2024
Ingen jul i år?
December 2024


»Ingen jul i år?«, Liahona, dec. 2024.

Sidste dages helliges røster

Ingen jul i år?

Da vi spurgte ind til julen, sagde moren, at tiderne var svære, og at familien ikke havde noget at holde jul for det år.

missionærer bærer et juletræ

Jeg kan stadig se hjemmet for mig den kolde, grå decemberdag i Illinois i USA. Taget ragede lige over jorden, men det meste af huset var under jorden. »Der bor sikkert ikke nogen der,« konkluderede min kammerat og jeg.

Vi bankede på. Efter et øjeblik åbnede en dame døren på klem. Vi fortalte hende, at vi var missionærer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og at vi havde et vigtigt budskab til hende. Hun tøvede, men lod os komme ind.

Hun bad os om at sidde på to vakkelvorne træstole. Værelset var svagt oplyst. Da mine øjne vænnede sig til lyset, bemærkede jeg, at der var jordgulv i hjemmet. Der hang ingen billeder på væggene. Pludselig dukkede fire triste børn i farveløst tøj op.

Der var to uger til jul. Hvor var Jesusbarnet i krybben? Hvor var den farverige pynt og juletræet?

Da vi havde givet vores budskab om genoprettelsen, inviterede moren os tilbage for også at tale med hendes mand. Inden vi tog af sted, spurgte vi ind til julen. Hun sagde, at tiderne var svære, og at de ikke havde noget at holde jul for det år.

Da vi var taget af sted, bad min kammerat og jeg om hjælp fra de lokale medlemmer af menigheden. Derpå fulgte en stor kærlighedshandling. Medlemmerne donerede mad, tøj, legetøj og et juletræ med pynt.

Vi vendte tilbage til huset et par dage senere. Vi bankede på, og døren blev igen åbnet på klem. »Glædelig jul,« sagde vi, da vi hilste på faren, moren og de fire børn, der gjorde store øjne.

Vi bar træet, gaverne og maden ind i huset. Familien så forbløffet ud. Vi satte træet op, lagde gaver under det, satte mad på bordet og nød et kort besøg. Da vi skulle til at gå, kiggede jeg på børnene. De havde alle et stort smil på læberne.

Vi fortsatte med at undervise familien, og med tiden tilsluttede de sig Kirken. Da evangeliets lys oplyste deres hjem, udviklede faren tro og modtog en ny vision for sin familie. Han fandt et bedre job. Familien kom tættere på hinanden. Snart flyttede de ind i et nyt hjem.

I dag, mere end 60 år senere, takker jeg stadig Herren for at lade os velsigne seks af hans dyrebare børn og at minde mig om, at »alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig« (Matt 25:40).