»Gå med nye medlemmer ad disciplens vej«, Liahona, dec. 2024.
Gå med nye medlemmer ad disciplens vej
Nye medlemmer har brug for venner i Kirken, muligheder for at tjene og næring ved Guds gode ord.
Når nyomvendte går fra en verden med velkendte venner og oplevelser til nye tilbedelsesformer og kulturelle konventioner i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, kræver deres unge, voksende vidnesbyrd tålmodig omsorg.
Disse nye medlemmer kommer fra forskellige samfundslag og tager imod Jesu Kristi gengivne evangelium. De har brug for vejledning og venskab for at vokse i hans lys. »De af os, der befinder sig på et andet sted på den lange rejse som discipel, [må] udstrække en varm venskabelig hånd til vores nye venner, acceptere dem der, hvor de er, og hjælpe, elske og inkludere dem i vores liv,« har ældste Ulisses Soares, fra De Tolv Apostles Kvorum, sagt.
At hjælpe nye medlemmer ind i folden kræver følsomhed, bevidsthed og nogle gange selvrefleksion. »Jeg tror, at vi kan være meget bedre og bør være bedre til at byde nye venner velkommen i Kirken,« sagde ældste Soares. »Jeg beder jer om at overveje, hvad I kan gøre for at være mere omfavnende, accepterende og hjælpsomme over for dem.«
»Jeg var i en ny kultur fuld af nye ord og traditioner. Jeg følte mig udenfor i de fleste samtaler og satte spørgsmålstegn ved mit værd.«
Amy Faragher med sin mand, Nathan, og deres børn
Vis oprigtig interesse
Amy Faragher vidste, at Kirken var sand i det øjeblik, hun trådte ind ad kirkedøren. »Jeg kunne ikke fornægte det vidnesbyrd, jeg havde modtaget fra Helligånden,« siger hun, »så jeg valgte at blive døbt.«
Omkring et år efter, at hun tilsluttede sig Kirken som 19-årig, modtog hun en kaldelse til at tjene i Hjælpeforeningen. Et år senere blev hun kaldet til at tjene som hjælpeforeningspræsident i sin menighed for unge voksne. »Disse oplevelser berigede virkelig mit liv,« siger hun. »Jeg var med, fuldt og helt.«
Der var udfordringer ved at tjene i denne kaldelse som relativt nyt medlem af Kirken. »Jeg var i en ny kultur fuld af nye ord og traditioner,« siger hun. »Jeg følte mig udenfor i de fleste samtaler og satte spørgsmålstegn ved mit værd som medlem.«
Trods vanskelighederne tog Kirkens medlemmer imod hende med varme og åbne arme, som for eksempel en søster, der spurgte, om de skulle være venner. »Sådanne tilhørsforhold formildede udfordringen med at lære at fungere i et nyt liv,« siger søster Faragher. »Jeg var en del af et fællesskab. Menighedens medlemmer dømte mig ikke, fordi jeg ikke forstod Kirkens kultur eller læresætninger.«
Fem år efter hun tilsluttede sig Kirken, blev hun gift. Gennem årene var hun og hendes mand en del af forskellige menigheder. Særligt en af dem var åben over for hendes baggrund som omvendt til Kirken, og inviterede hende endda til at være medlem af et panel og fortælle sin historie ved en menighedsaktivitet.
I andre menigheder, hvor Amy kom, var hun ivrig efter at deltage, men følte sig ikke inkluderet. Hun begyndte at tvivle på sin plads i Kirken. »Til tider var ensomheden ubærlig,« mindes hun. »Jeg fortsatte med at deltage i nadvermøder og opfylde min kaldelse i børnehaven, men led af en høj grad af angst.«
Da hendes bestræbelser på at søge støtte fra menigheden i en svær tid ikke bar frugt, søgte hun råd hos sin stavspræsident. Da hun talte med ham ved en lejlighed, afslørede hun sit hjertes smerte. Han reagerede hurtigt og bad om at høre mere. De talte længe og forpligtede sig til at mødes regelmæssigt. »Stavspræsidenten var oprigtigt interesseret og lyttede til alt, hvad jeg havde at sige,« mindes hun. »Han var den første til at stille det svære spørgsmål om, hvad der foregik.«
Da hun rådførte sig med stavspræsidenten og søgte anden professionel rådgivning, hjalp det hende til at føle vor himmelske Faders kærlighed, et vigtigt skridt i hendes heling. »Alt ændrede sig for mig. Jeg er ved at finde min plads,« siger hun. »Jeg har lært, at jeg ikke behøver at skamme mig over at være konvertit.«
»Det er vigtigt for ledere at anerkende og tage sig af nye medlemmer,« foreslår hun. »Stil de svære spørgsmål og find ud af, hvordan de virkelig har det. En kaldelse eller et ansvar, der passer til det nye medlems evner, er også vigtigt for det nye medlems selvtillid. Det er ikke en byrde at tjene, som nogle ledere tror.«
Amy fik for nylig en kandidatgrad i klinisk rådgivning for psykisk helbred, og hun afholder stavsworkshops om psykisk helbred og hjælper til i Kirkens afvænningsprogram.
