KOMMENTARER FRA LÆSERNE
Taknemlig for profeten
Jeg er så taknemlig for profeten og for, at jeg kan læse hans budskaber i Liahona . Disse artikler hjælper mig til at træffe kloge valg, så jeg kan forblive værdig til Herrens velsignelser, og de hjælper mig med at være et godt eksempel for andre.
Allan Dublas Pamugas, Aborlan Menighed Narra Distrikt i Filippinerne
Mit hjerte åbnede sig
Inden jeg blev døbt, gav missionærerne mig nogle eksemplarer af Liahona , som jeg kunne læse. Jeg husker stadig, hvordan jeg glædede mig over en af artikler, som jeg læste, nemlig »Jesus Kristus: Vor Mester og meget mere« af ældste Russell M. Nelson i aprilnummeret 2000. Da indså jeg, at jeg havde en Frelser, at han elsker mig, og at han er det eneste fuldkomne eksempel, som jeg kan følge.
Jeg mener, at fra det øjeblik, jeg begyndte at læse dette vidunderlige tidsskrift, åbnede mit hjerte sig, så jeg kunne tage imod evangeliet.
Jeg er Herren uendeligt taknemlig for, at vi i dag – ligesom på Lehis tid – har Liahona til at vejlede os.
Roseana R. Santos, Poções Menighed Vitória da Conquista Stav i Brasilien
Trøst og styrke
Tidsskriftet Liahona er en vidunderlig gave, som Herren har givet de hellige i denne uddeling. Det giver os trøst og styrke i vore trængsler og hjælper os til at føle, at vi ikke er alene. Jeg er dybt taknemlig for dette kompas i dag. Jeg ved, at vi har sandheden, og at vi bliver velsignet, når vi følger Frelseren.
Sergio Sierra Moctezuma, Las Joyas Menighed Benito Juarez Stav i San Luis Potosí i Mexico
Et mirakel i min tilværelse
Liahona er et mirakel i min tilværelse. Artiklerne er en helende balsam for min sjæl. De styrker mit vidnesbyrd og min tro og giver mig håb i vanskelige stunder. Jeg nød især »Timing« af ældste Dallin Oaks i oktobernummeret 2003 og »Opnå jeres fulde potentiale« af ældste Richard G. Scott i novembernummeret 2003. Tak for disse budskaber og alle de andre, som er et lys i mit liv. Jeg ved, at Ånden rører hjertet på dem, der læser tidsskriftet.
Johanna Recalde, Villa Elisa Menighed Fernando de la Mora Syd Stav i Paraguay
Ånden vidnede
I dag vil jeg gerne takke min himmelske Fader, fordi hans kirke er på jorden, og fordi tidsskriftet Liahona findes. Jeg nød virkelig den evangeliske klassiker i decembernummeret 2003 – »Jesu Kristi guddommelighed« af ældste Orson F. Whitney. Da jeg læste den, følte jeg Ånden meget stærkt, og jeg vidste, at ældste Whitneys oplevelser var sande. Jeg ved, at vor himmelske Fader har en hensigt med hvert eneste af sine børn, at han elsker os, og at han ønsker, at hver eneste af os skal vende tilbage til vores himmelske hjem.
Katherin Priscila Terceros Vidal, Cala Cala Menighed Universidad Stav i Cochabamba i Bolivia
Rettelse til L&P-oversigten
I »Lære og Pagter oversigten« på side 16 i Liahona, jan. 2005, under afsnit 27, august 1830, skulle der stå: »Newel og Sally Knight ønskede at modtage nadveren«. Sally Coburn, som døde i 1834, var Newel Knights første hustru. Han giftede sig med Lydia Goldthwait i 1835.