Et uventet ægteskabeligt råd
Fernando lukkede forsigtigt bogen i og kiggede os ind i ansigtet. En tåre trillede langsomt ned over hans kind. Hans hustru, Maria, der sad ved siden af ham, men syntes meget langt væk, så på ham med en blanding af rædsel og væmmelse. Langt om længe sagde Fernando, uden at tørre tåren væk:
»Ja, ældste, jeg vil gerne døbes.« Han talte blidt, men med en stille selvsikkerhed.
Hans hustru rejste sig brat, så hendes stol vippede og faldt bagover. Hendes ansigt var forvredet af raseri, da hun pegede på sin mand.
»Hvordan kan du være sådan et fjols? Hvordan kan du svigte Jesus for de lærdomme, som disse gringoer og deres nordamerikanske profet kommer med? Hvordan kan du vende dig fra Bibelen og tage imod disse falske skrifter? Du er et fjols, et ugudeligt fjols, og må Gud se i nåde til din forbandede sjæl.« Hun vendte sig og fór ud af stuen.
Fernando sukkede. »Hun er en god kvinde,« forklarede han undskyldende. »Hun skal nok komme til at forstå det – om ikke godtage det.«
Nogle måneder efter sin dåb trådte Fernando ind i kirkesalen og satte sig på sin sædvanlige plads på bageste række. Han så meget bekymret ud. Jeg betragtede ham oppe fra forhøjningen, mens jeg udførte mine pligter som grenspræsident. Mere end én gang greb jeg ham i at stirre intenst på mig.
Da mødet var forbi, og forsamlingen strømmede ud af døren for at hygge sig i solskinnet ved Andesbjergene i Venezuela, spurgte Fernando, om han måtte tale med mig. Han og hans hustru havde været oppe at skændes igen. Han havde prøvet at forklare den glæde, som han havde fundet i sin voksende vished om sin nye tro, men hun havde nægtet at høre på ham. Hun havde truet med at forlade ham og tage deres datter med sig. Den trussel gjorde ham vred. Bitre ord havde ført til tårer, og de to var søgt ind i hver sit værelse i deres lille lejlighed.
»Hvad skal jeg gøre?« spurgte han mig.
Jeg sad i min stol og skælvede under det ansvar, som var lagt på mine skuldre. Jeg var 20 år gammel og havde aldrig været gift. End ikke mine spæde teenageforsøg på at finde kærester havde varet ret længe, og de havde gjort mig lidt klogere, men også såret mig. Mine egne forældres ægteskab var endt efter 18 år. Jeg havde ingen erfaring med ægteskabsrådgivning. Hvad kunne jeg give denne mand, der kæmpede for at redde sit ægteskab og sin familie, uden at give køb på sin tro?
Jeg åbnede munden for at komme med nogle floskler om trøst og håb, men i stedet druknede de i en idé, der trængte sig frem. For en gangs skyld var mit gebrokne spansk klart og tydeligt.
»Min ven,« begyndte jeg, »næste gang du og din hustru begynder at tale om din dåb, og du begynder at føle vrede og frustration, så stop op. Ti stille et øjeblik. Tag så din kone i dine arme og knug hende ind til dig. Fortæl hende, at du elsker hende og værdsætter hende, og at intet nogensinde kan tage hendes plads i dit liv.«
Han stirrede tomt på mig. Måske havde han forventet en prædiken eller et storslået princip, som kunne redde hans ægteskab. Han ventede, fordi han måske troede, at jeg havde mere at sige, men jeg havde ikke mere at tilføje.
»Ja, presidente,« sagde han. Han var meget alvorlig, da han forlod mit kontor uden at sige mere.
Der gik en uge, og igen trådte Fernando ind i kirkesalen. Men han gik med raskere skridt. Han holdt hovedet højt, hans øjne strålede, og han smilede. Under hele mødet sad han uroligt som et lille barn. Bagefter kom han ind på mit kontor.
»Presidente, presidente!« udbrød han med en stille, men begejstret stemme. »Du aner ikke, hvad der er sket. Jeg gjorde, som du sagde. Vi talte igen om min tro og min dåb. Og igen kritiserede hun mig og sagde, at jeg var blevet bedraget. Jeg havde lyst til at råbe og fortælle hende, at hun tog fejl, men så huskede jeg dine ord. Jeg stoppede op, tog en dyb indånding og kiggede på hende, mens jeg prøvede at tænke på alle de mange år, hvor vi har elsket hinanden, og på den kærlighed, som jeg stadig føler for hende. Hun må have fornemmet noget i mit blik, for hun blev pludselig blidere. Jeg tog hende i mine arme og knugede hende. Jeg hviskede, at jeg elskede hende, at jeg værdsatte hende, og at intet kunne tage hendes plads i mit liv. Vi græd. Bagefter sad vi tæt sammen og talte i flere timer om alt det, som vi har oplevet, både godt og ondt. Og så holdt jeg om hende igen. For første gang i mange uger følte vi kærlighed til hinanden. Tak, presidente.«
Den følgende måned afsluttede jeg min mission og drog af sted på den lange rejse hjem til USA. Jeg var glad for at skulle hjem, men samtidig ked af at skulle rejse. Fernando og jeg skrev sammen, og han fortalte om sine håb og skuffelser. Hans hustru havde ikke antaget hans tro, men hun var blevet mere tolerant og mindre stridbar. Han sagde, at det var en begyndelse, og han omtalte hende meget kærligt. Med tiden mistede vi kontakten med hinanden. Der er gået mange år nu. Men den lektie med Fernando inspirerer mig stadig. Det er kærlighed – ikke principper, lærdomme eller ritualer – der har magt til at blødgøre hjerter.
Bart Benson er medlem af Grace 2. Menighed i Grace Stav i Idaho.