemærket, at vi tænker mindre om os selv, men snarere at vi tænker mindre på os selv.
Klokken seks i stolthedens spiral bliver vi virkelig ydmyge og sagtmodige. Ydmyghed og sagtmodighed er grundlæggende principper i evangeliet. Vi taler ofte om tro, håb og næstekærlighed. Men profeten Mormon antydede, at der er en fjerde dyd, der gør de tre andre mulige:
»Jeg siger jer, at han ikke kan have tro og håb, medmindre han er sagtmodig og ydmyg af hjertet.
Hvis ikke, er hans tro og håb forgæves; for ingen bortset fra den sagtmodige og ydmyge af hjertet er antagelig for Gud; og hvis et menneske er sagtmodigt og ydmygt af hjertet og ved Helligåndens kraft bekender, at Jesus er Kristus, må han nødvendigvis nære næstekærlighed« (Moro 7:43-44).
En anden egenskab i skriften, der ofte forbindes med ydmyghed, er underdanighed. Kong Benjamin belærte om, at »det naturlige menneske er en fjende af Gud … og vil være det for evigt og altid, medmindre han … bliver som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed, villig til at underordne sig alt det, som Herren finder det tjenligt at pålægge ham, ligesom et barn underordner sig sin far« (Mosi 3:19).
Det er blevet sagt, at sagtmodighed ikke er en anerkendelse af vores svaghed, men snarere en anerkendelse af den sande kilde til vores styrke. Der er intet svagt ved sagtmodighed. Når vi er ydmyge og sagtmodige, højner vi ikke os selv; vi ophøjer Gud.
Klokken seks nederst i stolthedens spiral, når vi virkelig er ydmyge og sagtmodige, vender vi tilbage til Gud, fordi der ofte ikke er andre steder at vende os hen. Vores hjerte er knust nu, og vores ånd er angerfuld. Et sønderknust hjerte er et, der gennem erfaring er blevet trænet til at være lydig og lydhør over for Mesterens befalinger. Kun med et sønderknust hjerte kan vi være virkelig brugbare og produktive i Herrens tjeneste. Skrifterne forklarer, at det at have et sønderknust hjerte er en fredfyldt og håbefuld tilstand og i sidste ende en forudsætning for evig herlighed (se 2 Ne 2:7; L&P 97:8).
8:00 – Helligåndens velsignelser
Når vi overgiver vores sønderknuste hjerte til Gud, og vi er ydmyge, begynder Herren at »lede [os] ved hånden og give [os] svar på [vores] bønner« (L&P 112:10). Med hans vejledning fortsætter vi rundt i stolthedens spiral hen mod klokken 8, hvor vi inviterer Helligånden ind i vores liv igen.
Åndens indflydelse forandrer vores hjerte. Ligesom kong Benjamins folk, har »vi ikke mere tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt« (Mosi 5:2). Vi begynder at holde Guds befalinger, og han begynder at udøse sine velsignelser over os – velsignelser, som han altid har ønsket at give os, for det ligger i hans natur, men som vi nægtede at modtage på grund af vores tåbelige stolthed. Vi begynder at modtage velsignelser, fordi vi nu adlyder de love, som de er baseret på (se L&P 130:20-21). Vi betaler vores tiende, og Herren åbner himlens vinduer og udøser så mange velsignelser over os, at vi knapt kan modtage dem alle (se Mal 3:10).
10:00 – Velsignet lykke
Vores ydmyge lydighed mod befalingerne er drivkraften bag vores udvikling på stolthedens ur hen imod klokken ti, hvor vi befinder os i en tilstand af velsignet lykke. Vi oplever succes. Det burde ikke overraske os; det er et løfte fra skriften: »Og endvidere ønsker jeg af jer, at I skal tænke på den velsignede og lykkelige tilstand for dem, der holder Guds befalinger. For se, de er velsignede i alt, både timeligt og åndeligt« (Mosi 2:41).
Klokken 10 på stolthedens urskive er et behageligt og vidunderligt sted at være, men desværre er det også et farligt sted at være. Vores bekendte begynder at komplimentere os for alle vores succeser. Desværre begynder vi at tro på dem.
Hvis vi ikke er forsigtige, kan komplimenter overskygge vores dømmekraft og skabe et ugudeligt ønske i os om mere og mere ros og anerkendelse. Ligesom vores gamle modstander (se Moses 4:1) hvisker vi til os selv, at vi fortjener æren, for vi har jo gjort det.
»Og således kan vi se, hvor falske og også hvor ustadige menneskenes børns hjerte er, ja, vi kan se, at Herren i sin mægtige, grænseløse godhed velsigner og giver fremgang til dem, der sætter deres lid til ham.
Ja, og vi kan se, at på selv samme tid, som han giver sit folk fremgang, ja, ved vækst på deres marker, i deres flokke og deres hjorde og i guld og i sølv og i alle slags kostbarheder af enhver art og type; … ja, og ved kort sagt at gøre alt for sit folks velfærd og lykke, ja, da er det, at de forhærder hjertet og glemmer Herren deres Gud og tramper den Hellige under fode – ja, og dette på grund af deres medgang og deres overordentlig[t] store velstand« (Hel 12:1-2).
