Jeg fandt det!
Hvad enten vi søger oplysninger om vores slægt på kirkegården, på internettet eller blandt gulnede dokumenter, så skal Herren nok hjælpe os.
Lige siden Grace Dywili Modiba og hendes mor og søstre blev døbt i 1984, har Grace været draget mod slægtsforskning.
»Jeg samlede de oplysninger, jeg kunne fra mine tanter, onkler og andre slægtninge,« fortæller Grace, der er medlem af Atteridgeville Menighed i Pretoria Stav i Sydafrika. »Men jeg mødte forhindringer overalt, da jeg søgte efter mine tipoldeforældre. Svaret på mine bønner åbenbaredes en mandag morgen i 2001, da min mor ringede for at fortælle, at en af mine kusiner var død.
Vi forberedte os på at rejse hen til begravelsen, som blev afholdt i den egn, hvor mine forældre var født. Da det ligger cirka 200 km nord for Atteridgeville nær grænsen til Botswana, kom vi der sjældent.
Jeg rejste derop sammen med min mor og mine to søstre fredagen inden begravelsen. Da vi ankom til min tantes hjem sent den aften, erfarede vi, at hun havde huset fuldt af slægtninge og venner. Da vi havde fuldført forberedelserne til begravelsen, var vi trætte, men der var ikke noget sted, hvor vi kunne sove. En af mine kusiner tilbød beredvilligt, at vi kunne bo hos hende, hvis vi ikke havde noget imod at gå et stykke vej. Vi valgte at gå med hende. Det var en meget mørk nat, men vejen var stille, tryg og fredfyldt. Da vi nåede frem, faldt vi alle hurtigt i søvn.
Næste morgen var jeg den første af gæsterne, som var oppe, og jeg opdagede, at min kusine allerede var oppe og travlt beskæftiget. Hun gav mig vand at vaske mig med, og da jeg var færdig, fik jeg en tilskyndelse til at gå udenfor.
Da jeg gik et par meter væk fra huset, så jeg til min overraskelse to gravsten ude i haven. Jeg slentrede langsomt hen til dem og så til min forbløffelse, at det var mine tipoldeforældres gravsten. Der stod de navne og data, som jeg så desperat havde søgt efter. Jeg løb tilbage til huset og fortalte begejstret min kusine om min opdagelse og om, hvor længe jeg havde søgt efter disse forfædre.
Når jeg nu tænker tilbage på disse begivenheder, er jeg klar over, at der er et formål med alt, som sker. Jeg ved, at Gud lever, og at Jesus er min Frelser, og jeg er dem meget taknemlige, fordi de førte mig til disse oplysninger.«
Oplevelser som disse sker hele tiden for dem, der flittigt søger efter deres slægt. Ældste Melvin J. Ballard (1873-1939) fra De Tolv Apostles Kvorum sagde, »at jeres afdødes ånd og indflydelse nok skal lede dem, som er interesseret i at finde disse optegnelser. Hvis der noget som helst sted på kloden findes nogle oplysninger om dem, så skal I nok finde dem … Men I skal tage fat på arbejdet.«1
Her følger nogle beretninger om situationer, hvor Herren vejledte søgende sjæle til at finde optegnelser med de nødvendige navne, datoer eller lokaliteter.
En cowboy surfer på nettet
LeAnn Coshman, der er leder af det slægtshistoriske center i Santa Maria i Californien, skriver: »Som de fleste andre slægtsforskere kan jeg fortælle en del beretninger om uventede hændelser og om forsvundne familier, som blev fundet igen. Men en af dem har især gjort indtryk.
Vi havde en stand på vores lokale marked, og på et stort banner stod vores valgsprog: ›Slægtshistorisk center. Familier er evige.‹ En sjusket udseende cowboy stod og kiggede stilfærdigt på vores udstillingsmateriale. Jeg gik hen til ham og spurgte, om jeg kunne hjælpe ham med at søge efter en af hans forfædre. Hans generthed og et udpræget talehandicap gjorde det vanskeligt at kommunikere. Han gjorde det klart, at han ikke vidste noget om sine forfædre, og så sagde han: ›Jeg ved ikke engang, om min far og mor stadig lever.‹ Den udtalelse vakte min fulde opmærksomhed. Han fortalte mig, at han var rejst hjemmefra i vrede som teenager. Han havde rejst rundt til rodeos lige siden, men nu havde han ›slået sig lidt til ro‹. Han var gift og havde to børn.
Jeg bad ham om at sætte sig sammen med mig ved en af vore computere. Jeg forklarede ham, at vi normalt ikke søger efter levende personer, men jeg tilbød ham at kigge i de amerikanske myndigheders database over døde for at se, om hans far var død. Da hans fars navn var ret usædvanligt, mente jeg, at det ville være let at identificere ham. Vi var meget taknemlige, da vi ikke fandt ham, for det betød, at han højst sandsynlig stadig levede.