»Kristus har bedt os om, at vi tager vores kors op og følger ham. Visse nye medlemmer er nødt til at give afkald på deres venner. De er nødt til at give afkald på deres vaner. De giver afkald på en masse ting, så de kan starte på en frisk, og de har brug for en masse støtte – nogle gange bare et smil og et venligt håndtryk.«
Ka Bo Chan med sin kone, Maila, og deres børn
En mulighed for at tjene andre
Ka Bo Chan blev født i Hong Kong og flyttede til USA, da han var ung. Han lærte om Kirken som teenager af en bofælle på college, da han studerede musik i Portland i Oregon. Evangeliske sandheder vandt genklang hos ham, og han blev døbt og bekræftet. Kort tid efter fløj han til Estland for at fortsætte sine studier.
Det viste sig at være svært at finde Kirken i Estland. Uden kontakt med medlemmer og med begrænset forståelse af bøn og skrifterne blev hans tro gradvist sløvet.
I løbet af denne tid mødte han Maila, en ung kvinde i skolen. »Alt ved hende strålede,« siger han. Han begyndte at sidde ved siden af hende, og snart blev de venner.
Maila var ikke medlem af Kirken og kendte ikke til religion. Men efterhånden som deres forhold udviklede sig, sagde hun, at hvis hun giftede sig, ville det være for evigt.
Mens Ka Bo studerede, følte han en åndelig dragen mod at vende tilbage til Kirken, og han fandt grenen i sit område. Den første aktivitet, han og Maila deltog i, var en julefest i grenen. Hun følte, at aktiviteterne var akavede, og det gav et dårligt indtryk, så hun svor, hun aldrig ville vende tilbage. Men Ka Bo fortsatte med at komme i kirken.
En forårsmorgen fortalte Maila Ka Bo, at han måtte vælge mellem hende og Kirken. Uden tøven sagde han, at han havde brug for Kirken, og opfordrede hende til at deltage sammen med ham.
Hans ligefremme svar fik hende til at spekulere på, om der var noget hun manglede. Hun blev venligere stemt og indvilligede i at tage i kirke igen. Søndagen efter blev hun straks mødt af et smil fra en søstermissionær. Hun følte sig draget mod hende, som om de var gamle venner. Hendes ængstelse fortog sig, og hun blev døbt og bekræftet to uger senere.
Ka Bo og Maila forstod ikke nuancerne i skriften eller evangelisk praksis, og der var intet i deres oplevelse med deres nye religion, der var velkendt, ikke engang musikken. Men de kom i kirke og prøvede at lære evangeliet at kende.
Da missionærerne blev forflyttet, kendte Maila ikke de andre medlemmer så godt og følte sig usikker i de nye omstændigheder, som for eksempel i Hjælpeforeningen, hvor hun på et tidspunkt spekulerede på, om hun var på det forkerte sted. Kort tid efter følte biskoprådet sig inspireret til at kalde hende til at spille klaver i Primary. »At spille klaver gav mig et sted at høre til og et formål,« siger hun.
Mari og Jorma indså, at de gik stik imod finsk kultur og tradition, da de tilsluttede sig Kirken. Alligevel ændrede de kurs i livet og så sig aldrig tilbage.
Næret ved Guds gode ord
Mari og Jorma Alakoski kender omvendelsens vej. I årene siden de tilsluttede sig Kirken i deres hjemland Finland, har de tjent i forskellige funktioner, blandt andet blev Mari kaldet som assistent til tempelpræsidentinden og Jorma som rådgiver i det første tempelpræsidentskab i templet i Helsinki i Finland.