12:00 – Stoltheden topper igen
Langsomt – dog uden helt at indse det – nærmer vi os igen hovmodets top klokken tolv, vi er så travlt optaget af ros, at vi undlader at se os for og undgå det fald, der venter os, for »hovmod går forud for ulykke, overmod går forud for fald« (Ordsp 16:18). Og sådan fortsætter det i spiralen.
Lad os være ærlige. De fleste af os har, ligesom nefitterne, taget nogle omgange rundt i stolthedens spiral. Jeg spekulerede førhen på, hvordan den nefitiske nation kunne tage endnu en runde i den spiral på blot fem år. Jeg er siden kommet til den overbevisning, at vi kan tage en tur i spiralen på fem år, og vi kan gøre det på fem minutter. Det er et skadeligt tanke - og adfærdsmønster, der gennemsyrer vores samfund. Det er så almindeligt, at det nogle gange bliver svært at genkende.
At slippe ud af stolthedens spiral
Er vi dømt til at fortsætte for evigt i denne endeløse onde cirkel af fortvivlelse? Er der ingen måde at komme ud af stolthedens spiral på? Jo, det er der. Faktisk er der to udgange i stolthedens spiral – en til vores evige ødelæggelse og en til vores evige lykke.
Når vi står over for fiasko eller lidelse på klokken fire og føler, at alt er tabt, kan vi i stedet for at blive ydmyge blive vrede. Mister vi håbet eller giver efter for selvmedlidenhed, eller begynder vi at bebrejde andre – deriblandt Gud – for vores ulykke, så forlader vi stolthedens spiral. Men det bliver til ren undergang, ligesom for nefitterne fordum.
Når det virker som om, at vi ikke kan gøre noget forkert, når alt går godt klokken ti, kan vi undslippe stolthedens spiral ved at vælge at være taknemmelige i stedet for at blive stolte og hovmodige. Men denne gang vil vi fortsætte ud af spiralen med kurs mod Gud. For at forlade stolthedens cyklus klokken ti, må vi indse, at enhver velsignelse, vi modtager, kommer fra vor himmelske Fader. Han er kilden til alt det, der er godt i vores liv – kilden til enhver velsignelse. Vi må favne kong Benjamins lærdomme om, at vi alle er »afhængige af det samme væsen, nemlig Gud, med hensyn til alt det gods, som vi har, med hensyn til både føde og klæder og med hensyn til guld og sølv og alle de rigdomme, som vi har af enhver art« (Mosi 4:19).
En vellykket flugt klokken ti fra stolthedens spiral og dens kraftige træk er ikke let, men det er muligt. Vi har nogle eksempler i den nefitiske optegnelse, der kan bevise det. Overvej dette:
»Men til trods for deres rigdom eller deres styrke eller deres velstand var de ikke indbildske i deres øjnes stolthed, ej heller var de langsomme til at huske Herren deres Gud, men de ydmygede sig overordentligt for ham.
Ja, de huskede, hvor store ting Herren havde gjort for dem, at han havde udfriet dem fra død og fra bånd og fra fængsler og fra alle slags trængsler, og han havde udfriet dem af deres fjenders hænder.
Og de bad bestandig til Herren deres Gud, således at Herren velsignede dem i overensstemmelse med sit ord, så de voksede sig stærke og havde fremgang i landet« (Alma 62:49-51; se også Alma 1:29-31).
Vi befinder os sandsynligvis alle et eller andet sted i stolthedens spiral. Hvor er I? Hvis I er på klokken fire, og det føles som om alt er tabt, og I er en total fiasko, fortvivl ikke. I står et godt sted. Undgå at bebrejde andre for jeres nederlag. Vend jer ydmygt til Gud, og erkend jeres afhængighed af ham.
»Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt.
Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier« (Ordsp 3:5-6).
Men hvis I står på klokken ti og soler jer i succesens falske lys, skal I være forsigtige. Undgå tendensen til at vende jer indad og blive hovmodige. »Tæl da Herrens gaver; nævn dem hver især.« Følg rådet fra skriften om at huske alt, Herren har gjort for jer (se Moro 10:3). Som nadverbønnen minder os om, indgår vi pagt om, at vi ikke blot erindrer ham i en time eller to, men altid (se L&P 20:77, 79). Vi bør ikke tage ham eller hans offer for givet. Vi bør ikke undlade at være taknemlige over for ham for hver eneste velsignelse.
Alt godt kommer fra Gud. Han er kilden til enhver velsignelse, vi modtager. At fylde vores hjerte med taknemlighed for hans barmhjertige godhed vil beskytte os mod hovmod og bane vejen for at vi skal slippe ud af stolthedens spiral.
Fra talen »The Pride Cycle«, der blev holdt på Brigham Young University den 7. nov. 2017.