Efter at have leget detektiv på internettet et stykke tid, lykkedes det at finde nogle få oplysninger om cowboyens far, blandt andet hans nuværende adresse og telefonnummer. Mens han stirrede på computerskærmen, gentog han hele tiden: ›Det er utroligt! Det er min far!‹ Jeg opmuntrede ham til at ringe til sin far, men han sagde: ›Det kan jeg ikke. Min far vil ikke tale med mig. Min mor vil måske, men ikke min far.‹ Jeg printede oplysningerne ud og gav ham dem. Jeg foreslog ham, at hvis han ikke følte sig tryg ved at ringe, så kunne han jo skrive et brev. Jeg sagde, at jeg mente, at uanset hvordan forholdet havde været, da han rejste hjemmefra, så burde han bede sine forældre om tilgivelse og fortælle dem, at han savnede dem. Jeg prøvede at opmuntre ham ved at sige, at hans forældre ville blive glade for at høre om deres børnebørn.
Mens han vandrede bort, bad jeg en stille bøn for ham. Jeg forventede ikke, at jeg nogensinde ville høre, hvordan det gik ham, men to dage senere stod samme cowboy der igen. Jeg skyndte mig hen til ham med fremstrakt hånd og sagde, snarere end spurgte: ›Du har ringet, ikke?‹
Han svarede: ›Jo, og de stod uden for min dør i morges kl. 6.‹
Han kæmpede for at udtrykke sin taknemlighed, men havde svært ved at få ordene frem. Så jeg strakte atter hånden frem og sagde, at han ikke behøvede at sige et ord, for jeg forstod ham udmærket. Han knugede min hånd og ville ikke slippe den, og jeg trådte frem for at modtage det kram, som jeg vidste, han ville give mig.
Jeg er meget taknemlig for, at jeg fik lov til at medvirke til at føre denne mand sammen med sine forældre. Jeg har fået nyt syn på det kendte skriftsted: ›Han skal vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre‹ (Mal 3:24).«
Jeg fandt et støvet stykke papir
Angel Daniel Gatica fra Villa Elvira Menighed i Villa Elvira Stav i La Plata i Argentina fortæller om engang, hvor Ånden ledte ham til at finde den optegnelse, som han havde brug for:
»Da vi var på familiebesøg i det centrale Argentina, besluttede min hustru og jeg at besøge en af min mors tanter. Jeg vidste, at flere af hendes nu afdøde brødre og søstre havde boet hos hende i løbet af de sidste fem år. Jeg bad til, at Herren ville bane vejen for mig i min slægtsforskning.
Da vi ankom, var det, som om tiden havde stået stille. Ikke en eneste kasse eller kuffert var blevet flyttet fra det sted, hvor hendes søskende havde efterladt dem. Hele den morgen forsøgte jeg at overtale min tante til at lade mig rode i dem, men det var hun ikke meget for. Efter frokost sagde hun, at jeg kunne kigge i en af dem. Jeg bad stille om inspiration. Jeg valgte en. Så åbnede jeg den forsigtigt og tog det ene gulnede papir efter det andet op af den.
I løbet af kort tid fandt jeg et gammelt hæfte med alle data om min grandonkel. Jeg søgte videre og fandt andre papirer med data om andre af min tantes søskende. Jeg lagde det hele ned igen og lukkede kufferten, men Ånden tilskyndede mig til at kigge en gang til. Jeg åbnede atter kufferten. Jeg vendte forsigtigt bunden i vejret på den og lod papirerne falde ud i en stor stak.
Og der, ovenpå stakken af udklip fra blade og aviser, lå et gammelt, men velbevaret dokument. Jeg foldede det ud og læste det: ›Dåbsattest for Guadalupe Sepúlveda‹. Det var min oldefar på mødrene side, som var født hundrede år før mig.
Jeg løb ind til min tante og viste hende det. Hun havde aldrig set det før, men tog det og strøg det ømt.
›Min far holdt det i sine hænder,‹ hviskede hun. Så knugede hun det mod sit bryst og græd. Hun rakte det tilbage til mig og sagde, at jeg måtte få det, når hun var død.
Nu manglede jeg bare en af mine grandonklers fødselsdato. Jeg spekulerede på, om denne store familie engang kunne blive fuldtallig.
Min hustru og jeg gjorde os klar til at gå og takkede min tante for hjælpen. Da vi gik ud gennem hendes lange entre, kom jeg i tanker om, at jeg havde glemt noget. Jeg skyndte mig tilbage og lukkede døren op i en fart. Det pludselige vindstød skubbede til en lille, gammel kurv med dokumenter, som havde ligget urørt hen i årevis. Jeg stoppede op og kiggede på dem. ›Hvad er det for et stykke papir?‹ tænkte jeg. Jeg kunne ane en dato gennem støvlaget.
Meget forsigtigt pustede jeg støvet af og foldede dokumentet ud. På dette skrøbelige og glemte ark stod med stadig læselig skrift den fødselsdato, som jeg havde brug for. I det øjeblik gennemtrængte Ånden mit hjerte så kraftigt, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage.
›Tak, min dreng, fordi du kiggede forbi,‹ sagde min gamle tante.
›Tak, tante, fordi du ville se mig,‹ svarede jeg.
Jeg kyssede hende farvel. Det var sidste gang, jeg fik mulighed for at kysse hende i dette liv. Men takket være min tantes hjælp og Herrens inspiration er hele min oldefars familie på mødrene side blevet beseglet til hinanden i al evighed.«
Og således skrider slægtsforskningen fremad. De, der flittigt søger efter navne, datoer og stednavne på deres slægt, kan bære det ene vidnesbyrd efter det andet om guddommelig indgriben. Herren sørger sandelig for udveje og midler, så vi kan finde de oplysninger, vi har brug for. Som følge heraf bliver vi velsignet.