Men som så mange andre nyomvendte måtte de kæmpe for deres tro. Da missionærerne mødte dem, kom et vidnesbyrd ikke lige så let til Mari, som det gjorde til hendes mand. Til at begynde med var hun utilpas ved Mormons Bog og skubbede den væk kun med fingerspidsen for at røre den så lidt som muligt.
Da hun senere så tårerne løbe ned ad kinderne på sin mand, mens han læste i Mormons Bog, tænkte hun: »Hvis denne bog rører ham så dybt, må den være værdifuld.«
Hendes modstand mildnedes gradvist, og hun begyndte sin søgen efter sandhed. Med tiden fældede også hun tårer, når hun læste Mormons Bog.
Mari og Jorma indså, at de gik stik imod kultur og tradition, da de tilsluttede sig Kirken. Alligevel ændrede de brat kurs i livet og så sig aldrig tilbage. »Kirken har bragt stor tilfredshed ind i vores liv. Jeg tror næsten, at alt var for godt til at være sandt. Vi blev taget meget venligt imod i forsamlingen,« siger Mari.
»Pludselig kom der en masse nye ting ind i vores liv,« siger hun. Søndage var ikke længere fritid, men fyldt med kirkemøder, som på det tidspunkt blev afholdt tre gange i løbet af sabbatsdagen. »Det krævede at få børnene klædt på til hvert møde, og at vi planlagde deres måltider og middagslur.«
Hver dag i ugen krævede tid til evangelierelaterede aktiviteter og møder, hvad enten det var hjemmeaften, Hjælpeforeningen eller Primary. »Om lørdagen forberedte vi mad og tøj til søndagen,« siger Mari.
Mari og Jorma kom ikke med en stor bekendtgørelse, da de tilsluttede sig Kirken, men deres familie og venner fik det gradvist at vide. »Det var ikke alle, der forstod vores beslutning,« mindes Mari. »Nogle få venner holdt op med at tale med os. Men det var en lille pris at betale for alle alt det dyrebare, vi fik i vores liv. Intet og ingen kunne få os til at forlade Kirken. Da min far hørte om vores omvendelse, bilagde han enhver uoverensstemmelse, idet han sagde: ›Lad dem gøre, som de selv synes. De er voksne mennesker. De ved, hvad de vil.‹«
Med tiden ønskede parret at blive beseglet. De planlagde, gav offerydelser og rejste to dage med bus og en nat med skib gennem Sverige og Tyskland. Til sidst ankom de til templet i Bern i Schweiz, det eneste tempel i Europa på det tidspunkt.
Alakoski-parret er et eksempel på dem, der modtager et vidnesbyrd om evangeliet og går fremad, ligesom Nefi gjorde, uden på forhånd at vide alt, men ved at følge Ånden (se 1 Ne 4:6). De lærte gennem andre medlemmer om læren og om, hvordan de kunne anvende evangeliet i deres liv. Når de ikke vidste noget, studerede de det eller bad om mere vejledning.
Råd fra en apostel
»Vi har længe fået at vide, hvordan vi kan hjælpe vores nye venner til at føle sig velkomne og elsket i Jesu Kristi genoprettede kirke. De har brug for tre ting, så de kan forblive stærke og trofaste igennem deres liv,« sagde ældste Soares, idet han gentog et råd fra præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008).
»For det første har de brug for brødre og søstre i Kirken, der er oprigtigt interesserede i dem, sande og loyale venner, som de kan vende sig til, som vil gå sammen med dem, og som vil besvare deres spørgsmål,« fortsatte ældste Soares.
»For det andet har nye venner brug for en opgave – en mulighed for at tjene andre … Det er en proces, hvorved vores tro kan blive stærkere …
For det tredje skal de nye venner have ›næring ved Guds gode ord‹ [Moro 6:4]. Vi kan hjælpe dem til at elske og lære skrifterne at kende, når vi læser og taler om lærdomme med dem, kommer med konteksten til historierne og forklarer svære ord.«
Når vi hjælper nye medlemmer, fører det til det åndelige og timelige velsignelser til både nyomvendte og livslange medlemmer. Det styrker Kirken på flere måder. »Vores nye venner bringer deres gudgivne talenter, begejstring og godhed med sig,« sagde ældste Soares. »Deres entusiasme for evangeliet kan være smittende og dermed hjælpe os til at give vores eget vidnesbyrd et nyt liv. De bringer også et nyt perspektiv til vores forståelse af livet og evangeliet.«