De samledes for at tjene i Chennai

Om aftenen den 25. december 2004 var medlemmerne af Chennai 1. Gren på Indiens østkyst i gang med i en juleaktivitet. De vidste ikke, at der næste morgen ville komme et voldsomt jordskælv i Det Indiske Ocean ud for Sumatras kyst. Skælvets kraft pulserede gennem havet og drev tårnhøje mure af havvand ind mod land. Bølger slog ind mod byer og landsbyer i Indien, Indonesien, Sri Lanka, Malaysia og Thailand, oversvømmede gader og jævnede hjem og bygninger med jorden. Et ukendt antal mennesker meldtes savnede eller døde.

Da ældsterne Alwyn Kilbert og Revanth Nelabelle, missionærer i Chennai, ankom senere samme morgen, fornemmede de, at noget var galt. På stranden havde politibetjente sat barrikader op for at holde tilskuerne tilbage, og de patruljerede området på hesteryg. Langs stranden trak folk lig op af vandet. Missionærerne kunne se, at vandet og ødelæggelserne lå mere end 800 meter inde på landet fra stranden.

Den aften sendte Kirken lastbiler fyldt med forsyninger fra en by næsten 640 km væk, så de hellige kunne dele dem ud til de nødlidende i Chennai. Om morgenen samledes medlemmer og missionærer i Chennai 1. Grens kirkebygningen for at hjælpe med et tjenesteprojekt organiseret af byens to grene. I løbet af de næste to dage samlede og sorterede de nødhjælpspakker indeholdende tøj, sengetøj, hygiejneartikler og spiseredskaber.

Efter tsunamien ramte, distribuerede sidste dages hellige i landet Kirkens nødforsyninger blandt ofrene. Efter at have læsset lastbiler med hundredvis af hygiejnesæt og andre forsyninger rejste missionærerne og andre sammen med præsident Brent Bonham fra Bangalore-missionen i Indien for at aflevere dem til en indisk Røde Kors-station.

På stationen genkendte manden, der hilste på dem, deres navneskilte. »Åh, I er fra Kirken,« sagde han. »Hvad har I bragt med?«

De fortalte, at de havde lygter, hygiejnesæt og adskillige tons tøj. Embedsmanden var begejstret for donationerne og bad dem om at køre lastbilerne ind i området.

Indenfor var der mennesker, der stimlede sammen omkring store bunker tøj. Folk fra forskellige religioner og organisationer afleverede også forsyninger, og missionærerne brugte adskillige timer på at tømme bilerne og flytte materialerne derhen, hvor der var brug for dem.

Da ældste Kilbert betragtede disse folk fra forskellige grupper, blev han rørt over, hvordan de alle arbejdede sammen af kærlighed til deres medmennesker. »Der er gode mennesker overalt,« tænkte han.