Vores kampe blev velsignelser

Allan Oduor Omondi er fra Nairobi i Kenya

Trods vores trængsler i svære tider i Kenya viste Herren os sin inderlige barmhjertighed.

forfatteren står udenfor med sin hustru og datter

Livet kan sommetider være uroligt i Nairobi, hovedstaden i Kenya i Østafrika. Men som børn af en fabriksleder fra middelklassen havde mine to søskende og jeg masser at spise og et hjem med alt, hvad vi havde brug for.

Valget i 2008 forstyrrede dog hurtigt vores komfortable liv og kastede landet ud i kaos. Oprørske folkemængder gik gennem gaderne og plyndrede forretninger. Min far havde brug for politieskorte for at gå på arbejde.

Af sikkerhedsmæssige grunde forlod vi byen og flyttede til et nyt hjem, som vores far var ved at bygge 450 km væk i Busia i Kenya. Men selv der låste vi vores døre.

Der er ingen tvivl om, at julen i 2009 var vores sværeste tid nogensinde. Hver dag i den tid frygtede vi for vores liv. Folk lurede uden for vores hjem, ivrige efter og parate til at stjæle. En bande bøller marcherede engang mod os med macheter. Vi var ofte bange for at åbne døren. Jeg er overbevist om, at min trofaste mors bønner beskyttede os.

På det tidspunkt stod min far uden arbejde. Maden slap hurtigt op. Vores julemåltid det år bestod af kogte blade fra bønneplanter, som min mor havde sået. På trods af vores trængsler stod min far fast, selvom han også følte dyb smerte.

Vi blev overvældet af modløshed og mistede næsten håbet. »Hvorfor sker det her?« spurgte vi os selv. »Hvorfor går vi igennem sådanne trængsler, lige efter vi har sluttet os til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige?«

Storslået barmhjertighed

En aften drog to seniormissionærer, der kendte til de farer, vi stod i, gennem området for at bringe os et budskab om fred. Vi blev opmuntret, da de reciterede Nefis vidnesbyrd og løfte i 1 Nefi 1:20: »Herrens milde barmhjertighed er over alle dem, som han har udvalgt på grund af deres tro for at gøre dem mægtige, endog med magt til udfrielse.«

Vi troede på det.

Missionærerne hjalp os til at forstå, at på trods af vores trængsler forventede Herren, at vi fortsatte med at leve trofast. Jeg husker tydeligt den fred og trøst, der overvældede mig den aften. Jeg vidste mere end nogensinde før, at Herren var opmærksom på os og vores vanskelige situation. Den aften og i de svære stunder bagefter lærte jeg, at hans milde barmhjertighed er storslået.

Da tiden kom for, at jeg skulle på mission, følte jeg et ønske om at velsigne folk i nabolandet Uganda med evangeliet, men jeg ønskede også at undervise folk i Zimbabwe, hvor den missionær, der havde døbt mig, boede.

Jeg bad, men i mit hjerte så jeg ingen mulighed for, at jeg kunne tjene i to lande, der lå langt fra hinanden. Kort tid efter modtog jeg mit kald til Zimbabwe, men mens jeg var på missionærskolen i Johannesburg i Sydafrika, blev mit visum forsinket. Jeg blev omdirigeret til Uganda, hvor jeg tjente i otte måneder, før jeg fik et visum til Zimbabwe.

»Herrens veje er uransagelige,« tænkte jeg ved mig selv.

Mit første område i Zimbabwe var Chikanga Mutare. Jeg var ivrig efter at finde familien til den missionær, der havde døbt mig, så jeg studerede områdebogen med min kammerat. Mange navne matchede hans efternavn. Vi bad, valgte efter bedste skøn, hvor vi skulle tage hen, og tog af sted.

Ved den første dør, vi bankede på, fandt vi min missionærs familie. Vores glæde var øjeblikkelig. Vi græd og krammede, som var vi familie. Da jeg bladrede gennem familiens fotoalbum, fandt jeg billeder af min familie ved vores dåb.

»Vi følte himlen«

Jeg vendte hjem efter min mission og opdagede, at forholdene ikke var blevet bedre for min familie. Min far var stadig arbejdsløs. To fætre inviterede mig til at bo hos dem i Kibera – det hårdeste område i Nairobi. Der skabte jeg et sted, jeg kaldte mit hjem.

Bander herskede og hærgede i Kibera, men jeg holdt mig væk fra de mest plagede områder. Jeg følte mig udenfor, men mine fætre hjalp med at beskytte mig og sikre, at andre vidste, at jeg var religiøs og skulle respekteres.

Maden i slumkvarteret bestod af vand og en chokolademasse, man lavede en slags doughnut af. Jeg valgte at spise om aftenen. Hver morgen vågnede jeg og var sulten. I kirken gjorde jeg mit bedste for at smile og være glad, så medlemmerne ikke opdagede min sult.

I den periode tjente jeg som ældsternes kvorumspræsident i Langata-grenen og gik i skole, når det var muligt. Søndag eftermiddag gik jeg sammen med grenspræsidenten ud for at besøge medlemmerne, velvidende om, at vores hvide skjorter gjorde os til lette mål for bander. Men vi følte himlen, når vi tjente andre, og mine fætre vågede over os, mens vi gik på de støvede veje.

Trods svære tider siger bror Omondi: »Takket være bøn følte jeg mig støttet, og jeg mistede ikke håbet. Det håb blev belønnet.«

Håb belønnet

Det var en svær tid, men takket være bøn følte jeg mig støttet, og jeg mistede ikke håbet. Det håb blev belønnet.

Lidt senere fik jeg en jobsamtale. Der var et dusin andre, der var mere kvalificerede med uddannelse og diplomer, som jeg var oppe imod for at få stillingen. Men jeg havde været på mission, og jeg havde tro på og tillid til, at Herren ville velsigne mig. Jeg bad en bøn og gik så ind foran et bedømmelsespanel.

Mod slutningen af interviewet røg det bare ud af mig: »Hvornår skal jeg begynde?« To uger senere var jeg den ene ud af de to, der blev ansat. Jeg udmærkede mig snart som en topsælger, hvilket åbnede døre til forfremmelse, herunder en opfordring fra en administrerende direktør om at slutte mig til hans store firma. I dag nyder jeg den velsignelse at være ægtemand og far og at tjene som biskop i menigheden i Langata.

forfatteren med sin hustru og datter — »I dag nyder jeg den velsignelse at være ægtemand og far og at tjene som biskop.«

Jeg ser tilbage på julen 2009 og de efterfølgende udfordringer som en mindeværdig lektie – en tid, hvor vores kampe blev vendt til velsignelser, og Herren viste os sin milde barmhjertighed i rigt mål på grund af vores tro.