599 dåb
S om 18-årig blev jeg den første i min familie, som hørte om det gengivne evangelium. Jeg fik en forståelse af, hvordan evangeliet kunne hjælpe min familie.
På grund af disse følelser kastede jeg mig over slægtsforskning, og min kærlighed til mine forfædre voksede, mens jeg arbejdede og udøvede tro for at finde dem. Mit ønske om at finde dem var så stærkt, at jeg ved flere lejligheder rejste ud til mine forfædres fødeegne. Hver rejse gav mig nye erfaringer, og mit hjerte blev vendt til mine forfædre (se Mal 3:23-24).
Senere blev jeg kaldet som slægtshistorisk konsulent i menigheden. Mit hjerte svulmede, og jeg begyndte at nære kærlighed til forfædrene til hvert eneste medlem af menigheden. Mens jeg søgte i kirkebøger, arkiver og biblioteker, fik jeg en bedre forståelse af formålet med at forløse de døde.
Engang stod jeg med min diskette med slægtshistoriske oplysninger på og indså, at jeg stadig manglede den vigtigste del af arbejdet. Jeg måtte i templet og sørge for, at min familie bag sløret kunne få udført de ordinancer, som kunne gøre det muligt for dem at blive frelst og slutte sig til min families generationer i al evighed.
Jeg fik mulighed for at komme i templet, da jeg var på mission i Cochabamba i Bolivia. Jeg begyndte at forkynde evangeliet i oktober 2000. Nogle få måneder senere besøgte min kammerat og jeg templet sammen med de unge fra den menighed, vi tjente i. Jeg tog min diskette med og kunne forsyne dem med 599 navne til udførelse af ordinancer.
Mens jeg virkede som vidne, døbte min kammerat de unge på mine forfædres vegne. Hvor følte jeg dog en stor glæde. Ånden var med mig og vidnede om sandheden af det, vi var i færd med. Jeg kunne fornemme mine forfædres glæde og taknemlighed.
Men der var andre ordinancer, som også skulle udføres. Fordi der var så mange navne, overlod jeg dem til templet. Men jeg beholdt mine oldeforældres og deres børns navne, og senere den måned fik min kammerat og jeg, med andre missionærers hjælp, udført ordinancer for dem.
Jeg er min himmelske Fader taknemlig for, at jeg, selv om jeg var langt hjemmefra og nok troede, at jeg kun skulle døbe de levende, også fik mulighed for at tage del i forløsningen af de døde.
Jeg stræber stadig efter at føre sjæle til Kristus og opmuntre dem til at søge efter deres forfædre. Jeg elsker dette værk, og jeg ved, at det er sandt, og at Jesus Kristus lever og elsker os.
Wilson Arley Ocampo er medlem af Envigado Menighed i Belen Stav i Medellín i Colombia.