2005
DE HALVFJERDS’ KVORUMMER
August 2005


DE HALVFJERDS’ KVORUMMER

Den syvende i en artikelrække om præstedømmekvorummerne og deres formål.

Som sidste dages hellig har du sikkert hørt halvfjerdsere, der er generalautoriteter og område-halvfjerdsere, tale ved lokale møder eller til generalkonferencer, eller måske har du læst artikler skrevet af disse ledere i Kirkens tidsskrifter. Men ved du, hvordan disse halvfjerdserkvorummer er organiseret, eller hvilke opgaver halvfjerdserne har?

Først en kort baggrundshistorie: I februar 1835 kaldte profeten Joseph Smith de første halvfjerdsere i denne uddeling. I de år, der fulgte, udvikledes kaldelsen til halvfjerdser sig, så den stod mål med den voksende kirkes behov. I 1975 reorganiserede præsident Spencer W. Kimball De Halvfjerds’ Første Kvorum, og det følgende år blev de 21 mænd, der var kaldet som assistenter til De Tolv, ordineret til halvfjerdsere og indsat som medlemmer af Det Første Kvorum. Ti år senere, i 1986, blev halvfjerdserkvorummerne i stave over hele Kirken opløst, og de, der tjente som halvfjerdsere, vendte tilbage til ældsternes kvorum eller blev ordineret til højpræster.

Tre år senere, i 1989, blev De Halvfjerds’ Andet Kvorum organiseret. Medlemmer af dette kvorum er kaldet for en femårig periode. Medlemmer af Det Første Kvorum virker, indtil de fylder 70, hvorefter de får titel af emeritus medlemmer. Til tider kan deres kaldelse forlænges med et år eller længere, som Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum nu måtte finde det nødvendigt.

Medlemmer af disse to halvfjerdserkvorummer er generalautoriteter og får deres arbejdsopgaver fra Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum. De tjener på fuld tid og kan få til opgave at føre tilsyn med Kirken hvor som helst i verden.

De Halvfjerds’ pligter

Nutidig åbenbaring fastslår, at De Halvfjerds skal »prædike evangeliet og være særlige vidner [om Jesus Kristus] … for hele verden« (L&P 107:25). Desuden skal de »handle i Herrens navn under De Tolv … De skal opbygge Kirken og ordne alle dens anliggender blandt alle folk« (L&P 107:34).

De Halvfjerds’ enestående og specielle kaldelse fremsættes tydeligt i åbenbaringerne: »Det er [De Tolvs] pligt at kalde De Halvfjerds til hjælp frem for de andre, når det gøres nødvendigt, for at efterkomme de forskellige opfordringer til at prædike og tjene i evangeliet« (L&P 107:38).

De Halvfjerds modtager ikke yderligere præstedømmenøgler, men med hver opgave, som de pålægges af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum, tildeles de beføjelser til at udføre den pålagte opgave.

Halvfjerdser-generalautoriteterne mødes til regelmæssige kvorumsmøder. De, der virker ved Kirkens hovedsæde, mødes en gang om ugen. Disse kvorumsmøder kan omfatte instruktion og oplæring i doktriner og Kirkens historie og fra tid til anden undervisning af De Tolv Apostle og De Halvfjerds’ Præsidium.

Yderligere halvfjerdserkvorummer

I 1997 organiserede Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum det Tredje, Fjerde og Femte Halvfjerdserkvorum. I 2004 blev De Halvfjerds’ Sjette Kvorum organiseret, og i april 2005 blev De Halvfjerds’ Syvende og Ottende Kvorum organiseret. I dag er der 195 medlemmer af disse seks kvorummer. Disse kvorumsmedlemmer er trofaste brødre, som bor rundt omkring i verden. De kaldes område-halvfjerdsere for at skelne dem fra halvfjerdser-generalautoriteterne.

Område-halvfjerdsere bor hjemme og virker på kirketjenestebasis, ligesom en biskop eller stavspræsident, i en bestemt årrække. De modtager opgaver, der minder om dem, som halvfjerdser-generalautoriteterne får, bortset fra, at de fungerer i deres lokale område, i stedet for i hele verden.

Disse seks kvorummer er organiseret geografisk. Det Tredje Kvorum omfatter område-halvfjerdsere, der er bosiddende i Europa og Afrika. Medlemmer af Det Fjerde Kvorum bor i Mexico og Mellemamerika og den nordlige del af Sydamerika. Det Femte Kvorums medlemmer bor i det vestlige USA og Canada, og medlemmerne af Det Sjette Kvorum bor i det centrale, sydlige og østlige USA og Canada og i Caribien. Det Syvende Kvorums medlemmer bor i Brasilien og de sydlige områder i Sydamerika, og det Ottende Kvorums medlemmer bor i Asien, Australien, New Zealand, Stillehavsområdet og Filippinerne.

Medlemmer af disse seks kvorummer samles til kvorumsmøder i Salt Lake City en gang om året i forbindelse med aprilkonferencen og også en gang om året et eller andet sted i det geografiske område, som de bor i.

Åbenbaringerne giver hjemmel for yderligere halvfjerdserkvorummer, »indtil syv gange halvfjerds, om arbejdet i vingården gør det nødvendigt« (L&P 107:96).

De Halvfjerds’ Præsidium

De Halvfjerds’ Præsidium præsiderer over alle medlemmerne af disse halvfjerdserkvorummer. De Halvfjerds’ Præsidium består af syv medlemmer af Det Første eller Andet Halvfjerdserkvorum, som er kaldet som præsidentskab og givet myndighed til at præsidere over De Halvfjerds.

»Bær vidnesbyrd om mit navn i hele verden«

I overensstemmelse med det mønster, som blev fastlagt på profeten Joseph Smiths tid, er vore dages halvfjerdserkvorummer »indstiftet for omrejsende ældster, der skal bære vidnesbyrd om mit navn i hele verden, hvorhen … mine apostle, sender dem for at berede vejen for mit ansigt« (L&P 124:139).

Medlemmer af De Halvfjerds’ kvorummer stræber efter at udføre deres opgaver i harmoni og enighed og »retfærdighed, i hellighed og hjertets ydmyghed, sagtmodighed og langmodighed, i tro og dyd og kundskab, mådeholdenhed, tålmodighed, gudfrygtighed, broderlig venlighed og kærlighed« (L&P 107:30; se også v. 27).

De Halvfjerds betragter det som et stort privilegium at tjene under ledelse af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum. Som medlem af De Halvfjerds’ Præsidium er jeg taknemlig for Kirkens inspirerede organisation.